AAARGH / DANSK
Mine damer og herrer,
Det er en stor fornøjelse for mig at holde dette foredrag
i et land, som jeg har udpræget sympati for. For mange år
siden studerede jeg skandinavisk filologi og litteratur hos professor
Oskar Bandle i Basel; i 1978 afsluttede jeg min magistereksamen
med et arbejde om den danske forfatter Hans Scherfig, hvis glimrende
satiriske romaner jeg havde læst på et sommerkursus
i København i august 1976. Til min skam må jeg indrømme,
at jeg ikke har været i Deres dejlige land i 21 år.
Jeg får yderst sjældent lejlighed til at tale dansk,
men jeg håber, at De kan forstå mig alligevel.
Da jeg var student, vidste jeg endnu ikke noget om det emne, som
vi skal snakke om i dag. Såfremt det var muligt, undgik
jeg altid at beskæftige mig med "holocaust". Jeg
syntes ikke om, at jødernes frygtelige skæbne under
den anden verdenskrig blev udnyttet til politiske formål.
Naturligvis forstod jeg, at "holocaust" tjente som påskud
for at udslette tyskernes nationalfølelse og for at retfærdiggøre
Israels undertrykkelse af palæstinenserne, men jeg fandt
aldrig på at stille spørgsmålstegn ved den
officielle version af historien. Jeg vidste, at der fandtes mennesker,
som bestred den systematiske jødeudryddelse under Hitler
og til og med gaskamrenes eksistens, men jeg var overbevist om,
at det måtte dreje sig om tossehoveder eller nynazistiske
agitatorer, og nynazister havde jeg ikke meget til overs for.
Jødeudryddelsen i Auschwitz og andre dødslejre var
jo veldokumenteret! Der fandtes masser af troværdige vidner,
og adskillige nazister havde selv bekendt deres ufattelige ugerninger.
Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss havde beskrevet massemordet
i alle dets frygtelige detaljer. Under disse omstændigheder
kunne intet fornuftigt menneske nære tvivl om "holocaust".
Jeg har været "revisionist" siden 1991, hvilket
betyder, at jeg taler for en lille minoritet, som næsten
aldrig har muligheden for at komme til orde offentligt. Derfor
benytter jeg denne lejlighed for at gøre rede for, hvad
revisionisternes virke går ud på, og hvilke slutninger
de er kommet til som resultat af deres forskning. Forhåbentlig
vil det lykkes mig at overbevise Dem om, at vi ikke er galninge,
og at den revisionistiske forskning er velunderbygget.
At vi ikke får lov til at frembringe vore resultater i aviserne
og i fjernsynet, skyldes udelukkende politiske årsager.
Revisionisternes videnskabelige indsigter er en torn i øjet
på de toneangivende kredse, som holder medierne i deres
jerngreb. Disse kredse står vagt om den uforfalskede lære
og tillader ingen diskussion. I et civiliseret samfund burde det
være en selvfølge, at omtvistede emner kan diskuteres
frit, men hvad "holocaust" angår, gælder
dette princip tilsyneladende ikke.
Jeg vil understrege, at forholdene i Danmark er meget bedre end
i visse sydlige nabolande. Ganske vist må danske revisionister
ej ytre sig i medierne, men Danmark har ingen totalitære
mundkurvslove som forbyder dem at publicere deres skrifter. Danske
revisionister bekæmpes med tavshed og bagvaskelse, men de
behøver ikke at være bange for at blive spærret
inde, som det er tilfældet i Tyskland, Østrig eller
Frankrig. I Tyskland blev publicisten Udo Walendy, udgiveren af
det videnskabelige tidsskrift "Historische Tatsachen",
idømt 26 måneders fængsel, fordi han er uenige
i den officielle version af "holocaust". I Frankrig
havde professor Robert Faurisson sin tiende retssag i september;
han skal betale en høj bøde for at have overtrådt
en lov, som forbyder benægtelsen af gaskamrenes eksistens.
I Svejts forbereder myndighederne en proces mod udgiveren af mine
bøger og mig selv på grund af en uklart formuleret
"antiracistisk lov" rettet udefinerede forbrydelser
som "benægtelse af folkemord", og som straffes
med fængsel eller bøde. I nutidens Europa bliver
mennesker altså spærret inde, fordi de nægter
at TRO på noget! Åbenbart er vi på vejen tilbage
til middelalderen.
Revisionisternes tolkning af jødeforfølgelserne
under den anden verdenskrig kan sammenfattes i tre sætninger:
1) Hitler og den nationalsocialistiske regering har aldrig haft
til hensigt at udrydde jøderne; udtrykket "den endelige
løsning på jødespørgsmålet (Endlösung
der Judenfrage)", som forekommer i talrige tyske dokumenter,
betød jødernes udvisning og ikke deres fysiske likvidering.
2) Der har aldrig eksisteret nogen "udryddelseslejre"
eller gaskamre, som tjente til at aflive mennesker; de eneste
gaskamre, der fandtes in NS-koncentrationslejrene, var aflusningskamrene,
som tjente til at bekæmpe lus, som var bærere af tyfus.
3) Tallet seks millioner jødiske ofre er stærkt overdrevet;
det virkelige tal vurderes af revisionisterne til næppe
at overstige en million.
Skønt ingen revisionistisk bog må omtales og ingen
revisionistisk argument må fremføres i medierne har
revisionisternes forskningsresultater tvunget de officielle historikere
til at gøre en hel række indrømmelser. Jeg
nøjes med tre særlig vigtige eksempler:
-- Lejehistorikerne er i dag nødt til at indrømme,
at der aldrig har eksisteret henrettelsesgaskamre i selve Tyskland,
hvilket indebærer, at alle "vidner", som har aflagt
vidnesbyrd om gasninger i Dachau, Buchenwald osv,. har løjet.
-- Franskmanden Jean-Claude Pressac, den ortodokse historieskrivnings
ledestjerne, har nedsat antallet af Auschwitz-ofre til 630.000
("Die Krematorien von Auschwitz", München 1994).
Dette tal er stadigvæk for højt - det virkelige tal
beløber sig til omkring 170.000 -, men jeg husker, at der
længe var tale om fire millioner.
-- De officielle historikere erkender i dag, at tyskerne aldrig
fremstillet sæbe af døde jøder. Denne modbydelige
løgn har forpestet verden i næsten 50 år. Efter
krigen beskrev Simon Wiesenthal med rystende ord, hvordan kasser
med jødisk sæbe blev begravet på en jødisk
kirkegård i Rumænien ("Der neue Weg", Wien,
Nr. 17/18, 1946). I 1990 indrømmede den israelske historiker
Shmuel Krakowski, at denne sæbe aldrig har eksisteret ("Daily
Telegraph", 25.4. 1990).
Sådanne indrømmelser ville have været umulige,
uden det usynlige pres som revisionisterne udøver på
de traditionelle historikere. Revisionisternes metoder svarer
til historieskrivningens almindelig anerkendte principper. Tillad
mig nu at anskueliggøre hvordan de officielle "holocaust"historikere
arbejder, og hvordan revisionisterne går til værks.
Lejehistorikerne kan slet ikke underbygge deres teser med dokumenter.
Det kan man let overbevise sig om, hvis man læser Jean-Claude
Pressacs ovennævnte bog "Die Krematorien von Auschwitz".
I indledningen forsikrer Pressac, at han ikke er henvist til vidnesbyrd
men baserer sig på dokumenter. Læser man hans bog,
så konstaterer man med forbavselse, at alle udsagn om gasning
af mennesker er baseret på vidnesbyrd! Årsagen til
dette er selvfølgeligt, at der ikke eksisterer et eneste
dokument, som beviser, at nazisterne ville udrydde jøderne,
eller at det fandtes henrettelsesgaskamre. I over 50 år
har de officielle historikere fortvivlet ledt forgæves efter
sådant et dokument. For at bortforklare denne ubehagelige
kendsgerning, som bringer dem i klemme, griber de til det følgende
kneb:
a) De påstår, at tyskerne har fjernet alle belastende
dokumenter. Det er legende let at gendrive dette argument ved
at påpege, at masser af dokumenter fra Auschwitz har overlevet
krigen. I Moskva eksisterer der et arkiv, hvor der findes ikke
mindre en 88'000 blade af dokumenter fra byggeledelsen (Zentralbauleitung)
i Auschwitz. Zentralbauleitung var organisationen, som var ansvarlig
for opførelsen af krematorierne, i hvilke der var installeret
flere gaskamre ifølge den officielle Auschwitz-version.
Sovjetsoldaterne beslaglagde disse dokumenter efter befrielsen
af Auschwitz i januar 1945. I 46 år var de helt utilgængelige
for vestlige historikere, men i 1991 blev arkiverne åbnet.
I 1995 tilbragte den italienske historiker Carlo Mattogno og jeg
næsten to måneder i den russiske hovedstad og granskede
alle dokumenter om Auschwitz. Ikke et eneste dokument tyder på,
at nogen er blevet gasset ihjel i denne den største af
de tyske koncentrationslejr. Det var ingenlunde overraskende for
os; hvis sådanne dokumenter eksisterede, ville kommunisterne
uden tvivl have fremlagt dem for at afsløre nazismens bestialitet.
Men nej -- dokumenterne forsvandt i arkivernes skabe for 46 år
- hvorfor?
På den anden side fandt vi adskillige dokumenter, som gendriver
den officielle version af Auschwitz. Jeg anfører et signifikant
eksempel:
I juni 1944 blev den polske Auschwitz-fange Jan Kristian sat på
fri fod. Han havde været interneret i Birkenau i seks uger
for at have brudt sin arbejdskontrakt. Efter løsladelsen
måtte Jan Kristian ufortøvet melde sig på arbejdskontoret
i Auschwitz for at blive sendt til en tysk fabrik. Han var ingen
undtagelse; i løbet af nogen dage blev ikke færre
en 54 fanger løsladt og sendt til fabrikker.
Ifølge den officielle historieskrivning nåede massemordene
i Auschwitz sit forfærdelige højdepunkt mellem maj
og juli 1944: 400.000 ungarske jøder påstås
at være blevet gasset i løbet af 54 dage. Det betyder
altså, at Jan Kristian og hans medfanger fik lov til at
overvære historiens mest afskyelige massakre, foranstaltet
af nazisterne i Auschwitz-Birkenau, før de blev sendt til
tyske fabrikker, hvor de kunne berette for alle og enhver, hvad
de havde set! De samme historikere, der forlanger af os at sluge,
at tyskerne har fjernet samtlige dokumenter, som beviste deres
forbrydelser.
Nu kunne man måske indvende, at tyskerne udførte
en selektion af dokumenterne, inden de rømmede Auschwitz.
Denne ide er rent ud sagt latterlig, eftersom de med lethed kunne
have brændt alle dokumenter i krematorierne i løbet
af et par timer. De ville sikkert ikke have bekymret sig om at
adskille belastende dokumenter fra ikke-belastende. De efterlod
hele dokumentationen til russerne, fordi de aldrig kom i tanke
om, at den kunne opfattes som belastende!
b) Et andet trick, som lejehistorikerne regelmæssigt tager
sin tilflugt til, er at tolke utvivlsomt ægte dokumenter
på en forvrænget måde. Lad mig citere et kendt
eksempel. Det drejer sig om det såkaldte "Luther-Memorandum"
(Nürnberg-dokument NG 2586). Den 21 august 1943 skrev Martin
Luther, en embedsmand i udenrigsministeriet, der havde deltaget
i Wannsee-Konferenzen 7 måneder tidligere en rapport om
jødernes flytning mod øst:
"Den grundlæggende tyske politik overfor jøderne
efter krigen [første verdenskrig] bestod i, at fremme den
jødiske udvandring med alle midler(...). Den nuværende
krig giver Tyskland muligheden for at og forpligtelse til at løse
jødespørgsmålet i Tyskland(...). På
grundlag af det nævnte direktiv fra føreren [til
udvisning af jøderne] blev evakueringen af jøderne
i Tyskland påbegyndt. Det var nærliggende at medtage
jødiske statsborgere fra lande, der havde grebet til lignende
forholdsregler overfor derboende jøder (...). Det antal,
der på denne måde blev tvunget mod øst, rakte
ikke til at dække behovet for arbejdskraft. Hovedafdelingen
for rigssikkerhedtjenesten besluttede efter anvisning fra SS-Rigsførerens
udenrigsafdelingen at bede den slovakiske regering om at stille
20.000 unge kraftige slovakiske jøder til rådighed
østpå".
Dokumentets indehold er soleklart: Slovakiske jøder er
blevet forflyttede mod øst, så tyskerne kunne udnytte
deres arbejdskraft. Bortset fra alle moralske skrupler ville det
jo have været tåbeligt ud fra et rent økonomisk
standpunkt at aflive raske arbejdere, som Tyskland havde brug
for. De officielle historikere tolker Luther-Memorandum og samtlige
lignende dokumenter på følgende måde: For at
tilsløre kendsgerningen at nazisterne systematisk myrdede
de deporterede jøder i udryddelseslejre som Auschwitz eller
Belzec, betjente de sig af et kodesprog som camouflerede deres
skumle hensigter: Udtrykkene "Evakuierung", "Abschiebung"
og "Aussiedlung" betød i virkeligheden "Ausrottung",
altså "udryddelse". Med andre ord: De ortodokse
historieskrivere læser ikke det, som står i dokumenterne,
men det som ikke står i dem. Med sådanne uforskammede
forfalskninger arbejder den officielle af staten finansierede
videnskab!
