Digt i anledningen af Faurissons besøg
i Danmark, marts 2002
"Da Frankrig dømte Faurisson"
Men det vil du angre, du franske nation,
der bor i de hundrede stæder
og vandrer omkring mellem Rhinen og Rhône
og nævntes i verden med hæder.
Der kommer en dag, da Faurissons navn
vil fylde dit blod med smerteligt savn
og rødme din sænkede pande.
Og da vil der løsnes et suk i din barm
mod ham, der for retfærd har dystet,
mod ham, du forfulgte med råben og larm
og flåede ordnen af brystet;
og da vil du samle hver stump af hans ben,
og smykke hans minde og kranse hans sten
og pryde dig selv med hans hæder
Introduktion
Robert Faurisson er en af verdens førende europæiske
revisionistiske forskere. Han er født i 1929 og uddannet
på Sorbonne i Paris. Han underviste som professor ved universitet
i den franske by Lyon fra 1974 til 1990. Han var specialist i
at analysere tekster og dokumenter. Han begyndte som latinlærer.
Først efter mange års privat forskning og studier
offentliggjorde dr. Faurisson sine skeptiske synspunkter om holocaust
i artikler, som blev publiceret i 1978 og 1979 i det franske dagblad
Le Monde . Hans skrifter om holocaust er fremkommet i adskillige
bøger og utallige videnskabelige artikler. Denne afhandling
er oversat fra fransk til engelsk af S. Mundi (pseudonym) og fra
engelsk til dansk af Ole Kreiberg og Glenn Pacharzina. Den er
tilpasset efter introduktionen (dateret den 3. december 1998)
til Écrits révisionnistes (1974
1998), en samling i fire bind udsendt privat i 1999, som
indeholder næsten alle dr. Faurissons revisionistiske skrifter.
I parentes ( ) gives henvisning til noter, som kun meddeles på
engelsk, ikke i dansk oversættelse. De findes i den franske
original, og i oversættelserne til engelsk og tysk. Den
engelske oversættelse findes på nettet under http://www.ihr.org/jhr/v19/v19n1p-2_Faurisson.html
Dette essay skal betragtes som en samlet fremstilling og sammenfatning
af resultaterne af mere end tredive års revisionistisk forskning.
Hvert ord, hver sætning er velovervejet. De store linier
trækkes op, og det er værdifuldt, for forfatteren
har selv haft hvert punkt under den skarpe lup. Den giver en moden
forskers helhedssyn på en vigtig periode i verdenshistorien,
og fremstår som en ægte perle i det-vil-vi-ikke-høre
skriblernes overflødige dynger af papir. Faurisson viser,
hvordan de officielle historiebøger ofte har snydt deres
ukritiske læsere. Teksten er komprimeret og den har ikke
altid været let at oversætte til dansk. Bedst
er det, hvis den betragtes som et hjælp til selv at læse
den franske original.
HOLOCAUSTREVISIONISMENS BETYDNING OG FREMTID
Dette er ikke en bemærkning, der stammer fra en revisionist,
men derimod fra en antirevisionist: (1)
"Holocaustbenægter", "revisionist",
"negationist": Alle og enhver ved, hvad sådan
en beskyldning indebærer. Den betyder effektiv udelukkelse
fra den civiliserede menneskehed. Enhver, som bliver mistænkt
for dette, er færdig. Hans offentlige liv og akademiske
ry er ødelagt."
Og han tilføjede:
"Men engang vil man blive nødt til at diskutere de
almindelige tilstande i et land, hvor det at stemple en anerkendt
akademiker som holocaustbenægter er nok til øjeblikkeligt
at ødelægge ham moralsk".
En overtrædelse af loven
Skrifter som dette kan ikke sælges åbent i Frankrig.
De må trykkes og fordeles privat.
I Frankrig er det forbudt at stille spørgsmålstegn
ved Shoah også kaldet "Holocaust"
En lov vedrørende pressefriheden, som trådte i kraft
den 13. juli 1990, gør det til en forbrydelse at stille
spørgsmålstegn ved Shoah i dets tre bestanddele:
det påståede folkemord på jøderne, de
påståede nazistiske gaskamre, og det påståede
antal på 6 millioner jødiske ofre for anden verdenskrig.
