Oradour-sur-Glane er navnet på en
fransk landsby 25 kilometer nordvest for Limoges, der under 2.
verdenskrig fik en dyster betydning.
I Gyldendals Tibinds Leksikon fra 1978 læser man:
"Efter De Allieredes invasion i Normandiet udslettedes byen,
som repressalier for modstandsbevægelsen virksomhed af SS-tropper
10.6.1944. Den mandlige befolkning blev skudt, kvinder og børn
indebrændt i kirken; ca. 650 mennesker mistede livet."
I Den Store Danske Encyklopædi læses på
samme måde: "Oradour-sur-Glane, fransk landsby ca.
25 km NV for Limoges; landsbyen blev 10.6.1944 lagt øde,
og næsten alle beboerne myrdet af en tysk SS-enhed som repressalie
for modstandsbevægelsens påståede aktiviteter.
245 kvinder, 207 børn og 190 mænd blev ofre for massakren,
der fandt sted på toårsdagen for en tilsvarende i
Tjekkoslovakiet (se Lidice), og blot ti personer, som simulerede
døde, undslap. Ruinerne af Oradour ligger urørte
som mindesmærke; efter krigen er en ny landsby opført
i nærheden." Og lignende læses i andre moderne
opslagsværker.
Men, som der står at læse i artiklen Der Fall Oradour
i Der Grosse Wendig. Richtigstellungen zur Zeitgeschichte I-III
(1) fra 2007, som vi her støtter os til, så viser
disse udsagn, hvor lidt man kan forlade sig på leksika,
når det drejer sig om politiske udsagn angående den
2. verdenskrig. Og når leksika er upålidelige, så
kommer den offentlige mening til at lide derunder.
Oradour er, akkurat som Tulle, der ligger i nærheden, blevet
til et symbol på forbrydelser angiveligt begået af
Waffen-SS (2), og det samme gælder Lidice i Tjekkoslovakiet
og Marzabotto i Italien. Alle disse lokaliteter har det tilfælles,
at datidens fjendtlige krigspropaganda uden at de faktiske kendsgerninger
blev efterprøvet, og således blev groft forvrænget,
blev overtaget af den tyske historieskrivning, der havde til formål
at "opdrage i en ny ånd".
Hvad der i dag står fast, er, i kort begreb, følgende:
De allierede landede i Normandiet den 6. juni 1944. Den ventede
invasion var begyndt. Den 8. juni fik 2. SS-Panzer-Division "Das
Reich", der var opstillet i Sydfrankrig, ordre til at marchere
i retning af invasionsfronten, for undervejs at sikre det af partisanerne
stærkt besatte område omkring Limoges. Den 9. juni
kom det til voldsomme kampe ved Tulle, der var besat af partisanerne.
Det blev herefter fastslået, at talrige tyske soldater var
blevet myrdet og mishandlet på det grusomste.
Om aftenen den 9. juni blev bataljonsfører og ridderkorsbærer
Sturmbannführer Helmut Kämpfe fra Panzergrenadierregiment
"Der Führer" under SS-Division "Das Reich",
efter at være kørt alene i forvejen for sine tropper
i en personbil, bortført af partisanerne. Den følgende
morgen meddelte to franskmænd de tyske tropper, at en højtstående
tysk officer i Oradour blev holdt som fange af Le Maquis - den
franske modstandsbevægelse - og at han skulle henrettes
offentligt og brændes levende. I Oradour befandt sig en
Maquis-stab, som hele befolkningen måtte arbejde for.
Først forsøgte man fra tysk side med fredelige midler
af få Kämpfe frigivet. Man tilbød at frigive
30 franske modstandsfolk, dertil en løsesum på 40.000
Frank, og personlig immunitet for en forbindelsesmand. Dette forslag
forblev uden resultat.
Sturmbannführer Adolf Diekmann fik derpå befaling til
at marchere til Oradour med 1. bataljon. Hvis man ikke fandt Kämpfe,
skulle han tilbyde at udveksle medbragte Maquis-ledere mod Kämpfe.
Dette tilbud om udveksling blev givet til en Maquis-leder, der
blev sat på fri fod og overbragte det til sin chef. Men
det blev ikke modtaget.
Tyskerne indtog derpå Oradour, hvor de stødte på
modstand og fandt ligene af et større antal tyske soldater.