Lad os nu gå over til et andet, ligeledes fundamental aspekt
af spørgsmålet. Jeg vil anskueliggøre den
med et eksempel, som enhver kan forstå:
En drukkenbolt dingler ud af et værtshus, sætter sig
bag rattet i sin bil og forårsager straks et færdselsuheld.
Politiet tager en blodprøve og opdager, at hans blod indeholder
tre promil alkohol. Manden bliver indstævnet for retten.
Under processen sværger 10 af hans kammerater, at han kun
har drukket mineralvand og te hele aftenen. Hvad baserer domstolen
nu sin beslutning på: Alkoholtesten eller drankernes vidnesbyrd?
Svaret på dette spørgsmål burde være
let.
Enhver jurist ved, at det tekniske bevis er vidnesudsagnet overlegent,
thi et vidne kan lyve eller tage fejl. Hvis nogen er blevet stukket
ned med en kniv, så er det en selvfølge, at domstolen
forlanger en ekspertise om mordvåbnet. Dette princip, som
gælder i hvilken som helst upolitisk proces, burde naturligvis
i endnu højere grad gælde, når det drejer sig
om en så uhyrlig forbrydelse som "holocaust".
Vidnerne påstår, at tyskerne aflivede millioner af
jøder i visse lokaler i Auschwitz som på byggeplanerne
betegnes som "Leichenhallen" eller "Leichenkeller",
men som ifølge vidnernes udsagn tjente som henrettelsesgaskamre.
Derefter påstås ligene at være blevet brændt
i krematorierne. For at efterprøve vidnernes beskrivelser
ville det have være domstolenes uafviselige pligt at skaffe
sig ekspertise om "gaskamrene" for at finde ud af om
de virkelig kunne anvendes til massemord. Desuden ville det have
været nødvendigt at beregne krematoriernes kapacitet
med videnskabelige metoder for at undersøge, hvor mange
lig de var i stand til at brænde.
Ud fra den følgende passage fra dommen i Auschwitz-processen
i Frankfurt (1965) kan man selv danne sig et skøn over,
om domstolen har imødekommet disse krav; jeg citerer:
"Retten manglede næsten alle i en normal mordssag til
rådighedstående erkendelsesmuligheder for danne sig
et troværdigt billede af de faktuelle begivenheder på
mordtidspunktet. Man manglede ofrenes lig, obduktionsrapporten,
rapporter fra sagkyndige om dødsårsagen og dødstidspunktet
samt spor fra gerningsmændene, mordvåben o.s.v. En
kontrol af vidnesudsagnene var sjældent muligt. (side 104
i dommen fra Auschwitzprocessen)."
De tyske dommere, der i dag dømmer afvigere fra den rene
Holocaust-lære til bøder eller fængselsstraf,
plejer at hævde at den officielle version af historien er
et almindeligt kendt faktum, som ikke mere behøver at bevises.
Dette argument blev allerede anført under Nürnberg-processen.
Artikel 21 af London-statutten, som var vejledende for Nürnberg-processen
lød:
"Domstolene skal ikke kræve bevis for alment kendte
kendsgerninger. De skal derimod gøre sig bekendt med den
officielle viden, der stammer fra forskellige allierede regeringers
undersøgelser af krigsforbrydelser foretaget af indsatte
komiteer såvel som protokoller og beslutninger fra militære-
og lignende domstole og især FN (IMT1,S. 16)."
Allerede i august 1945, fire måneder efter krigens afslutning,
var jødeudryddelsen i de tyske koncentrationslejre altså
et "almindeligt kendt faktum" - uden ekspertise om mordvåbnet,
uden uafhængig undersøgelse af de såkaldte
"gaskamre" og af krematorierne, uden dokumenter - med
andre ord, uden bevis!
Til forskel fra lejehistorikerne og domstolene tilfredsstilles
revisionisterne ikke så lidt. De nøjes ikke med tomme
fraser om "almindeligt kendte fakta", men kræver
entydige beviser.
De første revisionister, som franskmanden Paul Rassinier,
socialist, modstandskæmper og fange i koncentrationslejrene
Buchenwald og Dora-Mittelbau, fandt endnu ikke på at kræve
en videnskabelig undersøgelse af "gerningsstedet".
Deres argumentation hvilede først og fremmest på
en minutiøs granskning af dokumenterne samt en kritisk
analyse af vidnesbyrdene. I sluttet af halvfjerdserne tog den
revisionistiske forskning imidlertid en helt ny retning takket
være professor Robert Faurissons skelsættende indsigter.
Faurisson undersøgte insekticidet Zyklon-B med hvilket
jøderne blev myrdede i Auschwitz ifølge den officielle
version af historien. Han opdagede, at vidnesbyrdene ikke adlød
kemiske love, og at "gaskamrene" i Auschwitz I og Birkenau
slet ikke egnede sig til brug af Zyklon-B. De kunne nemlig ikke
lukkes hermetisk, hvilket indebærer, at den dødelige
gas ville have strømmet ud af kamrerne og forgiftet hele
det omgivende område. Den mest berømte af alle "gaskamre",
ligkapellet i Krematorium I i Auschwitz, lå umiddelbart
over for SS-sygehuset. Vinden ville have blæst gassen ind
i hospitalet og forgiftet både patienterne og SS-lægerne!
Faurissons skrifter udløste to banebrydende ekspertiser.
I 1988 skrev den amerikanske gaskammer-specialist Fred Leuchter,
der er ansvarlig for opførelsen af henrettelsesgaskamrene
i flere amerikanske stater, sin berømte rapport (An engineering
report on the alleged gas chambers at Auschwitz, Birkenau and
Majdanek, Poland, Samisdat Publishers, Toronto 1988). Leuchter
kom til den slutning, at lokalerne, som er blevet døbt
om til "gaskamre", slet ikke kunne fungere som sådanne.
Skønt Leuchter-ekspertisen unægteligt indeholder
flere fejl, blev dens konklusioner bekræftet af Germar Rudolfs
udførlige og fordringsfulde studie i 1993 ("Gutachten
über die Bildung und Nachweisbarkeit von Zyanidverbindungen
in den 'Gaskammern' von Auschwitz", Cromwell Press, 1993).
Efter at have kulegravet "gaskamrerne" og studeret al
disponibel materiale om Zyklon-B, kom Rudolf til 2 afgørende
slutninger:
a) Kemiske analyser af væggene beviser, at Zyklon-B ikke
er blevet anvendt i de lokaler, som i dag betegnes som "gaskamre",
eftersom de ikke indeholder nogle relevante spor af cyanid, som
det er tilfældet med aflusningskamrene.
b) Både luftfotografierne og en undersøgelse af krematoriernes
i deres nuværende tilstand viser, at hullerne i loftet,
gennem hvilke giften påstås at være blevet smidt
ned i gaskamrene, ikke endnu fandtes under krigen. Efter lejrens
befrielse blev klodsede åbninger hakket i loftet for at
foregøgle åbninger til indførelsen af Zyklon-B.
Rudolf-ekspertisen, som systemhistorikerne ikke kan gendrive,
har givet den officielle Auschwitz-version dødsstødet.
En naturlov tilintetgør 1000 vidnesudsagn. Eftersom Rudolf-ekspertisen
bragte den tyske stat, som forsvarer Auschwitz-myten med næb
og klør, i en alvorlig klemme, hævnede denne stat
sig på den unge kemiker ved at idømme ham 14 måneders
fængsel. Rudolf lever nu i eksil i England.
Næppe mindre vigtig end Rudolf-rapporten er italieneren
Carlo Mattognos studie af krematorie-ovnene i Auschwitz og Birkenau
("Die Krematoriumsöfen von Auschwitz und Birkenau",
in Ernst Gauss, "Grundlagen zur Zeitgeschichte", Grabert,
Tübingen 1994).
"Hvordan bliver jeg af med liget af mit offer?" - det
er enhver morders mareridt. De som påstår, at tyskerne
har myrdet hundrede af tusinder eller over en million mennesker
i Auschwitz må også forklare, hvad der er blevet af
ligene.
I 1994 publicerede Mattogno i samarbejde med ingeniøren
Franco Deana den første videnskabelige undersøgelse
om Auschwitz-krematorierne. Han kom til konklusionen, at de højst
kunne brænde 162.000 lig. Betænker man, at Mattogno
vurderer antallet af ofre til 160.000-170.000, og at mange tusind
lig blev brændt på bål i 1942, da en frygtelig
tyfus-epidemi hærgede i Auschwitz, og da krematorierne i
Birkenau endnu ikke eksisterede, får man et klart og sammenhængende
billede af situationen.
Velmenende, men uinformerede kritikere af revisionismen indvender
regelmæssigt, at gaskamrenes eksistens ikke kan bestrides,
eftersom der er så mange vidner. Ifølge disse kritikere
er det helt enkelt utænkeligt, at alle vidner har løjet.
Det er selvfølgelig let at svare på denne indvending
ved at pege på, at talrige formentlig troværdige vidner
har skildret gasninger i Dachau, Buchenwald og andre af de vestlige
lejre. I betragtning af, at alle historikere er enige om, at der
ikke fandtes nogle gaskamre i disse lejre, har alle vidner enten
løjet eller taget fejl. Jeg tilføjer, at vidnerne,
der beskriver gasningerne i Auschwitz i detaljer, er yderst få
og kan næsten tælles på en hånd. Bortset
fra den første kommandant Rudolf Höss er de væsentligste
vidner medlemmerne af det såkaldte "Sonderkommando",
som betjente krematorierne. Hvis der forekom gasninger i Auschwitz,
kan man gå ud fra, at Sonderkommando kendte udryddelsesprocessen
i alle enkeltheder. I min bog "Auschwitz. Tätergeständnisse
und Augenzeugen des Holocaust" (Neue Visionen, Würenlos/Schweiz,
1994) undersøger jeg en række udsagn af Sonderkommando-medlemmer.
Typisk nok indeholder alle af dem nævnte tekniske, kemiske
og logiske umuligheder, som berøver dem al beviskraft.
For eksempel hævder næsten alle, at man samtidig kunne
brænde tre lig i en krematorieovn i løbet af 20 minutter.
I virkeligheden varer kremationen af et lig i en ovn omkring en
time, hvilket betyder, at kapaciteten er blevet overdrevet ni
gange. Det er ligeledes opfaldende, at de fleste vidner taler
om 4 millioner ofre. Det var dengang det officielle tal.
Tre af de vigtigste vidner, jøderne Alter Szmul Fajnzylberg,
Szlama Dragon og Henryk Tauber, aflagde vidnesbyrd foran en kommission
i Krakow i april og maj 1945. Eftersom deres udsagn indeholder
de samme umuligheder og absurditeter, er slutningen uundvigelig:
Udsagnene blev koordinerede.
For de fleste vidners vedkommende kan man fastholde, at de helt
enkelt har skrevet af efter deres forgængere, især
Rudolf Höss. Dette fremgår tydeligt, når man
læser Filip Müllers væmmelige beretning "Sonderbehandlung",
som udkom i 1979. Müller skildrer for eksempel, hvordan han
arbejdede og spiste i gaskammeret umiddelbart efter en gasning
- hvilket indebærer, at han må have været immun
overfor blåsyre for ellers ville han ikke have overlevet
arbejdet. Lignende beskrivelser dukkede allerede op i beretninger,
som fremkom lige efter krigen.
Hvad den første Auschwitz-kommandant Rudolf Höss angår,
så ved man i dag, at han blev tortureret af englænderne
i tre dage, inden han aflagde sin berømte bekendelse. Torturen
er blevet beskrevet af en engelsk forfatter, som fik sine informationer
fra den britisk-jødiske torturmester Bernard Clarke selv
(Rupert Butler, "Legions of Death", London 1983).
Skønt det er lykkedes revisionisternes at demontere den
officielle version af "holocaust", er deres opgave ikke
afsluttet. Efter min opfattelse er der især tre punkter,
som endnu kræver en grundig kulegravning:
1) Einsatzgruppernes rolle og jødernes skæbne i Sovjetunionen
og de baltiske stater. Ifølge den gængse "sandhed"
blev mellem en og to millioner jøder skudt af tyskerne,
især Einsatzgruppen.
Den største og mest omtalte massakre, som påstås
at blive været foranstaltet af tyskerne, var massemordet
ved Babi Jar. Der i en slugt i nærheden af Kiev, skal tyskerne
have likvideret mellem 33.000 og 300.000 jøder den 29 september
1941. To år senere, inden Sovjetunionen erobrede Kiev tilbage,
skal tyskerne have åbnet massegravene og brændt ligene
på kæmpestore bål. En analyse af luftfotografierne,
som blev taget af det tyske luftvåben over Babi Jar på
den tid, viser imidlertid, at disse bål ikke eksisterede,
og at slugten var uden nogen som helst menneskelig aktivitet.
Det indebærer, at Babi Jar-massakren var et påfund
af den sovjetiske propagandacentral.
Det betyder ganske vist ikke, at der overhovedet ikke er forekommet
nogen massakre. Jeg er overbevist om, at likvideringer af jøder
og andre skete på østfronten, men ikke tilnærmelsesvis
i det påståede omfang.
For at illustrere de vanskeligheder, som forskerne må slås
med, vil jeg nævne tilfældet med Kaunas:
Den 22 juli besøgte Mattogno og jeg det "niende fort",
en stor fæstning i nærheden af den litauiske by Kaunas.