Overtrædelser af denne lov straffes med fængsel fra
en måned til et år eller bøde fra 2.000 til
300.000 franc, samt påbud om at betale betydelige erstatninger,
og andre sanktioner. Mere præcist gør denne lov det
til en forbrydelse at sætte spørgsmål ved eksistensen
af hvilken som helst af de "forbrydelser mod menneskeheden",
sådan som de blev defineret i 1945 og dømt i 1946
af den internationale militærdomstol i Nürnberg, en
domstol nedsat udelukkende af sejrherrerne med det formål,
at dømme de besejrede. Debatter og strid om Shoah er selvfølgelig
stadigvæk tilladt, men dog kun indenfor det officielle dogmes
begrænsninger. Strid eller debat som kunne føre til
udfordring af Shoahhistorien som helhed eller dele af den, eller
som blot sår tvivl, er forbudt. Og endnu en gang: Om dette
emne er selv tvivl forbudt og strafbar.
I Frankrig kom tilskyndelsen til en sådan israelsk inspireret
lov (2) i 1986 fra adskillige historikere af jødisk oprindelse,
herunder Pierre Vidal-Naquet, Georges Wellers og Francois Bédarida
sammen med overrabbiner René-Samuel Sirat (3). Loven blev
vedtaget i 1990 på initiativ af den forhenværende
premiereminister Laurent Fabius, på det tidspunkt medlem
af den socialistiske regering og formand for nationalforsamlingen
og militant forkæmper for den jødiske sag. På
dette tidspunkt vakte en skændning af en jødisk grav
på en kirkegård i Carpentras i Provence så stor
opstandelse i medierne, at det i praksis gjorde det umuligt for
oppositionelle lovgivere at stable en effektiv modstand mod dette
lovforslag på benene. I Paris marcherede 200.000 demonstranter
med israelske flag mod en genopståen af det afskyelige uhyre.
Notre Dames store klokke kimede for at markere en særlig
tragisk og betydningsfuld begivenhed i Frankrigs historie. Så
snart loven var vedtaget (forkyndt i Journal Officiel den 14.
juli i det samme nummer, som tilfældigvis også bekendtgjorde
Vidal-Naquets udnævnelse til æreslegionen) blev Carpentrasskændslen
kun nævnt med en vis distance som en påmindelse. Kun
"Fabius-Gayssotloven" stod tilbage.
Under pres fra nationale og internationale jødiske organisationer,
vedtog andre lande lignende love om forbud mod at sætte
spørgsmål ved Shoah. Dette var tilfældet i
Tyskland, Østrig. Belgien, Schweiz, Spanien og Litauen.
I praksis er sådanne love dog ikke absolut nødvendige
for at bekæmpe og undertrykke historisk revisionisme. I
Frankrig, ligesom andre steder, har det ofte været praksis
at forfølge tvivlere, alt efter behovet i konkrete sager,
ved hjælp af antiracisme- og antisemitismelove med påstande
om at have bagvasket nulevende personer, krænket mindet
om de døde, forsøgt at retfærdiggøre
forbrydelser eller udbredt falske nyheder og - som en kilde til
skadeserstatning til sagsøgerne at påberåbe
sig reglerne om personlig skadeserstatning.
I Frankrig beskytter politiet og domstolene nidkært den
officielle version af anden verdenskrigs historie. Ifølge
denne rabbinske version var hovedbegivenheden Shoah, med andre
ord den fysiske udryddelse af de jøder, som tyskerne hævdes
at have gjort sig skyldige i fra 1941-1942 til 1944-1945. (Da
der ikke forefindes noget som helst dokument, der fastslår
et nøjagtigt tidsrum for begivenheden og det er ikke
så mærkeligt, da det drejer sig om en fiktion
foreslår de officielle historikere kun datoer, som er ligeså
divergerende som de er omtrentlige.)
En revisionistisk kronik
Siden 1974 har jeg været nødt til at udkæmpe
så mange retslige slagsmål, at jeg ikke har haft tid
til at udarbejde en systematisk afsløring, som man med
rette kunne forvente af en professor, der gennem mange år
har viet alle sine anstrengelser til et eneste aspekt af anden
verdenskrig, nemlig "Holocaust" eller Shoah.
År efter år har en lavine af retssager med de mest
alvorlige konsekvenser forpurret mine planer om at offentliggøre
et sådant værk. Udover mine egne sager, har jeg brugt
betydelig tid på forsvaret i retten af andre revisionister
i Frankrig og i udlandet. I dag er der, samtidig med, at jeg skriver
disse ord, anlagt to sager mod mig, en i Holland og en anden i
Frankrig, samtidig med at jeg må involvere mig direkte eller
indirekte i processer mod revisionister i Schweiz, Canada og Australien.
På grund af tidsmangel har jeg måttet afstå
at hjælpe andre, især to japanske revisionister.