Byen blev besat og husene gennemsøgt. Der blev fundet en
mængde våben og ammunition. Diekmann lod senere den
mandlige befolkning pågribe og henrette ved skydning. Kvinder
og børn blev spærret inde i kirken - af hensyn til
deres egen sikkerhed. Husene blev stukket i brand. Flere huse,
hvor der var skjult ammunition, sprang i luften. Det samme skete
med kirken, enten fordi branden greb om sig, eller fordi partisanerne
havde stukket ild til kirken. Det står fast, at der skete
en gevaldig eksplosion i kirken, hvorfor der må have været
en stor mængde ammunition skjult på dette sted. Ammunitionen
stammede fra engelske nedkastninger og var blevet anbragt i kirken
af den kommunistiske partisanchef Georges Guingoin. Fra fransk
side nævnes 548 ofre, og hovedansvaret må efter alt
at dømme placeres hos den kommunistiske partisanchef. Biskop
Rastouil fra Limoges besøgte Oradour tre dage senere. Han
udtalte sig ikke offentligt om sagen. Den lokale præst,
Chappelle, synes sporløst forsvundet.
Sturmbannführer Kämpfe synes at have lidt en grusom
død. Det forlyder, at dette kunne ses på hans skelet.
De franske myndigheder vægrede sig længe ved at identificere
det sted, hvor han var blevet begravet. De nærmere omstændigheder
omkring mordet på Kämpfe har man fra fransk side ønsket
at hemmeligholde, fordi, som det hedder: "Kämpfe-episoden
også skjuler andre kendsgerninger, som ingen længere
ønsker kommer for dagens lys."
I perioden 13. januar til 12. marts 1953 blev der i Bordeaux afholdt
en såkaldt "Oradour-proces". Man har - sikkert
med rette - betegnet det som en typisk skueproces, hvor formålet
ikke var at finde frem til ret og sandhed, men derimod at fasttømre
et i forvejen fastsat begivenhedsbillede, altså et billede,
der behagede den franske modstandsbevægelses ledelse.
Flere tyskere blev frikendt, men mange blev dømt, enten
til døden eller til lange fængselsstraffe.
Imidlertid gik det anderledes. Efter aftale med de tyske forbundsmyndigheder
blev alle de dømte ret hurtigt løsladt mod løfte
om ikke at udtale sig til offentligheden. Sagens akter holdes
hemmelige for en periode på 70 år.
Resultatet er således, at de pågældende SS-folk
på den ene side er dømt skyldige, på den anden
side i realiteten er kendt uskyldige. Alt falder først
på plads, når sagens dokumenter ikke længere
holdes hemmelige.
Og dog.
I 1963 besøgte en tysk officer, oberstløjtnant Eberhard
Matthes, Oradour. Han beretter bl.a. om sine oplevelser. Han var
iført tysk uniform og kørte i en jeep tilhørende
Bundeswehr.
Kort efter hans ankomst, blev hans jeep omringet af mange børn
og ældre, som hilste ham meget venligt. De sagde, at han
ikke skulle tage de almindelige skildringer af datidens begivenheder
alvorligt. Man forklarede ham, at kirken ikke var blevet stukket
i brand af tyskerne, tværtimod havde SS-mændene gjort,
hvad de kunne for at redde kvinder og børn ud af den brændende
kirke. To kvinder bekræftede, at de selv kun havde overlevet
takket være de tyske SS-folk. Flere SS-folk have selv mistet
livet under redningsaktionen. Befolkningen kunne også på
anden vis bekræfte, at de franske modstandskæmpere
havde opført sig grusomt mod tyske soldater, og at Oradour
efterhånden var blevet et sted, der modtog turister, man
gerne ville fastholde. Matthes fik også at vide, at der
stadig var mange vidner, der i 1953 havde kunnet vidne om, hvad
der faktisk var sket i 1944. Men retten i Bordeaux havde ikke
ønsket at lytte til disse vidner. Desuden var de tyske
SS-folk jo ret hurtigt blevet sat på fri fod. Havde man
henrettet SS-folkene, kunne man sikkert have regnet med, at vidnerne
om sandheden om Oradour ville have reageret.
Det synes herefter at være klart, at tragedien i Oradour
blev udløst af den kommunistiske modstandsbevægelses
ledelse. Der er altså to sandheder om Oradour. Den officielle,
som de fleste ukritisk sluger, og den kildekritiske, som endnu
ikke synes at være nået til Danmark.
Det var Diekmann, der gav ordren til henrettelsen af den mandlige
befolkning i Oradour. Denne ordre blev givet egenmægtigt,
og medførte at hans chef, Sylvester Stadler, straks rejste
krav om en nærmere undersøgelse. Denne blev dog ikke
til noget, da Diekmann kort tid efter faldt i kamp. Diekmanns
ordre var ikke i modstrid med gældende regler for krigsførelse.