Man siger, at tyskerne skød 70.000 sovjetborgere, deriblandt
50.000 jøder foran denne fæstning. På gerningsstedet
ser man en mark og ingenting andet. Da vi spurgte vores guide,
hvor benene, tænderne og asken efter ofrene var, svarede
hun, at tyskerne havde spredt benene, tænderne og asken
for alle vinde for at eliminere beviserne. Denne historie er helt
utroværdig; vi kan gå ud fra, at der sikkert forekom
henrettelser, men at antallet ofre er kraftigt overdrevet. Af
mangel på dokumenter kan vi slet ikke finde ud af, hvad
de foregik på det niende fort. Vi støder på
samme vanskelighed, når vi undersøger de andre -
reelle eller opfundne - massakrer på østfronten.
Så længe vi ikke disponerer over dokumenter - hvis
dokumenterne overhovedet er bevaret - kan vi næppe gøre
nogen fremskridt på dette område.
2) Det samme gælder for de østlige lejre, som i den
traditionelle litteratur betegnes som "udryddelseslejre"
: Belzec, Sobibor og Treblinka. Rygterne om masseudryddelser på
disse steder gik allerede under krigen og blev spredt af den polske
modstandsbevægelse samt af jødiske organisationer
som psykologisk våben mod nazisterne. Propagandisternes
fantasi kendte slet ingen grænser. Jeg citerer nu et uddrag
fra en bog som udkom i Sverige i 1945 med titlen, "Den siste
juden från Polen". Forfatteren hedder Stefan Szende;
i 1946 blev bogen oversat til dansk ("Løftet Hitler
holdt", Povl Branners forlag, 1946, s. 376-378):
Lejre breder sig over et område på ca. syv kvadratkilometer.
Det er omgivet at et pigtrådshegn og sikret ved alle tænkelige
indretninger. Ingen må nærme sig dette afspærrede
område, og ingen må forlade det... Det med jøder
fuldt lastede tog kørte gennem en tunnel ned til de underjordiske
rum, hvor henrettelserne foregik... Man tog alting fra dem. Effekterne
blev sorteret og opført på lister for senere at blive
benyttet af herrefolket. Dette sorteringsarbejde blev dog så
omstændeligt, at man foretrak at sende jøderne dertil
nøgne. - De blev ført ind i kæmpemæssige
haller med plads til flere tusind mennesker. Disse rum havde ingen
vinduer, de var helt af metal og havde gulv, der kunde sænkes.
- Ved en sindrig mekanisme sænkedes så gulvet med
alle de tusinder af jøder ned i et bassin under gulvet
- men ikke længere, end at vandet nåede dem til hofterne.
Så ledtes stærkstrøm gennem vandet, og på
nogle få øjeblikke var alle de tusinder af jøder
dræbt. - Derefter blev gulvet med alle ligene hævet
op af vandet. En anden strøm kobledes til, og i de store
haller blev der nu glødende hedt som i en krematorieovn,
indtil alle ligene var brændt til aske. - Mægtige
løftekraner hævede gulvet og tømte asken.
Røgen førtes ud gennem store fabriksskorstene. -
Processen var forbi. Uden for indkørselen til tunnelen
stod allerede næste tog og ventede. - Hver transport omfattede
3000 til 5000 Jøder. Der ankom flere tog om dagen. Undertiden
kom der helt op til tyve og tredive sådanne tog om ugen
til Belzec. - Den moderne teknik i nazistisk iscenesættelse
fejrede triumfer. Den havde løst massemordenes problem.
Efter krigen forsvandt denne version straks i historiens pulterkammer
og blev erstattet med en anden: Jøderne blev myrdet med
forbrændingsgasser fra en dieselmotor. Mod denne teknisk
helt og holdent absurde variant af udryddelsesmyten har i særdeleshed
den tysk-amerikanske ingeniør Fritz Berg rettet skytset
("Die Dieselgaskammern: Mythos im Mythos", in: Ernst
Gauss, "Grundlagen zur Zeitgeschichte", Grabert, Tübingen
1994).
Mens det er let at gendrive den officielle "sandhed"
om Belzec, Treblinka og Sobibor, er det ikke muligt at finde ud
af, hvad disse lejre i virkeligheden tjente til. Vi antager, at
det drejede sig om transitlejre gennem hvilke jøderne blev
sendt mod øst, men vi kan ikke bevise denne hypotese af
mangel på dokumenter. Sandsynligvis er samtlige tyske dokumenter
blevet fjernet af kommunisterne, fordi de modsagde den officielle
version.
3) Den tredje vigtige åbne spørgsmål, som kræver
yderligere udførlige forskning, er det demografiske aspekt.
Dette problem er naturligvis snævert knyttet til det forudgående.
Sålænge vi ikke ved besked om, hvad der er sket i
Belzec, Sobibor og Treblinka, om de virkelig var transitlejre,
hvor mange jøder blev sendt østpå, og hvad
som er sket med dem under og efter krigen, er det rent ud sagt
umuligt at bestemme, hvor mange jøder omkom som følge
af den tyske politik. Enkelte af Dem kender formodentlig Walter
Sannings bog "Die Auflösung" (Grabert, Tübingen
1983). Dette værk et det hidtil mest alvorlige forsøg
på at fastslå antallet jødiske ofre i den tyske
indflydelsessfære. Personlig anser jeg, at Sannings vurdering
- en halv million jødiske døde - er for lav. Achilleshælen
ved dette (i det hele taget udmærkede) studium er Sannings
tilbøjelighed at godtage sovjetiske kilder alt for kritikløst.
Kommende generationer vil stå uforstående over for
det omfang af menneskelig dumhed og fejhed, som manifesterer sig
i "Holocaust"-legenden - en legende som næsten
hele verden har godtaget kritikløst i over 50 år.
De vil ikke være i stand til at begribe, at vores intellektuelle
og historikere har accepteret en historie som er så ufattelig
tåbelig både historisk og teknisk. Der er blevet skrevet
spaltekilometer om "holocaust" uden, at nogen officiel
historiker fandt på at underkaste gerningsstedet, "gaskamrene"
og krematorierne, en videnskabelig, teknisk og kemisk undersøgelse.
Næsten hele verden tror på at millioner jøder
er blevet myrdet i djævelske kemiske slagtehuse uden at
efterlade nogle spor: Der er ingen aske, ingen ben, ingen tænder;
der er ikke et eneste gaskammer, som kunde havde fungeret på
den af vidnerne beskrevne måde, der er ingen dokumenter
- INGENTING.
Og hele dette gigantiske foregik uden, at de allierede, som havde
udmærkede informationskilder i alle af tyskerne beherskede
områder, mærkede noget. Hvis de havde mærket
noget, ville de straks have afsløret tyskernes forbrydelser
for hele verden. Men nej, de ventede til Nürnberg-processen:
Hvorfor?
Næsten hele verden tror på, at nazisterne ville fysisk
udrydde alle jøder, skønt man hver dag læser
en rystende historie om en "Holocaust-overlevende",
og skønt Nahum Goldmann skrev i sin bog "Das jüdische
Paradox" (Europäische Verlagsanstalt, 1978, S. 263),
at 600.000 jøder har overlevet tyske lejre. Havde nationalsocialisterne
virkelig tilstræbt den fysiske udryddelse af jødedommen,
så ville ikke engang 600 jøder have overlevet koncentrationslejrene
- meget mindre 600.000.
Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor revisionisterne risikerer sin
eksistens ved at bekæmpe en så mægtig fjende.
Jeg plejer at svare på følgende måde:
Hver tid har sine legender. Hvert folk har sine myter. Vi i Svejts
har for eksempel myten om Wilhelm Tell, der skød æblet
fra sin søns hoved og befriede landet fra den grusomme
undertrykker Gessler. Denne myte er helt ufarlig; den avler intet
had. Der findes ikke en eneste Svejtser, der hader østrigerne
på grund af Wilhelm Tell-legenden.
Derimod er holocaust-myten skadelig, fordi den avler had. Ved
at kæmpe mod denne afskyelige løgn gør revisionisterne
menneskeheden en tjeneste.
I. Indledning
Mine damer og herrer,
Da jeg havde den store fornøjelse at holde et foredrag
her i København for præcist et år siden, gjorde
jeg rede for, hvad revisionisternes virke går ud på.
Tillad mig at sammenfatte de væsentligste punkter. Efter
revisionisternes opfattelse fandtes der aldrig nogen plan om at
udrydde de europæiske jøder i de af Tyskland beherskede
områder. De anser udryddelseslejrene og gaskamrene for at
være et påfund af den allierede og zionistiske propaganda,
og antallet fem eller seks millioner jødiske ofre for at
være væsentligt overdrevet. I mangel på pålidelige
statistikker, kan revisionisterne foreløbigt ikke nævne
noget nøjagtigt ciffer, men ifølge deres vurdering
omkom højst en million jøder, som følge af
den tyske politik. Hvad Auschwitz angår, beløber
antallet af ofre sig til omtrent 170.000, hvoraf langt fra alle
var jøder. Kun et lille mindretal af de mennesker, der
døde i Auschwitz, blev myrdet eller henrettet; de fleste
omkom på grund af tyfus og andre sygdomme,eller som følge
af overanstrengelser.
Revisionisternes forskning er yderst velunderbygget, både
historisk og teknisk. Siden "Leuchter rapporten" udkom
i 1988, har den revisionistiske forskning gjort kæmpemæssige
fremskridt. I mange år har revisionisterne foreslået
en offentlig upolitisk debat med forkæmperne for det officielle
"Holocaust" billede, men forgæves: Til vores store
beklagelse er levebrødshistorikerne ikke villige til at
føre en sådan diskussion. Det er naturligvis et tegn
på svaghed: Hvis de ortodokse historikere var overbeviste
om rigtigheden af deres teser, ville de også benytte lejligheden
til at gendrive os.
For at demonstrere, at revisionismens kritikere slet ikke har
fornuftige argumenter, vil jeg nu citere et uddrag af en artikel
fra "Kristeligt Dagblad", 14 April 1998. Artiklen hedder
"De snu holocaust-benægtere"; forfatteren er en
vis Geoffrey Cain. Jeg citerer det første afsnit:"
Trods tusindvis af vidnesbyrd fra overlevende og et væld
af afslørende tyske dokumenter benægter en lille
gruppe "historikere", at jødeudryddelsen har
fundet sted, blandt dem en dansker, som har fået trykt kronikker
i flere dagblade.
Et par hundrede meter fra, hvor jeg bor, ligger Mindelunden, hvor
113 danske frihedskæmpere blev skudt under besættelsen.
Her lægger deres efterkommere blomsterkranse til ære
for dem, der gav deres liv for Danmark under de fem forbandede
år. Eller gjorde de? Sæt nu, at der ingen frihedskæmper
havde været og historien om dem er en skrøne, en
lille hvid løgn, som den danske efterkrigsregering fandt
på, for at Danmark kunne være blandt de sejrende allierede?
Nej, tanken er ikke blot absurd, men en hån og en fornærmelse
mod de døde og deres efterladte.
Men lad os lege legen til ende. De henrettede blev ikke skudt
af Wehrmacht, som det falskeligen står på mindepladerne,
men døde af naturlige årsager...eller emigrerede
til USA med en stor pose penge og et påbud om at holde mund
resten af livet. Og før man afviser hele historien som
opspind og galimatias, bør man undersøge om den
kunne være sand. Så nu er der tvivl, hvor der før
var sikkerhed. Og videre. Alle tyske dokumenter, der omtaler henrettelser
og tortur mod modstandsfolk, er forfalskninger udført af
de samme mennesker, der sendte de "henrettede" til USA.
I øvrigt viser en kemisk undersøgelse, at "henrettelsesstedet"
aldrig er blevet brugt til det formål, og det hele er et
raffineret komplot. Og her kan vi forlade tankelegen og begive
os ud i virkeligheden, eller rettere sagt ud i den del af virkeligheden,
som ovenstående tankeleg er afkalkeret efter.
Deborah Lipstadt er holocaust-forsker ved USA's Emory Universitet.
Hendes bog "Denying the Holocaust" er et opgør
med den lille, men stedse voksende skare, der nu sår tvivl
om Nazitysklands massemord på ca. 5,5 millioner jøder.
Metoderne er dem, jeg har brugt ovenfor, blot med den forskel,
at de ikke præsenteres som et åbenlyst absurditet
men som et kontroversielt resultat af kritisk forskning."
Hele Hr. Cains argumentation er rent ud sagt åndssvag. Intet
fornuftigt menneske ville sætte spørgsmål ved,
at de omtalte 113 danske modstandsmænd blev skudt under
besættelsen, thi beviserne er helt klare. For det første
er de henrettedes navne kendte. For det andet er henrettelserne
dokumenteret. For det tredje ville man, hvis man åbnede
gravene, finde de dødes knogler. Følgelig råder
vi over uomstødelige dokumentariske og faktiske beviser
for, at skydningerne af disse 113 danskere ingenlunde er en myte,
men en historisk kendsgerning. Hvis nogen bestred det, ville man
helt enkelt ignorere ham. Ingen journalist ville finde på
at skrive en artikel for at modbevise ham; ingen dansk regering
ville overveje at indføre en lov, der forbyder benægtelsen
af modstandsmændenes henrettelser. Man straffer jo heller
ikke mennesker, der påstår, at jorden er flad eller
at månen består af ost. Man betragter dem som ufarlige
tossehoveder. Men revisionisterne betragtes ikke som ufarlige
tossehoveder. De tages alvorligt, forskellige lande har indført
repressive mundkurvelove, der faktisk afskaffer den frie forskning
og ytringsfrihed vedrørende "Holocaust". I Tyskland
er forfatteren Udo Walendy, udgiver af et tidsskrift "Historische
Tatsachen", blevet idømt 29 måneders fængsel
på grund af sin kritik af den officielle version af "Holocaust".