Over hele verden er vore modstanderes taktik den samme: brug domstolene
til at lamme revisionisternes arbejde, om ikke for andet så
for at få dem idømt fængselsstraffe eller til
at betale bøder og erstatninger. For dem, som er idømt
fængselsstraffe, betyder det, at de må indstille al
revisionistisk aktivitet, mens de, som er dømt til at betale
store summer, er tvunget til indlede en febrilsk jagt under trussel
om fogedsager, tvangsauktioner og indefrysning af bankkonti. Alene
af denne årsag har jeg gennem det sidste kvarte århundrede
haft et besværligt liv. Det er stadigvæk besværligt,
og det vil det efter al sandsynlighed blive ved med at være.
For at gøre det endnu værre, er mit begreb om forskning
ikke det samme som skrivebordsprofessorens eller historikerens.
Jeg anser det for uundværligt personligt at undersøge
området: enten det retsmedicinske område eller det
område, hvor modstanderen befinder sig. Jeg ville ikke bryde
mig om at tale om Dachau, Majdanek, Auschwitz eller Treblinka
uden først at have besøgt disse steder for selv
at kunne besigtige bygningerne og folk på stedet. Jeg ville
aldrig omtale antirevisionistiske aktiviteter så som demonstrationer,
konferencer, symposier og retssager uden selv at have deltaget
i dem eller i det mindste at have sendt en observatør til
dem en praksis som ikke er risikofri, men som sætter
en i stand til at få oplysninger fra førstehåndskilder.
Jeg har ladet venner og medarbejdere skrive utallige breve og
udtalelser. Når som helst det er muligt, går jeg selv
på barrikaderne. Lad mig tage et eksempel: den imponerende
"Holocaust"konference, der blev organiseret af den nu
afdøde Robert Maxwell (som også går under øgenavnet
Lyve-Bob). Jeg tror, at jeg retfærdigvis kan sige, at den
mislykkedes på ynkelig vis (som Maxwell selv indrømmede)(4),
takket være aktiviteter på stedet, som jeg personlig
organiserede med hjælp fra en kvindelig fransk revisionist,
som hverken manglede mod, dristighed eller opfindsomhed. Hendes
aktivisme alene kan opvejes af flere bøger.
Til de timer og dage, som således er blevet tilbragt med
at forberede retssager og forskellige sporadiske handlinger, bør
tilføjes de timer og dage, der er gået tabt på
hospitalet for at jeg kunne komme mig efter en udmattende kamp,
eller fra konsekvenserne af fysiske overfald udført af
militante jødiske grupper. (I Frankrig er det strengt forbudt
at danne bevæbnede militser, undtagen for jøder)(5).
Sidst ,men ikke mindst, er jeg nødt til at opmuntre, lede
og koordinere, i Frankrig og i udlandet, aktiviteter og arbejder
af revisionistisk natur, støtte dem, som er svækkede,
sikre fortsat handling, besvare forespørgsler, advare mod
provokationer, fejl, afstikkere fra målet og vigtigst af
alt, bekæmpe, at nogle revisionister føler sig fristede
til at søge kompromis med modstanderen og begynder at trække
i land. Eksempler på kamptrætte revisionister, som
har nedværdiget sig til offentlig anger, er der desværre
ikke mangel på. Jeg skal dog ikke klandre dem. Jeg ved af
erfaring, at modløshed kan ramme os alle, fordi kampen
er så ulige. Vore ressourcer er latterligt små, mens
vore modstanderes er enorme.
Historierevisionisme
Revisionisme drejer sig om metode og ikke om ideologi.
Den kræver ved al forskning en tilbagevenden til begyndelsespunktet
undersøgelse fulgt af undersøgelse, genlæsning
og genskrivning, vurdering efterfulgt af genvurdering, nyorientering,
revision og omarbejdelse. Den er åndelig set det modsatte
af ideologi. Den benægter ikke, men sigter derimod på
at bekræfte med større nøjagtighed. Revisionister
er ikke "benægtere" (eller for at bruge et fransk
udtryk "negationister"). De bestræber sig snarere
på at søge og at finde ting, hvor det forekom, at
der ikke var mere at finde.
Revisionisme kan udføres i hundredvis af dagligdagsaktiviteter
og i hundredvis af historiske, videnskabelige og litterære
forskningsområder. Den sætter ikke nødvendigvis
spørgsmål ved etablerede ideer, men fører
ofte til at gøre dem mere kvalificerede, mere præcise.
Den søger at adskille det sande fra det usande. Historie
er revisionistisk i sit inderste væsen; ideologi er dens
fjende. Fordi ideologi står stærkest i tider med krig
og konflikt, og fordi den udspyr usandheder i rigt mål med
propagandaformål, tilrådes historikeren, som arbejder
på dette område, at skærpe sin overvågenhed.