Oradour kan derfor ikke med rette anføres som eksempel
på en krigsforbrydelse, der skyldes Waffen-SS. Selve henrettelsen
af den mandlige befolkning har været en rædselsfuld
oplevelse, men man må, som sagt, ikke glemme, at den i princippet
var sanktioneret af de allierede. Der var enighed om krigens regler.
For få år siden offentliggjorde den unge franske historiker
Vincent Reynouard bogen Die Wahrheit über Oradour. Was
geschah am 10. Juni 1944 wirklich. Rekonstruktion und Forschungsbericht
(3). På naturvidenskabeligt grundlag fastslår Reynouard
bl.a., at godt nok brændte kirken, men det afgørende
var, at der også var foregået en voldsom eksplosion
- en eksplosion, som man senere havde forsøgt at skjule
sporene efter. Eksplosionen stammede altså - som man allerede
vidste - fra det ammunitionslager, som modstandsbevægelsen
havde anbragt i kirken. Havde modstandsbevægelsen informeret
tyskerne i tide, kunne kvinderne og børnene have været
reddet fra en grusom død.
Udgivelsen af denne bog bragte Reynouard i store vanskeligheder.
Han blev fyret fra sit arbejde som skolelærer, og anklaget
for "at billige krigsforbrydelser". Han måtte
flygte til Belgien med sin familie, og forfølgelsen af
denne tapre unge mand synes ingen ende at få.
Overflødigt at bemærke: Vi kender Reynouard personligt.
Han er alt andet end "nazist", der "billiger krigsforbrydelser".
Reynouard er af god familie, hans far var borgmester, sønnen
er en from katolik, der ikke forsømmer nogen messe. For
Reynouard er det en religiøs pligt, noget han skylder Jomfra
Maria, at få afdækket sandheden om Oradour.
Det er også klart, at såvel franske som tyske myndigheder
må kende sandheden om Oradour. Man synes åbenbart,
at mene, at det er bedst for offentligheden, at den har en gal
opfattelse af de faktiske kendsgerninger.
Denne mistillid til historisk sandhed er efterhånden ved
at være temmelig udbredt. Vi mener, at det er bedre at se
realiteterne i øjnene, tage ved lære deraf, og så
forsøge at undgå lignende ulykker fremover.
Den, der har studeret løgnene omkring Katyn, Majdanek osv.
genkender let to træk, der karakteriserer kommunistisk krigsførelse:
Hæmningsløs løgn og grusomhed over for fjenden.
Skønt krigen er slut, lever propagandaen videre.
Referencer
(1) Grundlag for denne skildring er - som allerede nævnt
- artiklen Der Fall Oradour, som findes i andet bind af
Der Grosse Wendig. Richtigstellungen zur Zeitgeschichte I-III,
udgivet af Rolf Kosiek og Olaf Rose. Grabert Verlag, Tübingen
2006-2008.
Der Grosse Wendig (DGW) er et overordentligt værdifuldt
og omfattende videnskabeligt arbejde, som bør findes i
ethvert bibliotek omhandlende de sidste hundrede års tyske
historie. Første bind indeholder 216 selvstændige
artikler om emner fra kejsertiden til bombekrigen. Med andet bind
når man op på 494 artikler, med tredje bind på
727 artikler. Den sidste artikel handler om katastrofen i New
York, den 11. september 2001. Alle artikler er veldokumenterede.
I betragtning af, hvor dårligt det står til med den
danske officielle historieskrivning om disse emner, udtrykker
vi ønsket om, at et dansk forlag ser det som sin pligt
at tage skridt til udgivelsen af en komplet dansk oversættelse
af dette hovedværk. DGW er, som nævnt udgivet af Dr.
Rolf Kosiek og Dr. Olaf Rose. Deres medarbejdere er: Michael Klotz,
Dr. Hans Meiser, Anmdreas Naumann, Dr. Claus Nordbruch, Karl Richter,
Will Seelmann-Eggebert, Michael Winckler.
(2) Otto Weidinger: Tulle und Oradour Die Wahrheit über
zwei "Vergeltungsaktionen" der Waffen-SS. Nation
Europa Verlag. Coburg 1999.
(3) Vincent Reynouard: Die Wahrheit über Oradour. Was
geschah am 10. Juni 1944 wirklich. Rekonstruktion und Forschungsbericht.
Druffel-Verlag, Sibylle von Druffel Inh. Dr. Gert Sudholt, 1999.