Den tyske avis "Westfalerblatt" (8 maj 1997) citerer
dommeren Kröner, der havde dømt Walendy; " Det
drejer sig ikke om det, De har skrevet, eftersom domstolen ikke
er forpligtet til at efterprøve det. Det drejer sig om
det, De ikke har skrevet."
Günter Deckert, den tidligere formand for NPD, blev idømt
29 måneders fængsel for at have oversat et foredrag,
den amerikanske gaskammer-specialist Fred Leuchter havde holdt
på Deckerts indbydelse. Mens NDP-politikeren allerede sad
bag lås og slå, fik han yderlige 27 måneders
fængsel for at have afholdt en konference, med deltagelse
af den kendte britiske historiker David Irving, i løbet
af hvilket Irving havde benægtet "Holocaust".
Ganske vist havde englænderen overhovedet ikke ytret sig
om dette emne, men teoretisk set var der fare for, at han kunne
have gjort det, og det burde Deckert have vidst. Derfor blev han
dømt. Jeg selv blev den 16 juli idømt 15 måneders
fængsel på grund af mine revisionistiske skrifter.(2).
I Frankrig er situationen lidt bedre: Revisionisterne bliver ikke
indespæret, staten nøjes med økonomisk at
ruinere dem, ved at pålægge dem astronomisk høje
bøder.
I betragtning af, at Danmark ikke har nogen totalitær lov
mod det frie ord, skal danske revisionister ikke være bange
for at blive indespærret, dog får de yderst sjældent
lejlighed til at fremføre deres argumenter, og massemedierne
gengiver dem enten næsten ikke, eller kun på en groft
forvirrende måde. Lad os vende tilbage til Hr. Cain´s
artikel om "De snu Holocaust benægtere", som ikke
er spor andet end en dum parodi på revisionismen.
Hvor beviserne er klare, bestrider revisionisterne ingenting.
De benægter hverken eksistensen af koncentrationslejerne
eller jødedeportationerne. Derimod bestrider de udokumenterede,
både historisk og teknisk absurde påstande, som f
eks. påstanden om at 600.000 jøder blev myrdet i
løbet af 10 måneder i lejren Belzec i det østlige
Polen. Ifølge den officielle "Holocaust" -litteratur
blev disse 600.000 jøder aflivet mellem marts og december
1942. Ligene påstås at være blevet brændt
på bål mellem december 1942 og foråret1943(3)
Skønt jeg har beskæftiget mig med "Holocaust"
i over 7 år ,har jeg aldrig fundet navnet på én
eneste jøde, der blev myrdet i Belzec. Deportationerne
til denne lejr er rigtig nok dokumentarisk beviselige, men antallet
af deporterede udgør bare en lille brøkdel af 600.000.
Ligene har ikke efterladt nogen aske, benstumper eller tænder.
Ingen ved, hvor de 120.000 ton brænde, som ville have været
nødvendigt for at kunne brænde ligene på bålet,
var kommet fra. Uanset at lejren Belzec ligger bare halvanden
kilometer fra en by af samme navn, lagde beboerne åbenbart
ikke mærke til, at over en halv million mennesker blev dræbt
og brændt i nærheden; den polske modstandsbevægelse,
som var udmærket underrettet om begivenheder i hele landet,
og som forsynede den polske eksilregering med i London med regelmæssige
informationer om alle vigtige handlinger, fik heller ikke noget
at vide om de ufattelige ugeringer i Belzec, for ellers ville
den polske eksilregering og de allierede have sat tyskerne i gabestokken.
Det gjorde de imidlertid ikke. På hvilke beviser hviler
nu anklagen om mordet på 600.000 jøder i Belzec?
Først og fremmest gør jeg opmærksom på,
at vi ikke kender ét eneste dokument om denne lejr, hvilket
betyder, at vi slet ikke ved besked om dens funktion. Revisionisterne
formoder, at det drejede sig om en transitlejr, gennem hvilken
jøderne blev sendt østpå til Ukraine, men
i mangel af dokumenter er de ude af stand til at bevise denne
hypotese. Den officielle version er helt og holdent baseret på
ét eneste vidneudsagn, Gerstein rapporten. Den tyske SS-officer
Kurt Gerstein aflagde i 1945, kort efter krigens afslutning i
fransk fangenskab en bekendelse om gasninger af jøder i
Belzec- eller snarere sagt 6 bekendelser. Som den franske historiker
Henri Roques har påpeget i en glimrede afhandling (4), eksisterer
der nemlig ikke mindre end 6 forskellige varianter af bekendelsen.
Ifølge en af varianterne er 25 millioner mennesker blevet
gasset ihjel i to lejre, Belzec og Treblinka! Gerstein, som åbenbart
var sindssyg, påstod, at fangerne blev stuvet sammen op
til 800 på 25 m2, hvilket betyder, at der kun var 30cm2
til hver. Foruden Gerstein eksistere der kun ét andet vidne,
der beskriver gasninger i Belzec, men hans navn næves så
godt som aldrig i faglitteraturen. Der er tale om den polske jøde
Rudolf Reder, der efter krigen publicerede et lille skrift om
sine oplevelser i lejren (5).
Reder hævdede, at 3 millioner mennesker var blevet myrdet
i Belzec. Han selv havde åbenbart overlevet ikke mindre
end 80 likvideringsaktioner, og takket være dette under
var han i stand til at vidne om denne ufattelige tragedie, som
havde fundet sted i denne lejr.
I "Holocaust" -litteraturen kan man læse, at mordene
i Belzec blev begået med en dieselmotor, kilden er selvsagt
Gerstein-rapporten; Gerstein skildrer detailleret, hvordan dieselmotoren
starter og hvordan alle de indespærrede var dræbt
i løbet af 32 minutter. Også i Sobibor og Treblinka
siges tyskerne at have benyttet sig af en dieselmotor for at udrydde
jøderne. Teknisk set er denne historie helt tåbelig;
udstødningerne fra dieselmotorer er forholdsvis ugiftige,
eftersom de indeholder langt mindre end én procent kulilte,
i modsætning til udstødningerne fra en benzinmotor,
hvis procentdele af kulilte er flere gange højere. Havde
tyskerne planlagt, at dræbe millioner af mennesker med gas,
ville de sikkert ikke have valgt det mindre duelige mordvåben,
for tekniske idioter var de jo ikke. Dieselmotor-myten beviser,
at hele Holocaust-historien er blevet opfundet af personer, der
ikke havde nogen anelse om tekniske forhold. Som vi skal se senere
er mordvåbnet, som påstås for Auschwitz og Majdanek,
insekticidet Zyklon B- ligeledes radikalt uegnet for massehenrettelser
af mennesker. Når man kulegraver de første vidnesberetninger
om Belzec, støder man på adskillige overraskelser.
De tidligere vidner taler nemlig ikke om udstødninger fra
en dieselmotor og overhovedet ikke om gaskamre. Ifølge
deres fantasifulde gyserhistorier blev jøderne dræbt
med elektricitet. Den ungarske jøde Stefan Szende beskrev
på en anskuelig måde, hvordan millioner af jøder
blev sænket ned i et underjordisk bassin, og derefter aflivet
med stærk strøm.(6) Et andet, næppe mere tillidsvækkende
øjenvidne, Jan Karski, valgte et endnu mere grotesk mordvåben
,ulæsket kalk.(7) Alle disse naragtige beretninger gik i
glemmebogen straks efter krigen. Tillad mig at tilføje
en pikant detalje om Belzec. Jeg besøgte dette sted, sammen
med min ven Carlo Mattogno. Lejren er sporløst forsvundet,
og man finder bare et areal på lidt over 40,000m2 i størrelse.
Den officielle historieskrivning hævder, at ligene først
blev gravet ned og derefter senere gravet op igen og brændt.
Stedet, hvor massegraven skulle have befundet sig, er markeret
på en plan ved indgangen til lejrarealet; det er umådeligt
lille og havde bare kunnet omfatte en brøkdel af 600.000
lig. Ret interessant er imidlertid, at den såkaldte massegrav
ligger flere meter højere end stedet, hvor gaskamrene påstås
at have befundet sig. Tyskerne har altså organiseret masseudryddelsen
på den måde, at de var nødt at slæbe
600.000 lig op ad en bakke! Hele den officielle version af "Holocaust"
er en uafbrudt række af idiotier, og den senere generation
vil ikke være i stand til at begribe, hvordan det var muligt
at opretholde sådanne fantastiske løgne i over 50
år.
I modsætning til de 113 henrettede danske modstandsmænd,
hvis eksistens og død anses for dokumenteret, er de 600.000
jøder, der myrdedes med udstødning fra en dieselmotor,
eller med ulæsket kalk, eller stærk strøm i
et underjordisk bassin , og hvis lig blev brændt på
bål i løbet af 4 måneder uden at efterlade
aske og uden, at nogen mærkede det, "non-existing people",
"ikke eksisterende personer", som George Orwell ville
have sagt. Man begriber nemt, at lejehistorikerne og journalisterne
frygter en åben debat om "Holocaust", som fanden
frygter vievand. Deres absurde dogmer kan slet ikke forsvares
i en åben og fri diskussion. For at puste liv i myten publicerer
pressen regelmæssigt fotografier, på hvilke man ser
bjerge af lig fra de koncentrationslejre, som blev befriet af
amerikanerne og englænderne i foråret i 1945. I sin
omtalte artikel i "Kristeligt Dagblad" griber Geoffrey
Cain til et lignende trick. Han viser et- utvivlsomt autentisk-
fotografi med elendige udmarvede fanger og kommenterer: "Det
var et gruopvækkende syn, der mødte de allierede
befrielsesstyrker, som de rykkede frem i Nazityskland. Det er
den verdenshistoriske tragedie, som revisionisterne stiller spørgsmålsregn
ved." Det er naturligvis en dristig løgn. Ikke én
eneste revisionist bestrider den tragedie, der foregik i de vestlige
lejre, som Bergen-Belsen, Buchenwald eller Dachau under krigens
sidste skrækkelige fase. De allieredes terrorbombning havde
lammet Tysklands transportsystem, således at føde
ikke længere nåede frem til lejrene. Den frygtelige
situation forværredes endnu mere af tyfus- og dysenteriepidemier.
Lejrene var stærkt overbelagt, hvilket skyldtes, at de østlige
lejre, som Auschwitz, Stutthof eller Gross-Rosen, var blevet evakueret
vestpå. Under disse katastrofale omstændigheder døde
titusinder af de indsatte af sult og sygdomme. Ansvaret for deres
tragiske skæbne påhviler ikke udelukkende tyskerne,
men ligeledes englænderne og amerikanerne, der havde ødelagt
transportvejene med deres barbariske terrorbombardementer. På
fotografierne fremstilles disse lig og disse udmarvede menneskeligende
væsner, som ofre for en nådesløs tysk udryddelsespolitik.
At dette er en løs påstand fremgår til og med
af den ortodokse "Holocaust" -litteratur. Ifølge
den af belgieren Paul Berken officielle skrevne historie af Dachau
(8), oversteg antallet af døde i lejrens sidste fire måneder-
januar til april 1945- det samlede antal af fanger, der havde
mistet livet i løbet af fem år mellem 1940-1945.
Mellem januar 1940 og april 1945 døde 27,839 fanger i Dachau,
men ikke mindre end 15,384 omkom i løbet af de sidste fire
måneder.
Tyskerne har aldrig på noget tidspunkt så meget som
overvejet en fysisk udryddelse af jøderne. Til og med de
mest ortodokse "Holocaust" historiker indrømmer
tænderskærende, at man aldrig har fundet nogen ordre
fra Adolf Hitler eller et andet medlem af det nationalsocialistiske
lederskab, der beviser, at tyskerne tilstræbte en fysisk
udryddelse af jøderne. Den berømte fransk-jødiske
"Holocaust" forsker Léon Poliakov skriver i sin
bog "Bréviare de la Haine" (9): "Det tredje
riges arkiver, sammen med forklaringer og skildringer fra nazi-ledere,
gør det muligt for os i detalje at rekonstruere tilblivelsen
og udviklingen af aggressionsplanerne, af felttog samt alle de
forholdsregler, hvormed nazisterne ville ændre verden efter
deres smag. Kun jødeudryddelsen forbliver stadigt i mørke,
både med hensyn til konception og på mange andre måder.
Følgeslutninger og psykologiske overvejelser, samt beretninger
fra tredje eller fjerde hånd, tillader os dog at rekonstruere
udviklingen af denne plan nogenlunde nøjagtigt. Dog vil
mange enkeltdele forblive ukendte. Hvad angår den egentlige
konception af planen om fuldstændig udryddelse, så
er de tre eller fire hovedskyldige ikke længere i live.
Intet dokument eksisterer, måske har det heller ikke eksisteret."