Ved nærmere at trænge ind i "sandhederne"
, som han har mødt så ofte, vil han uden tvivl erkende,
at når en krig har ført til et tocifret antal millioner
døde, er det første offer den skinbarlige sandhed.
Den officielle historieskrivning om anden verdenskrig rummer en
lille del sandhed opblandet med en stor del usandhed.
Den officielle historieskrivning: Dens tilbagetog over for revisionismens
fremgang
Det er korrekt at sige, at det nationalsocialistiske Tyskland
byggede koncentrationslejre. Det gjorde det efter og på
samme tid som en god del andre lande, som alle var overbeviste
om, at deres lejre ville være mere humane end fængsler.
Hitler så i disse, hvad Napoleon den Tredje havde tænkte
sig med oprettelsen af straffekolonier. Men det er forkert at
sige, at Tyskland nogensinde etablerede "udryddelseslejre"
(et udtryk opfundet af de allierede).
Det er korrekt at sige, at tyskerne fremstillede gasdrevne køretøjer
(Gaswagen). Men det er forkert at sige, at de nogensinde fremstillede
gasvogne til drabsformål (hvis en eneste af disse nogensinde
havde eksisteret, ville den være udstillet på bilmuseum,
eller på et af de forskellige Holocaustmuseer, i det mindste
i form af en tegning af videnskabelig værdi).
Det er korrekt at sige, at tyskerne anvendte Zyklon (som er fremstillet
af blåsyre og som har været i handlen siden 1922),
for gennem desinficering at beskytte helbredet hos et stort antal
civile, tropper og fanger. Men de brugte aldrig Zyklon til at
slå nogen ihjel med, endsige til at slå skarer af
mennesker ihjel med på en gang. I lyset af de meget strenge
regler, der gælder for brugen af blåsyregas, ville
den påståede gasning af fanger, som skulle været
gennemført i Auschwitz og andre lejre, have været
fuldstændigt umulig. (6)
Det er korrekt at sige, at tyskerne forestillede sig en "endelig
løsning på jødespørgsmålet".
Men denne løsning var en territorial (eine territoriale
Endlösung der Judenfrage) og ikke en morderisk. Det var et
projekt, som skulle tilskynde eller om nødvendigt tvinge
jøderne til at forlade Tyskland og dets europæiske
indflydelsessfære for derefter, sammen med zionisterne,
at etablere en jødisk nationalstat på Madagaskar
eller andetsteds. Med sådan en løsning for øje
samarbejdede mange zionister med det nationalsocialistiske Tyskland.
(7)
Det er korrekt at sige, at tyske myndighedspersoner mødtes
den 20. januar 1942 i en villa i Wannsee, som er beliggende i
udkanten af Berlin, for at diskutere jødespørgsmålet.
Men emnet for deres diskussion var den tvungne udvandring eller
deportation af jøderne såvel som en fremtidig oprettelse
af et særligt jødisk territorium. Det var ikke et
program om fysisk udryddelse.
Det er korrekt at sige, at nogle tyske koncentrationslejre havde
krematorier til at forbrænde lig. Men deres formål
var at bekæmpe epidemier og ikke - som nogen vover at påstå
- at forbrænde levende mennesker sammen med ligene. (8)
Det er korrekt at sige, at mange jøder oplevede krigens
genvordigheder, internering, deportation, fangelejrene, koncentrationslejrene,
tvangsarbejdslejrene, ghettoerne; at der var summariske henrettelser
af jøder, at der var ofre for repressalier og endda massakrer
(der er nemlig ingen krige uden massakrer). Men det er ligeledes
sandt, at alle disse lidelser også ramte mange andre nationer
og samfund under krigen og i særdeleshed tyskerne selv og
deres allierede (bortset fra genvordighederne i ghettoerne, for
ghettoerne er først og fremmest en af jødernes egne
frembringelser.) (9) Dette er frem for alt det mest sandsynlige
for enhver, som ikke lider af hjerneskade, og som forsøger
at beskæftige sig med begge sider af historien (det vil
sige den, som altid bliver fremvist, såvel som den side,
som næsten altid forbliver skjult), at de besejredes lidelser
under krigen og bagefter i antal og natur var større end
jødernes og sejrherrernes - særligt, hvad angår
deportationer.
Det er forkert, at der nogensinde fandtes, sådan som nogen
gennem lang tid har turdet hævde, nogen som helst ordre
udstedt af Hitler eller af hans medarbejdere om at udrydde jøderne.
Under krigen blev tyske soldater og officerer dømt af deres
egne krigsretter og i flere tilfælde skudt for at have dræbt
jøder.