Denne fuldstændige mangel på dokumentariske beviser
for "Holocaust"- hvorunder jeg forstår et massemord
i udryddelseslejre- har altid været yderst generende for
de ortodokse historikere. Endnu mere generende er det forhold,
at talrige utvivlsomt autentiske dokumenter modbeviser den officielle
tese. Et eksempel herpå er et brev, som Heinrich Himmler
skrev den 25 januar 1942 til SS-Brigadeführer Richard Glücks
overinspektøren for koncentrationslejrene. Jeg citerer
her et uddrag(10):" De må indrette dem på i de
nærmeste uger at optage 100.000 mandlige jøder og
indtil 50.000 jødinder i koncentrationslejrene. Store økonomiske
opgaver vil i de nærmeste uger møde koncentrationslejrene."
Dette skrev Himmler altså 5 dage efter Wannsee-konferencen,
på hvilken efter en gammel sejlivet myte det nationalsocialistiske
lederskab påstås at have besluttet jødernes
fysiske tilintetgørelse! Bortset fra alle etiske overvejelser
ville det jo have indebåret et vanvittigt spild af arbejdskraft
at myrde mennesker, der kunne arbejde for de tyske krigsanstrengelser!
En masse dokumenter røber de to primære grunde til
at tyskerne deporterede en stor del af den jødiske befolkning
til koncentrationslejrene. For det første betragtede de
jøderne som en potentiel sikkerhedsrisiko, hvilket skyldtes
den kendsgerning, at de udgjorde en uforholdsmæssigt stor
del af modstandsbevægelserne i alle stater under tysk styre.
Den fransk-jødiske forfatter Aron Lustiger beretter med
stolthed, at 15% af ledelsen i den franske "Résistance"
bestod af jøder (11), til trods for, at jøderne
udgjorde mindre end én procent af Frankrigs befolkning!
Dermed vil jeg naturligvis ikke sige, at jøderne kun havde
sig selv at takke for deres hårde skæbne, hvis jeg
havde været jøde, ville jeg sandsynligvis også
have været blevet modstandsmand. Historikernes opgave er
at fastslå, hvad der skete, ikke at dømme eller at
moralisere. Den anden grund til at så mange jøder
blev sent til arbejdslejrene lå i det forhold, at tyskerne,
der savnede arbejdskraft, havde til hensigt at udvide arbejdsstyrken
til gavn for deres industri. Lad mig anføre et eksempel.
Den 11 maj 1944 udstedte Hitler en ordre om at ansætte 200.000
jøder i de fabrikker, hvor man producerede jagermaskiner
(12).
De eneste store deportationer, som endnu forekom på dette
tidspunkt, var fra Ungarn. Mellem maj og juli 1944 deporteredes
438.000 ungarske jøder til Auschwitz, men kun 28.000 af
dem registreredes der. I følge "Holocaust" legenden
blev så godt som alle resterende 410.000 gasset ihjel i
Birkenau straks efter ankomsten. Helt bortset fra denne histories
tekniske umulighed- et problem, som vi senere skal komme ind på-
må den kritiske iagttager umiddelbart stille følgende
spørgsmål:" Hvor kom de 200.000 jøder
fra, der ifølge Hitlers ordre skulle bygge jagermaskiner,
hvis næsten alle deporterede ungarske jøder blev
myrdet i Birkenau? Større deportationer fra andre lande
forekom jo ikke mere i maj 1944." Sådanne ubehagelige
spørgsmål undgås af lejehistorikerne, de kan
jo slet ikke besvare dem!
Den uløselige modsigelse mellem den påståede,
men udokumenterede tyske udryddelsespolitik og den veldokumenterede
ansættelse af hundretusinder af jøder i arbejdslejre
og fabrikker, foranlediger levebrødshistorikerne til følgende
forklaringsforsøg: Efter deres ankomst blev jøderne
underkastet en selektion. De, der duede til arbejde blev forskånet,
de gamle, svage og syge blev uden omsvøb sendt til gaskamrene.
Denne tese holder ikke stand overfor en kritisk granskning. Talrige
gamle mennesker, der uden tvivl ikke var i stand til at arbejde,
er nemlig blevet optaget i lejrkartoteket. I min bog "Auschwitz
Tätergeständnisse und Augenzeugen des Holocaust"
( s. 188) gengiver jeg et dokument fra Auschwitz. Det er tale
om en dødsattest af hvilken fremgår, at den 89 år
gamle jøde Josef Hoffmann afgik ved døden i Auschwitz
den 22 juni 1942. At sådanne gamle mennesker overhovedet
blev deporteret er en skam, men dokumentet gendriver påstanden
om, at mennesker, der ikke var i stand til at arbejde, blev myrdet
straks efter ankomsten i Auschwitz uden at de registreres. Nyfødte
børn blev heller ikke udryddet. I et vidneudsagn, der publiceredes
af de officielle for Auschwitz museet stående udgivere;
"Hefte von Auschwitz" skildrer den polske jordemoder
Starislaura Leszczynska, hvordan hun forløste over 3000
børn. (13) Den gode jordemoder ville utvivlsomt have berettet
det, hvis disse børn var blevet myrdet efter fødslen.
Hendes udsagn er i overensstemmelse med den officielle historie
af lejren, Danuta Czechs "Auschwitz- Kalendarium" (14)
som jævnligt taler om de i Auschwitz fødte og registrerede
sigøjnerbørn. I følge myten blev sigøjnerne
systematisk udryddet i Auschwitz. På grundlag af dokumenter,
luftfotografier og lejrens nuværende tilstand har canadieren
John Clive Ball tegnet en plan af Auschwitz-Birkenau, som den
så ud i 1944. På planen ser vi et sygehus (nr.16),
en idrætsplads (nr.15), og en plads, på hvilken man
foranstaltede koncerter. Den jødiske fange Marc Klein,
professor i medicin ved universitetet i Strassburg, berettede
efter lejrens befrielse(15) at:" Under larmende bifald fra
tilskuernes side var der søndag eftermiddag fodbold, basketball
og vandbold. Mennesker har kun brug for lidt, for at tankerne
kommer bort fra truende farer! SS-forvaltningen havde tilladt
de indsatte regelmæssige fornøjelser. I en biograf
vistes nazistiske nyheder og sentimentale film, og en kabaret
gav optræden med salt og peber, som ofte blev besøgt
at SS folkene. Endeligt fandtes der også et meget respektabelt
orkester, som til at begynde med udelukkende bestod af polske
musikere, men som med tiden blev erstattet med en gruppe af højere
klasse, som var sat sammen af musikere af alle nationaliteter,
idet jøderne dog udgjorde flertallet."
Hvordan rimer et hospital, idrætsstævner og koncerter
med en "udryddelseslejr"?
Til syvende og sidst vil jeg gøre opmærksom på
en anden uløselig modsigelse i den ortodokse historieskrivning
om "Holocaust". I følge den officielle version
fandt selektionerne kun sted i to af de seks udryddelseslejre,
nemlig Majdanek og Auschwitz. De øvrige 4 såkaldte
"udryddelseslejre" - Chelmno, Sobibor, Treblika og det
allerede nævnte Belzec- siges at have været "rene
dødslejre", hvor hver jøde, uanset om han var
i stand til at arbejde eller ej, blev gasset ihjel.
Absurditeten er iøjnefaldende. På den ene side har
vi bjerge af dokumenter som beviser, hvor fortvivlet tyskerne
forsøgte at rekutere arbejdere for deres krigsindustri.
På den anden side vil levebrødshistorikerne og journalisterne
få os til at tro, at de samme tyskere myrdede talløse
jødiske mænd og kvinder, der ville have været
af uvurderlig værdi som arbejdere? Og hvorfor fik syge jøder
medicinsk behandling? Lad os høre, hvad en "Holocaust"
overlevende fra den såkaldte "rene udryddelseslejr"
,Treblika, beretter (16):" En jødisk læge passede
mig, undersøgte mig hver dag, og gav mig medikamenter samt
trøst. Min tyske overordnede, Loeffler bragte mig mad:
franskbrød, smør og creme. Hver gang han havde beslaglagt
mad hos smuglerne delte han det med mig."
I den bog jeg skrev i samarbejde med Carlo Mattogno; "KL
Majdanek, Eine historische und technische Studie", har vi
afbildet et tysk dokument fra Majdanek, en af de 6 såkaldte
"udryddelseslejre". Det drejer sig om en "Stärkemeldung",
som formidler informationer om antallet af mennesker, som var
interneret i lejren. Af dette dokument fremgår det, at der
den 9 december 1943 befandt sig ikke mindre end 1053 fanger i
"Hauptkrankenhaus": hovedsygehuset! Hvorfor i alverden
oprettede nationalsocialisterne et sygehus i en dødslejr,
hvis hovedopgave bestod i at aflive så mange mennesker som
muligt på kortest tid? Mon Hr. Geoffrey Cain eller Hr. Bent
Melchior vil svare på dette spørgsmål?
Sammenfattende kan vi sige, at de utallige bevarede tyske dokumenter
fra krigstiden ingenlunde beviser, men tværtimod modbeviser
den ortodokse tese om, at nazisterne ville fysisk udrydde jøderne.
Der findes imidlertid et endnu enklere argument mod udryddelsesteorien.
Havde tyskerne bedrevet en udryddelsespolitik, så ville
næsten ingen jøder, i de af Tyskland beherskede lande,
have overlevet. Tyskerne ville have deporteret samtlige jøder
de kunne få fat i, og så godt som alle af dem ville
have omkommet i dødslejrene. I virkeligheden blev langt
fra alle jøder deporteret. Situationen var værst
i Holland, da antallet af deporterede oversteg 70% af den jødiske
befolkningsgruppe. Derimod har den jødiske historiker Serge
Klarsfeld fastslået, at præcist 75,721 jøder
blev deporteret fra Frankrig.(18) Det svarer til omtrent 20% af
alle franske jøder. Mange af ofrene blev ikke deporteret
på grund af deres race eller religion, men fordi de var
modstandskæmpere, sortbørshandlere eller sædvanlige
forbrydere. Disse egenskaber førte også ofte hos
ikke jødiske franskmænd til deportation. Lad os føre
denne tankegang videre. Såfremt nationalsocialisterne havde
tilstræbt at myrde de deporterede jøder, ville ingen
af dem være kommet tilbage fra lejrene. Hvis en håndfuld
alligevel var kommet tilbage, kunne man tale om et tilfælde
eller et under. Men om sådanne "tilfælde"
og "under" får vi hele tiden at høre. Næsten
hver dag kan vi i aviserne læse om en "Holocaust"
overlevende, og beretningerne fra sådanne fylder hele biblioteker.
Hver eneste overlevende,-fra Elie Weisel til Simon Wiesenthal,
fra Léon Blum til Simone Veil, udgør et levende
bevis mod udryddelsestesen. Endog den meget sørgelige skæbne,
der ramte familien Frank lader sig slet ikke forene med den officielle
version af "Holocaust". Hele familien blev sendt til
Auschwitz i august 1944. Moderen Edith Frank døde der i
januar 1945. Jeg kender ikke årsagen til hendes død,
men i hvert fald kan hun ikke være blevet gasset ihjel,
thi ifølge de ortodokse historikere blev gasningerne indstillet
i november 1944. Anne Frank og hendes søster Margot blev
overført til Bergen -Belsen, hvor de døde af tyfus
i marts 1945. Faderen Otto Frank overlevede krigen. Dersom Auschwitz
havde været en udryddelselejr, ville alle fire være
blevet myrdet straks efter ankomsten i august 1944. I debatter
om "Holocaust" bliver revisionisterne tit konfronteret
med spørgsmålet: "Kan du gøre rede for,
hvad der er sket med de savnede jøder, hvis de ikke er
blevet gasset ihjel?" Jeg vil mene, at det måske mest
slagkraftige svar på dette spørgsmål, er et
fotografi fra "Chicago Tribune" 29 juni 1987. Det viser
et familiemøde, der havde fundet sted i Chicago. Der ser
vi i midten jøden Harry Mintz, der var emigreret til Amerika
efter krigen. Han var først overbevidst om at alle hans
slægtninge var blevet dræbt. I halvtredserne begyndte
han systematisk at gennemsøge telefonbøger efter
personer ved navn Mintz og sætte annoncer i aviserne. Det
lykkedes ham at opdage en slægtning i Israel, der kendte
andre slægtninge i Brasilien og Frankrig. Efterhånden
opsporede Harry Mintz ikke mindre end 130 medlemmer af sin slægt;
mange af dem deltog i familiemødet i Chicago. "Min
søgen efter slægtninge er endnu uafsluttet"
citeres Harry Mintz i "Chicago Tribune". En ligende,
ligeledes meget betegnende artikel, blev publiceret i den amerikanske
avis "State Time", Louisiana, den 24 november 1978.
Jeg citerer (19):" En gang boede familien Steinberg i en
lille jødisk landsby i Polen. Det var før Hitlers
dødslejre. Nu har en vældig gruppe på over
200 overlevende og deres efterkommere fundet hinanden, og tager
her sammen del i en fest, der meget passende begyndte på
"Thanksgiving day". Slægtninge kom om torsdagen
fra Canada, Frankrig, England, Argentina, Coloumbia, Israel, og
mindst 13 stater i USA. "Det er fantastisk", sagde Iris
Krasnowski fra Chicago, "her er 5 generationer forenet, lige
fra 3 måneder gammel til en 85-årig." Mere anskueliggørende
end lange statistikker, som aldrig er helt pålidelige, leverer
denne artikel et svar på den imod revisionister rejste indvending:
"Hvor er jøderne havnet, hvis de ikke blev gasset
ihjel?"
Den begrænsede tid, som jeg har til min rådighed,
tillader mig desværre ikke udførligt at gå
ind på det befolkningsstatistiske aspekt af problemet. Ikke
desto mindre vil jeg kort drøfte dette vigtige spørgsmål.
Den til dato mest seriøse afhandling om de jødiske
befolkningstab under den anden verdenskrig er blevet skrevet af
amerikaneren Walter Sanning (20). Han undersøger de jødiske
emigrationsbølger under og efter krigen. Han påviser
det enorme omfang af den jødiske udvandring til Amerika,
Palæstina, osv ., efter krigens afslutning og demonsterer,
på grundlag af sovjetiske og jødiske kilder, at en
stor del af de manglende polske jøder er havnet i Sovjet,
hvor de bosatte sig efter krigen.- Som reaktion på Sannings
velunderbyggede studie udgav den tyske "Holocaust specialist"
Wolfgang Benz 8 år senere bogen "Dimension des Völkermords"
(21), som forsøger at forsvare det traditionelle synspunkt
om 5 til 6 millioner jødiske ofre. For at opnå det
ønskede resultat griber Hr. Benz til alle mulige svigefulde
kneb. Han lader som om, at han aldrig har hørt noget om
en jødisk udvandring under eller efter krigen, overdriver
de polske jøders oprindelige antal med 700,000, og betegner
endog jøder, som blev deporteret til Sibirien af Stalin,
som "Holocaust ofre" Med sådanne frække
manipulationer arbejder den officielle historiske videnskab for
at holde myten om de 6 millioner i live. (22) Som Sanning har
påpeget i sit banebrydende studie, kom der højst
4,5 millioner jøder under tysk herredømme. Man kan
beregne det omtrentlige antal overlevende i 1945 ved at gå
ud fra det antal, der lever i dag. Det kender vi takket være
jødiske kilder. Den 4 febuar 1998 skrev Rolf Blad, formand
for den schweisiske Holocaust-fond, i avisen "Handelszeitung",
at antallet af overlevende i dag beløber sig til mindst
én million. Denne angivelse er forskellige gange blevet
bekræftet af andre jødiske autoriteter. Hvilken som
helst statistiker, der arbejder for et forskingsselskab, vil komme
frem til det resultat, at mindst 3,5 millioner må have overlevet
krigen i de tidligere af Tyskland beherskede områder, hvis
over én million stadigvæk lever i dag. Dette indebærer
at højst en million, formodentlig mindre, mistede livet
under krigen. Til et endnu lavere ciffer kom svenskeren Carl Nordling.
Han undersøgte skæbnen af 722 jødiske personligheder,
der er nævnt i "Encyklopædia Judaica" (23).
Alle af dem havde boet i deres hjemland, da krigen brød
ud, 49% af dem flygtede eller emigrerede, 35% blev forskånet
for deportation, 8% overlevede deportationen, og de resterende
13% døde. Antager man et udgangsciffer på 4,5 millioner
jøder, indebærer det at omtrent 600,000 af dem døde
under krigen. Dette tal er ganske vist stadigvæk meget højt,
men vi bør dog ikke glemme, at andre folk også har
lidt. For eksempel døde 600,000 russere af sult i det belejrede
Leningrad, og ikke mindre end 250,000 tyskere blev brændt
levende eller kvaltes under deres huses ruiner, da anglo-amerikanerne
ødelagde Dresden den 13 februar 1945. Men om disse uskyldige
ofre taler man næsten aldrig.
Ifølge den ortodokse Holocaust-version opførte tyskerne
6 "udryddelseslejre" af hvilke Auschwitz var den største.
Auschwitz har altid været "Holocaust" propagandaens
hovedsten. Af den grund er revisionisterne nødt til først
og fremmest at koncentrere deres opmærksomhed om denne lejr.
Som før nævnt opfyldte de tyske lejre under krigen
to hovedfunktioner. De tjente til at internere virkelige eller
potentielle modstandskæmpere, samtidigt spillede de en stadig
vigtigere økonomisk rolle. Det gjaldt også Auschwitz.
Lejren blev grundlagt i april 1940. De første internerede
var polske politiske fanger, men de følgende år udgjorde
jøderne en stadig stigende procentsats af fangerne, og
til sidst flertallet. Auschwitz havde talrige "Nebenlager"-underordnede
lejre-, som opfyldte forskellige funktioner. Det i 1941 opførte
Birkenau, 2 km vest fra hovedlejren, var oprindeligt planlagt
som lejr for russiske krigsfanger, men blev efterhånden
til en slags sygelejr, syge fanger fra andre lejre blev sendt
dertil, hvilket er en af årsagerne til den enorme høje
dødelighed i Birkenau. Monowitz, 7 km øst fra hovedlejren
Auschwitz I, var et kæmpemæssigt industrikompleks,
hvor I.G. Farben havde adskillige filialer. I Monowitz fremstillede
tyskerne det såkaldte "Buna", syntetisk gummi.
Valget af dette sted skyldtes, at Auschwitz befandt sig udenfor
de britiske bombeflys rækkevide. I Raisko, syd for Auschwitz
I, arbejdede de indsatte i landbruget. Fra begyndelsen af var
dødeligheden i Auschwitz forfærdelig høj.
Lejrens værste svøbe var plettyfus, en farlig sygdom,
som overførtes af lus. Den eneste måde at bekæmpe
plettyfus på var at dræbe insekterne. Dertil anvendte
man et insektdræbelsesmiddel, Zyklon-B, som i "Holocaust"-mytologien
blev lavet om til mordvåbenet for jødeudryddelsen.
Uagtet alle anstrengelser fik tyskerne aldrig bugt med denne epidemi.
Under visse perioder må Auschwitz have været en veritabel
dødslejr, en art helvede på jorden. I september 1942
krævede epidemien på én eneste dag hele 375
ofre på en gang. 70% af de franske jøder, der var
blevet sendt til Auschwitz på dette tidspunkt, døde
i løbet af 6 uger. At tyskerne koldt blev ved med at deportere
fanger til Auschwitz, på trods af tyfusepidemiens hærgen,
vidner om kriminel ansvarsløshed. Et år senere, i
august 1943, havde situationen nogenlunde forbedret sig, men dødligheden
var stadigvæk meget høj og beløb sig til 3%
om måneden, hos mændene og 3,6% hos kvinderne. (24).
Hvor mange mennesker døde da i Auschwitz? Inden 1991 havde
historikerne slet ingen mulighed for videnskabeligt at kalkulere
det omtrentelige antal, så de var tvunget til at nøjes
med ufrugtbare spekulationer.
Under Nürnberg-processen hævdede den sovjetiske anklager,
at siger og skriver 4 millioner mennesker var blevet dræbt
i Auschwitz (25). Dette fantastiske propagandaciffer blev opretholdt
i Polen indtil 1991, da det blev erstattet af en ny, mere moderat
løgn, der var tale om 1,5 millioner. De vestlige historieforskere
har aldrig vovet at tale om 4 millioner. For eksempel skriver
"Holocaust-paven" om en million jødiske ofre;
om døde russere, polakker osv bryder han sig ikke spor
(26). I 1994 nedsatte franskmanden Jean Claude Pressac, hvis bog
"Die Krematorien von Auschwitz" blev rost af medierne,
som endegyldig gendrivelse af revisionismen, skønt han
ikke med et eneste ord går ind på revisionisternes
argumenter, antallet af døde til 631,000 (27). Alle historikere,
både ortodokse og de revisionistiske, er enige om, at man
må skelne mellem to hovedgrupper af deporterede, de registrerede
og de ikke-registrerede. Antallet af registrerede fanger udgør
400,200, af hvilke præcist halvdelen var jøder. Alle
dødsfald blev nøjagtigt registreret af lejrmyndighederne.
I 1991 fik man adgang til de tidligere lukkede russiske arkiver,
hvor de såkaldte "Totenbücher" eller "Sterbebücher"
er opbevaret. De omfattede perioden fra august 1941 til december
1943 og indeholder lidt over 66,000 navne. (Mere pæcist:
80.010.) Dette tal er imidlertid ikke fuldstændigt. Bortset
fra at "Totenbücher" indeholder adskillige huller,
er mange f .eks. sovjetiske krigsfanger, blevet registreret i
andre fortegnelser, som nu også står til forskernes
rådighed. For 1944 kender vi kun tallene for enkelte korte
perioder. Baseret på alle kilder, som står til vores
disposition, er den ledende revisionistiske historiker, italieneren
Carlo Mattogno, kommet frem til det resultat, at omkring 170,000
mennesker døde i Auschwitz under hele lejrens eksistens
(28). Direktøren for Auschwitz-museet, Franciszek Piper,
nævner et lidt højere antal, nemlig 170,000-177,000
(29). Vedrørende antallet af de døde, blandt de
registrerede fanger, består der altså ingen meningsforskel
mellem revisionister og deres modstandere. Anderledes forholder
sagen sig når der er tale om de ikke-registrerede. Hvad
er der sket med dem? Først må vi finde ud af, hvor
mange mennesker, der er blevet deporteret til Auschwitz, uden
at være blevet registreret der. Den mest udførlige
undersøgelse af lejrens historie, er Danuta Czeks "Kalendarium
der Ereguisse in Auschwitz-Birkenau", hvor alle indgåede
transporter er opført. Adderer man disse, så får
man at omkring én million mennesker blev sendt til denne
største nationalsocialistiske koncentrationslejr. Af let
forståelige grunde anfører forfatterinden ingenstedes
dette ciffer, det ville jo modbevise det nuværende polske
tal på 1,5 millioner døde. I betragtning af polakkernes
manglende objektivitet kunne man spørge sig selv, om cifret
af 1 million til Auschwitz deporterede fanger ikke er overdrevet.
Men for de fleste pågælende lande råder vi over
unægtelige autentiske tyske deportationslister, bare i to
tilfælde Polen og Grækenland, er dokumentationen ufuldstændig.
Af den grund kan man stort set acceptere Kalendariums angivelser.
Trækker man de lidt over 400,000 registrerede fanger fra
denne million, forbliver omkring 600,000 mennesker, hvis skæbne
er uklar. Næsten alle af dem var jøder. Ifølge
den officielle tese er de blevet gasset ihjel umiddelbart efter
ankomsten. Hvis denne påstand er rigtig, betyder det, at
ca 770,000 mennesker har mistet livet i Auschwitz. Alle højere
tal må forkastes som galimatias, for nogen, der aldrig var
i Auschwitz, kan umuligt være omkommet der. På hvilke
beviser hviler nu påstanden om, at de ikke-registrerede
fanger er blevet myrdet? Med dette spørgsmål vil
vi nu beskæftige os. Først senere skal vi lufte spørgsmålet
om, hvad der skete med de uregistrerede fanger.
Når et menneske er blevet myrdet, gennemfører forskellige
specialister en undersøgelse af mordvåbnet. Drejer
det sig eksempelvis om en kniv, undersøger de om der findes
fingeraftryk på skaftet, og om bladets størrelse
svarer til såret på den døde persons krop.
Hvis de opdager blod på bladet, sammenligner de blodgrupper
med ofrets. Enhver jurist ved, at det materielle bevis vejer tungere
end vidneudsagn. Et vidne kan jo lyve eller tage fejl. Det, der
gælder hvilket som helst upolitisk mord, burde egentlig
i endnu højere grad gælde en så uhyggelig forbrydelse
som det påståede massemord i Auschwitz og de andre
såkaldte "udryddelseslejre". Faktisk har Tysklands
anklagere aldrig brudt sig om at fremskaffe tekniske beviser for
deres påstand. Den eneste undtagelse er den såkaldte
"Krakau-rapport" fra 1945, som imidlertid savner beviser
for at polakkerne skulle have fundet rester af blåsyre i
det afklippede hår af kvindelige fanger, og tolket det som
bevis på, at de pågælende kvinder var blevet
gasset ihjel med Zyklon-B. I virkeligheden forholder det sig anderledes.
Netop, som i andre lande, brugte Tyskland menneskehår til
at stoppe madrasser osv. med. Med hensyn til den i Auschwitz hærgende
luseplage, var det helt normalt at desinficere håret. Hvis
tyskerne havde haft til hensigt at forgifte disse kvinder med
Zyklon-B, ville de selvfølgelig have gjort det efter de
havde klippet deres hår af. Ellers ville det have været
yderst farligt for barberene, thi selv hudkontakt med blåsyre
kan være dødeligt. Krakau-rapporten er altså
uden videnskabelig værdi! Den var det hidtil eneste forsøg
på at bevise massemordene i Auschwitz på en videnskabelig
måde. Dette massemord kan heller ikke bevises med dokumenter.
I indledningen til sin meget omtalte bog "Die Krematorien
von Auschwitz" forkynder Pressac storpralende, at han ingenlunde
er henvist til vidneudsagn, men støtter sig til dokumenter.
Læser man bogen, så konstaterer man imidlertid med
forbløffelse, at hvergang Pressac taler om gasning af mennesker,
påberåber han sig vidneudsagn. Det er helt uundgåeligt
eftersom dokumentariske beviser for gaskamrene simpelthen ikke
eksisterer. Indtil 1991 kunne de ortodokse historikere forskanse
sig bag tesen om, at tyskerne havde ødelagt samtlige belastende
dokumenter. Men nu kan historikerne undersøge 88,000 sider
af dokumenter fra "Zentralbauleitung", hvilket var den
organisation, der var ansvarlig for opførelsen af krematorierne,
i hvilke gaskamrene hævdes at have befundet sig. Hele dette
væld af dokumenter leverer ikke spor af bevis for tesen
om udryddelseslejren. I fald et sådant bevis eksisterede,
ville kommunisterne have fremlagt det under Nürnberg-processen
for at afsløre nazisternes bestialitet. Men nej, dokumentationen
blev hurtigt gemt i arkiver, der var utilgængelige indtil
1991. I mangel af materielle og dokumentariske beviser, hviler
hele "Holocaust" historien på vidneudsagn. Allerede
revisionismens pioner, den franske venstresocialist og modstandsmand
Paul Rassiner, der havde været interneret i lejrene Buchenwald
og Dora-Mittelbau, har rystet den blinde tiltro, som historikerne
nærede til sådanne vidneudsagn. Et af hans fundamentale
argumenter var det følgende: "Efter krigen har vi
hørt utallige vidnesberetninger om gaskamre i Buchenwald,
Dachau og andre vestlige koncentrationslejre. I dag indrømmer
man, at disse beretninger var urigtige. Hvorfor skulle beretningerne
om gaskamre i østlige lejre være mere tillidsvækkende?"
Dette simple spørgsmål har vi revisionister gentaget
1000 gange, men vi har aldrig fået noget svar. Mon Hr. Bent
Melchior eller Hr. Geoffrey Cain vil nedlade sig til at besvare
det?- Tak i forvejen!
Uinformerede kritikere plejer at bebrejde revisionisterne, at
de ignorerer de utallige vidnesudsagn. Dette er en dobbelt fejltagelse.
Vi ignorerer ikke vidnesberetninger, vi tager dem alvorligt. Hvad
angår mig selv, har jeg citeret og analyseret 30 af de vigtigste
i min bog om Auschwitz. Læs bogen og bedøm vidnernes
troværdighed! Den anden fejltagelse, som revisionisternes
dårligt informerede modstandere begår, er troen på,
at der skulle findes "utallige vidner". Robert Faurisson,
en af revisionisternes mest fremragende talsmænd, definerer
begrebet "vidne", som følger: "Et gaskammer-vidne
er en person, der præcist beskriver den begivenhed, som
han påstår at have overværet." Sådanne
vidner i ordets bogstavelige forstand kan næsten tælles
på en hånd. I faglitteraturen støder man altid
på de samme navne: Höss, Kremer, Broad, Vrba, samt
et par medlemmer af "Sonderkommando". Alle andre "vidner"
er bare andenhånds vidner og beskriver begivenheder, som
de har hørt om fra andre. Lad os nu betragte, hvordan massemordene
udspillede sig ifølge vidnerne i Krematorium II i Auschwitz-Birkenau.
På planen er det formodentlige gaskammer markeret med nummer
7. I virkeligheden drejede det sig om en ligkælder. På
alle tyske originaldokumenter betegnes dette rum som "Leichenkeller".
Lejehistorikerne påstår, ikke uden dristighed, at
dette var et dækord for "gaskammer". Af alle formodentlige
nazistiske gaskamre er dette langt det vigtigste. Om dette "gaskammer"
forligger de fleste vidnesberettelser, og det siges at have krævet
de fleste ofre. Professor Robert Faurisson mener, at det her rum
på 210m2 er "Holocaust-løgnens hjerte".
Vidnerne beretter, at ofrene blev stuvet sammen i det 210m2 store
rum. "Holocauts"-litteraturens kronvidne, den første
lejrkommandant Rudolf Höss taler om 2000 ofre per gasning,
hvilket indebærer, at der stod 9 mennesker på en kvadratmeter.
Såfremt de dødsdømte var meget samarbejdsvilige,
er det teoretisk muligt (30). To andre hovedvidner, Rudolf Vrba
og Pery Broad, er endnu ikke tilfreds med denne imponerende kapacitet.
Vrba taler om 3000 ofre per gasning, hvilket svarer til 13 mennesker
på en m2 (31), og Broad endog om 4000 ofre eller 19 mennesker
på en m2 (32). Den ungarske jøde Miklos Nyiszli skildrer
massemordene i Krema II på følgende måde (33):
"En SS-mand og en sanitetssoldat stiger ud af Røde
Kors-vognen. Sidstnævnte bærer 4 grønne blikdåser
i armene. Begge betræder grønsværen, hvorfra,
på en afstand af 30 meter, rager flade betonskakte op. Da
de har nået den første, tager de gasmasker på,
og fjerner dækpladen, der også består af beton.
Patentlåget på den første dåse bliver
fjernet. Indeholdet af beholderen - af lillafarvede bønnestore
korn bestående substans- rystes i åbningen, hvorfra
det når gennem blikrør ind i de underjordiske gaskamre.
Substansen: Zyklon-B. Ved kontakt med luft udvikler der sig af
substansen en gas, som trænger ind gennem de mange tusinde
huller i stålrørerne til det med mennesker stopfyldte
rum. I løbet af 5 minutter er således hele transporter
tilintetgjort." Læg mærke til at Nyiszli anvender
flertalsformen "de underjordiske gaskamre" skønt
Krema II påstås at have indeholdt kun ét gaskammer!
Men endnu meget vigtigere er, at åbningerne i taget, i hvilke
sanitetssoldaten siges at have smidt Zyklon-B ned i gaskammeret,
overhovedet ikke eksisterede. Det fremgår klart af luftfotografier
taget af de allierede i 1944. For at opretholde legenden har kommunisterne
efter krigen hakket to kæmpestore, uregelmæssige,
klodsede åbninger. Myten om åbningerne i "gaskammerets"
tag opviser forskellige varianter. Rudolf Vrba beretter, at Zyklon
B-kornene faldt på ofrenes hoveder (34). Det betyder, at
der ikke kunne være tale om "blikrør" eller
"stålrør", som ifølge Nyiszli befandt
sig under hullerne og gennem hvis "mange tusinde huller"
giften trængte ind i det "med mennesker stopfyldte
rum". Et tredje vidne, den polske jøde Henryk Tauber,
skildrer et stålnet, i hvilket zyklongranulaterne blev smidt
gennem åbningerne i taget og gennem hvis masker gassen trængte
ind i "gaskammeret" (35). I lighed med de første
to varianter er også denne tredje radikalt umulig, fordi
hullerne i taget ikke eksisterede - "No holes, no Holocaust",
konkluderer Robert Faurisson med føje. To yderlige varianter
giver afkald på åbningerne i taget, men er ikke mindre
umulige. Den østrigske jødinde Jenny Spritzer påstår,
at gassen blev indført gennem brusehovederne (36). Det
ville ikke have fungeret fordi zyklonkornene ville være
blevet siddende i ledningen. Til syvende og sidst beskriver Zofia
Kossack henrettelsesproceduren på en særlig grotesk
måde: "Gassen steg op i gaskammret gennem huller i
gulvet" (37). Men under ligkælderens gulv befandt sig
bare jord. Lad os nu antage, at det var lykkedes tyskerne at myrde
deres 2000, eller 3000 eller 4000 ofre i ligkælderen på
en ukendt måde. Hvad skete derefter? Selvfølgelig
måtte ligene brændes, og det betød, at man
måtte transportere dem til ovnrummet. Som De kan se på
planen, lå dette ikke på samme etage, som ligkælderen,
men overfor denne, og den eneste forbindelse mellem de to rum
var en elevator, hvis størrelse vi kender takket være
de tyske byggeplaner. Den var 2,1 m lang og 1,35 m bred. Idet
den kunne omfatte 10 lig, måtte den køre fra ligkælderne
til ovnrummet og tilbage igen 200 gange, hvis vi går ud
fra 2000 ofre. Udryddelsesproceduren i Auschwitz er såmænd
et glimrende bevis på tyskernes genialitet, ikke sandt Hr.
Geoffrey Cain og Hr. Bent Melchior?
Der råder ingen tvivl om, at "vidnerne" har beskrevet
noget, som de aldrig havde set. Et særligt godt eksempel
herpå er to tegninger af den franske jøde David Olére.
Pressac vurderer disse tegninger så højt, at han
gengiver dem i begge sine bøger. På den første
tegning ser vi, hvordan mændene fra "Sonderkommando"
slæber lig fra gaskammeret til ovnen. Men i virkeligheden
befandt ovnene sig ovenfor det rum, man betegner som "gaskammer".
Læg forresten mærke til, at Oléres "Sonderkommandomedlemmer"
ikke bare arbejder uden gasmasker, men endog med nøgen
overkrop. Medmindre de var immune overfor blåsyre, ville
gassen straks have dræbt dem. Oléres andet mesterværk
viser et krematorium. Ud af skorstenen skyder ild og røg.
Teknisk er det helt umuligt, hvis De ikke tror det, kan De selv
prøve. De kan stå foran et krematorium hele livet
uden at se hverken ild eller røg. Oléres fantasifulde
tegninger savner altså ethvert hold i virkeligheden. Det
er naturligvis tænkeligt, at vidnerne har opfundet gaskammerhistorien
af hinanden. Deres udsagn må være blevet koordineret.
Det skete faktisk i løbet af foråret 1945. Den 2
februar 1945, en uge efter at russerne havde befriet Auschwitz,
offentliggjorde "Pravda" en artikel om massemordet i
lejren, som ikke stemmer overens med den senere version. Forfatteren,
jøden Boris Polevoi, lokaliserede gaskammerne ikke i Birkenau,
men i lejrens østlige del, og fantaserede om et samlebånd,
på hvilket fangerne dræbtes med elektrisk strøm.
Dette samlebånd gik i glemmebogen. I april og maj 1945 optrådte
flere tidligere Auschwitz-fanger for en polsk kommission i Krakow,
hvor de aflagde vidnesbyrd om deres oplevelser. Kommissionens
beretninger var i overensstemmelse med hinanden. De indholder
imidlertid alle de samme tekniske umuligheder. Germar Rudolf og
jeg har opført talrige af disse umuligheder i vores bøger.
Jeg nøjes her med to særligt betegnende eksempler.
Det første angår krematoriernes kapacitet, som overdrives
af alle vidner på en fantastisk måde. Vidnet Alter
Szmul Fajnzylberg hævder eksempelvis, at de fire krematorier
i Birkenau kunne brænde 8000 lig på et døgn
(38). Den virkelige kapacitet var omtrent 8 gange lavere (39).
Det andet eksempel angår Zyklon-B. Insekticidet Zyklon-B
er blåsyre, der leveres absorberet i en granulat-formet
bærersubstans. Blåsyren frigives ved kontakt med luften.
Jo højere lufttemperaturen er, jo hurtigere sker fordampningen.
Ved en temperatur på omkring 25 grader varer det godt 2
timer, før størstedelen af blåsyren har forladt
granulatet; ved lavere temperaturer varer det det betydeligt længere.
I den kølige, halvunderjordiske ligkælder til krema
II, hvor temperaturen lå omkring 15 grader eller lavere,
ville det have taget flere timer. Alle vidnerne beretter, at ofrene
døde hurtigt. De anførte tidsrum svinger mellem
"straks" og "20 minutter". Vidnet Nyiszli,
som allerede er anført tidligere, har udtalt, at samtlige
ofre var tilintetgjort efter 5 minutter. Denne påstand skyldes
ren nødvendighed. Da vidneudsagene blev til, gjaldt stadig
tallet fire millioner Auschwitz-ofre, hvilket vidnerne udtalte
sig i overensstemmelse hermed. Sonderkommandoen, der havde til
opgave at tømme gaskamrene for lig, måtte nødvendigvis
betræde rummet umiddelbart efter ofrenes død. Dette
er en fuldkommen umulighed. Zyklon-granulaterne ville i timevis
have frigjort deres gas, og da man for at dræbe ofrene,
havde måttet anvende vældige mængder giftgas-
den østrigske ingeniør Fröhlich regner med
indtil 40 kilo- så ville den enormt høje blåsyrekoncentration
øjeblikkeligt have dræbt Sonderkommandoens medlemmer
- også selv om de havde båret særlige beskyttelsesdragter.
Gennem de åbne døre ville der være strømmet
vældige mængder blåsyre ud i det fri, og det
ville have gasset hele lejren. De kemiske undersøgelser
Fred Leuchter (40) og Germar Rudolf (41) har gennemført
er prikken over i-et. Blåsyre indgår i en ualmindelig
stabil forbindelse med det jern, som udgør en bestanddel
af mørtel- såkaldt ferrocyanid. Det vil være
jævnt fordelt i selve murværket. Leuchter og Rudolf
fandt i mørtelprøverne fra murværket, i de
såkaldte gaskamre til menneskedrab, slet ingen eller kun
meget ringe koncentration af cyanid. Så lave koncentrationer
kan forekomme i en hvilkensomhelst bygning over hele kloden- selv
i det hus, hvor du, kære læser, nu sidder, da blåsyre
er en bestanddel af naturen. I mørtelprøver fra
murværket i aflusningsgaskammrene, hvor Zyklon-B med sikkerhed
blev anvendt til aflusning af klæder, fandt Leuchter og
Rudolf cyanid-koncentrationer som lå indtil 10,000 gange
højere. Således kan Auschwitz-løgnen også
gendrives med kemiske analyser. Naturligvis kan zionisterne og
deres lakajer ikke fremføre nogen faktuel saglig kritik
mod disse videnskabelige undersøgelser. Deres våben
er propaganda, censur, hetz og primitiv terror. Til sidst vil
jeg endnu kort gå ind på spørgsmålet
om, hvad der skete med de jøder, der blev deporteret til
Auschwitz, men ikke registreredes der. De husker, at over to tredjedele
af dem kom fra Ungarn. I juni 1995 fandt Carlo Mattogno og jeg
lister med 23,000 navne på ungarske jøder, som var
blevet sendt fra Auschwitz til Stutthof øst for Danzig.
Åbenbart havde Auschwitz for disse jøder bare tjent
som transitlejr. Hypotesen ligger snublende nær, at de resterende
omkring 400,000 ungarske jøder, som først var blevet
sendt til Auschwitz, senere er blevet deporteret til andre lejre
og industrikomplekser. Denne tese er helt og holdent i overensstemmelse
med den allerede omtalte Hitler-ordre om at indsætte 200,000
jøder i produktionen af jagermaskiner. I januar skal Mattogno
og jeg til østeuropa igen, og vi håber at opdage
yderligt materiale, som bidrager til at opklare dette problem.
De resterende knapt 200,000 jøder, som blev deporteret
til Auschwitz, men aldrig registreret der, stammede fra forskellige
lande, herunder Frankrig. Vi formoder, at de er blevet sendt til
de okkuperede områder i Sovjetunionen. I 1996 afbildede
den franske revisionist Jean-Marie Boisdefeu i sin bog om "Holocaust-kontroversen"
en artikel, der var blevet publiceret i den franske kommunistiske
avis "Notre Voix", april 1944. Jeg citerer:" En
glædelig nyhed for alle franske jøder kommer fra
radio Moskva. Der er ingen blandt os, som ikke har en bror, en
søster, en gemal, en far eller en mor, som er blevet deporteret.
Hvem af os vil ikke glæde sig ved at høre, at 8000
jøder fra Paris netop er blevet reddet af den sejrrige
Røde Armé. En af dem har berettet for Radio Moskva,
hvordan han i lighed med 8000 andre jøder fra Paris, er
blevet reddet. De befandt sig alle i Ukraine da den sidste sovjetiske
offensiv startede. SS-banditterne havde fået ordre på
at skyde dem inden deres tilbagetog. Eftersom de ikke var uvidende
om den skæbne, som ventede dem, og eftersom de vidste, at
de sovjetiske tropper allerede var i nærheden, besluttede
de deporterede jøder sig til at flygte." Hvis den
officielle "Holocaust" version var rigtig, ville disse
franske jøder aldrig være havnet i Ukraine. De ville
jo alle være blevet myrdet i Birkenaus gaskamre. I adskillige
tyske dokumenter finder vi udtrykket "Endlösung der
Judenfrage". I hvert eneste tilfælde fremgår
det helt klart af sammenhængen , hvad "Endlösung"
betød, nemlig jødernes udvandring. Før krigen
overvejede nationalsocialisterne at virkeliggøre Madagaskarplanen,
der jo gik ud på, at en intereuorpæisk bank skulle
finansiere emigrationen af 4 mio jøder til denne østafrikanske
ø i fire faser. Men i takt med krigens udvikling blev det
urealistisk at udføre denne plan ,så den blev lagt
på hylden indtil videre. Rademader, en funktionær
i det tyske udenrigsministerium, skrev den 10 februar 1942 (43)
"Krigen mod Sovjetunionen har i mellem tiden skabt mulighed
for at anvende andre territorier til den endelige løsning.
Som følge af dette har Føreren besluttet, at jøderne
ikke skal evakueres til Madagaskar, men til østen, så
at Madagaskar ikke længere behøver at tages i betragtning
i forbindelse med den endelige løsning." Såfremt
franske jøder er blevet deporteret fra Auschwitz til Ukranie,
drejede det sig om et første skridt mod realiseringen af
denne plan. Krigens for tyskerne ulykkelige udvikling forhindrede
en fortsættelse af denne politik. Hvad der er sket med de
franske jøder i Ukranie, ved vi ikke. Revisionisternes
forskningsarbejde er ingenlunde afsluttet.
Koncentrationslejren Auschwitz var et lidelsens sted. Omtrent
170,000 mennesker, hvoraf sandsynligvis knapt 100,000 var jøder,
døde der, hovedsaglig på grund af epidemier, overanstrengelser
og dårlig ernæring. Men denne virkelige tragedie,
der har fundet sted i den største nationalsocialistiske
koncentrationslejr, ville Tysklands fjender ikke nøjes
med. For at bagvaske den tyske nation opfandt de en gigantisk
massakre i gaskamre. Det er ganske vist forståeligt, at
man bedriver propaganda mod sin fjende under krigen, men krigen
er forbi. Hvorfor fortsættes denne hadpropaganda uafbrudt?
Fordi Auschwitz-myten opfylder forskellige politiske funktioner.
Først og fremmest gør den jødedommen uangribelig.
At kritisere jøderne, eller en jøde, eller en jødisk
organisation, er antisemitisme, og som vi alle ved fører
antisemitismen direkte til Auschwitz. Derfor har palæstinenserne
ingen ret til at klage over den israelske undertrykkelse. Amerikanerne
har igen ret til at kritisere, at næsten alle nøgleposter
i Clintonregeringen holdes af jøder. Schweizerne har ingen
ret til at forsvare sig mod den uforskammede afpresningskampange,
den Jødiske Verdenskongres bedriver mod deres land. Det
ville jo være forkastelig antisemitisme! I begyndelsen rettede
hadpropagandaen sig næsten udelukkende mod Tyskland. Den
har været yderst fremgangsrig. Skyldkomplekset har bidt
sig så dybt ind i tyskernes sjæl, at en tysker, der
pludselig bliver konfronteret med sandheden, ofte reagerer hysterisk
og får mavekramper. De jødiske løgne udgør
et direkte angreb på den tysk kultur. Dr. Josef Mengele
påstås at have fløjtet melodier fra Mozart-operaer,
mens han selektionerede ofrene til gaskammeret. Det er et angreb
på den tyske musik. SS-manden Gottfried Weise, der var stationeret
i Auschwitz, påstås at have skudt æbler fra
jødernes hoveder og skal derfor have fået øgenavnet
"Wilhelm Tell von Auschwitz". Det er et angreb på
den tyske litteratur. Den opdigtede massakre på 18,000 jøder,
som påstås at have fundet sted i Majdanek den 3 november
1944, er indgået i "Holocaust"-litteraturen som
"Operation Erntefest", "Operation Høstfest".
Det er et angreb på den tyske folketradition. Men er tyskerne
og palæstinenserne mytens éneste ofre? I Holocaust-museet
i Los Angeles kan man se billedet af en jødisk KZ-fange,
der anklagende peger fingerne ad Churchill, Rosevelt, Stalin og
paven. De var jo alle medskyldige. De vidste jo, at millioner
af jøder blev gasset ihjel i Polen, men de gjorde ingenting
for at redde dem. Hele verden vidste det, det var jo en umulighed
at deportere millioner af mennesker til dødslejre, at dræbe
og brænde dem, uden at verden fik erfarede det. Men verden
tav. De hvide, kristne, folk tav. Derfor blev de skyldige. Denne
skyld kan de kun afsone ved at optage alle immigranter, der ønsker
at komme herhen. Auschwitz er blevet internationalisternes stærkeste
propagandavåben. De kræfter, der vil ødelægge
den europæiske kultur ved kulturblanding og de europæiske
folk ved raceblanding, har forgiftet os med et skyldkompleks.
Når en dansker kritiserer masseindvandringen af farvede
og muslimske mennesker til Danmark, råber de med løftet
pegefinger "Du er en racist! Har du måske glemt, at
racisme fører til Auschwitz?" Og det er årsagen
til at de fleste danskere, eller tyskere, eller franskmænd,
ikke tør modsætte sig den uansvarlige indvandringspolitik,
som truer samfundets grundvold. Derfor er det i alle hvide, kristlige
nationers interesse at kæmpe for den historiske sandhed
og at afsløre historieforfalskningen. Revisionisternes
arbejde er vigtigt for Europas fremtid.
Noter:
(1) " National Journal" Box 62, GB Uckfield/E.Sussex,
Nr 30, 1998.
(2) " Der Holocaust auf dem Prüfstand"; "Der
Holocaust-Schwindel"; "Auschwitz: Tätergeständnisse
und Augenzeugen des Holocaust"; "Todesursache Zeitgeshichtsforschung";
"Von Untergang der Schweizerische Freiheit". Med aundtagelse
af den udsolgte "Holocaust-Schwindel" kan alle disse
bøger bestilles hos V.H.O., Postboks 60, B-2600 Berchem
2, Belgien.
(3) "Enzyklopädie des Holocaust", Argon Verlag,
1993, side 180.
(4) Henri Roques; "Les confessions de Kurt Gerstein ,Étude
comparative des différentes versions", Paris 1985.
(5) Rudolf Reder; "Belzec", Krakow 1945.
(6) Stefan Szende; "Der letzte Jude aus Polen", Europa
Verlag, Zürich 1945, side 290 ff.
(7) Jan Karski; "Story of a secret state", Cambrigde,
1944, side 315-317.
(8) Paul Berben; "Dachau, The official history", The
Norfolk Press, 1975.
(9) Léon Poliakov; "Bréviaire de la haine",
Editions complexes, 1986, side 124.
(10) NO-500
(11) "Der Spiegel", 7/1993, side 54.
(12) NO-5689.
(13) "Comité international de Auschwitz Anthologie",
lome II, 2éme partié, side 164-165
(14) Danata Czech; "Kalendarium der Ereignisse in Auschwitz-Birkenau
1939-1945", Rowohlt, Harburg 1989.
(15) Klein Marc; "Observation et Réfletions sur les
camps de concentration nazis", Extrait de la revue "Etudes
Germaniques" Nr. 3, Caer 1948.
(16) Alexander Donat "The death camp Treblinka", Holocaust
library, New York 1979, side 17415.
(17) Jürgen Graf und Carlo Mattogno "KL Majdanek, Eine
historische und technische Studie", Castle Hill Publisher,
Hastings 1998, side 266.
(18) Serge Klarsfeld; "Le Mémorial de la déportation
des Juifs de France", Beate Klarsfeld Foundation, Brüssel/New
York.
(19) "State Times", Baton Rouge/Louisianna, 24 November,
1978.
(20) Walter Sanning; "The Dissolution of Earstern European
Jewry", IHR, Costa Mesa 1983.
(21) Wolfgang Benz (Hg); "Dimension des Völkermordes",
Verlag Oldenbourg 1991.
(22) Germar Rudolf; "Statistisches zur Zall der Holocaust-Opfer",
in Ernst Gauss (Hg). "Grundlagen zur Zeitgeschichte",
Grabert Verlag, Tübingen 1994.
(23) "Revue d´Histoire Révisioniste", Nr.
2/1990. side 50 ff.
(24) PS-1469.
(25) URSS-008.
(26) Franz Raul Hilberg; "Die Vernichtung der europäischen
Juden", Fischer Taschenbuch, 1990, side 956.
(27) Jean-Claude Pressac "Die Krematorien von Auschwitz",
Piper, München 1994, side 202.
(28) Carlo Mattogno und Franco Deana; "Die Krematorien von
Auschwitz und Birkenau" in Ernst Grauss "Grundlagen
zur Zeitsgeschichte", Grabert Verlag, Tübingen 1994,
side 82.
(29) Francizek Piper; "Ihe Ludzi zgineto w Kl Auschwitz+",
Auschwitz 1992, side 82.
(30) Höss Rudolf; "Kommandant in Auschwitz" herausgegeben
von Martin Broszat, dtv, 1983, side 164.
(31) Rudolf Vrba;" I cannot forgive", Bantam, Toronto
1967, side10 ff.
(32) "Auschwitz in den Augen der SS", Krajoeva Agencja
Wydawniza, Kutorice 198?, side 180/181.
(33) Miklos Nyiszli; "Jenseits der Menschlichkeit",
Dietz Verlag, Berlin 1992, side 32 ff.
(34) Rudolf Vrba; " I cannot forgive" side 11 ff.
(35) Jean-Claude Puessac "Auschwitz Technique and operation
of the Gas chambers", side 48.
(36) Jenny Spritzer; "Ich war Nr. 10291, Als Sekretärin
in Auschwitz", Rothenhäusler Verlag,Stäfa 199?,
side 67-68.
(37) Zofia kossack; "Du fonds de lábine Seigneur",
Albin Michel 1951.
(38) Hefte von Auschwitz, Sonderhefte 1, "Handschriften von
Mitgliedern des Sonderkommandas", Auschwitz 1972, side 42
ff.
(39) se note nr. 28.
(40) Fred Leuchter "Das Leuchter-Gutachten" in "Historische
Tatsachen", Vlothe 1988, nr. 36.
(41) Germar Rudolf; "Gutachten über die Bildung und
Nachweisdarheit von Zyanidverbindung in den "Gaskammern"
von Auschwitz", London 1993.
(42) Jean-Marie Boisdefeu; "La Controverse sur l´extermination
des Juifs par les Allemands", Tome II, V.H.O, Antwerpen 1996,
side 86.
(43) Gerhard Reitlinger, "Die Endlösung", Colloquium
1983
K o n t a k t:
" D a n s k S e l s k a b f o r
F r i H i s t o r i s k F o r s k n i n g " ,
P r i o r v e j 5 , 1 t h
D K - 2 0 0 0 F r e d e r i k s b e r g .
Holocaust, revisionisme. Jürgen Grafs foredrag holdt den
21 Nov, 1998 i Selskabet. Redigeret af Glenn Pacharzina.