Det er godt, at eksterminationisterne (det vil sige de, som tror
på jødeudryddelsen) er begyndt at blive kørt
så trætte, at de anerkender, at der ikke findes noget
spor af nogen plan, instruktion eller noget dokument angående
en politik vedrørende fysisk udryddelse af jøderne,
og at de ligeledes omsider har indrømmet, at der aldrig
er blevet fundet noget spor af et budget for et sådant foretagende
eller en institution ansvarlig for at køre et sådant
projekt.
Det er godt, at eksterminationisterne langt om længe har
indrømmet overfor revisionisterne, at dommerne ved Nürnberg-processen
(1945-46) accepterede rent opspind, så som historierne om
sæbe fremstillet af jødisk fedt, lampeskærme
fremstillet af menneskehud, eller "indskrumpede menneskehoveder"
og gaskamre til udryddelse i Dachau.
Det er særligt godt, at eksterminationisterne endeligt har
anerkendt, at den mest iøjnefaldende, den mest skræmmende
og mest betydningsfulde del af denne proces det vil sige,
retsmødet den 15. april 1946, hvor en forhenværende
kommandant i Auschwitz, Rudolf Höss, bevidnede, at der i
hans lejr var blevet gasset millioner af jøder alene
var en følge af den tortur, som han var blevet udsat for.
Hans "tilståelse" fremført i så mange
år og i så mange historiske værker som det vigtigste
"bevis" for folkemordet på jøderne, er
nu henvist til glemslen, i det mindste for så vidt angår
historikere. (10)
Det er heldigt, at eksterminationistiske historikere omsider har
erkendt, at SS-officer Kurt Gersteins berømte vidnesbyrd,
som er en væsentlig bestanddel af deres bevisførelse,
er uden værdi. Det er foragteligt, at et fransk universitet
annullerede revisionisten Henri Rogues doktorgrad, som han havde
fået for at have påvist denne kendsgerning i 1985.
(11)
Det er ynkeligt, at Raul Hilberg, eksterminationismens pave, dristede
sig til at skrive i sin første udgave fra 1961 af sit værk,
"Tilintetgørelsen af den Europæiske Jødedom",
at der var udstedt to ordrer fra Hitler om at udrydde de europæiske
jøder, for så senere at erklære i 1983, at
udryddelsen var blevet til af sig selv uden nogen ordre eller
plan, men snarere gennem "et utroligt møde af sjæle,
en konsensus " tankelæsning i et vidtstrakt (tysk)
bureaukrati". Det var altså Hilberg, der erstattede
en uberettiget påstand med en magisk forklaring: telepati.
12)
Det er godt, at eksterminationisterne faktisk endelig (eller næsten
endelig) har opgivet den på "vidneudsagn" baserede
anklage, ifølge hvilken der var henrettelsesgaskamre i
Ravensbrück, Oranienburg-Sachsenhausen, Mauthausen, Hartheim,
Struthof-Natzweiler, Stutthof-Danzig, Bergen-Belsen o.s.v. (13).
Det er godt, at det mest besøgte "gaskammer"
i verden, nemlig det i Auschwitz I, endelig er blevet anerkendt
som det, det er er et falskneri. Det er lykkeligt, at det
omsider er indrømmet, at "det hele er falskt".
Det glæder mig personligt at få at vide, at en establishmenthistoriker
har skrevet: "I slutningen af 1970erne påpegede Robert
Faurisson disse falsknerier, som ledelsen af Auschwitz-museet
vægrede sig ved at anerkende".(14) Jeg glæder
mig endnu mere ved, at de franske domstole i deres dårskab
dømte mig for grundliggende at have sagt dette.
Det er godt, at i samme artikel fra 1995 afslørede samme
historiker, at en i den jødiske verden så fremtrædende
skikkelse som Theo Klein, indser, at "gaskamrene" kun
er et "kunstgreb".
Det er også godt, at i den samme artikel afslørede
samme historiker for det første, at ledelsen af Auschwitz-museet
er bevidst om at have bedraget millioner af besøgende (500.000
årligt i begyndelsen af 1990erne), og for det andet, at
de ikke desto mindre fortsætter med at bedrage deres besøgende,
for, som museets underdirektør forklarer det: " Det
vil være alt for kompliceret at fortælle sandheden
om dette gaskammer. Vi vil forsøge det senere". (15).
Det er heldigt, at to historikere af jødisk herkomst, den
canadiske Robert Jan van Pelt og den amerikanske Deborah Dwork,
i 1996 omsider tog afstand fra nogle af de enorme falsknerier
i Auschwitz-museet, og kynismen med hvilke besøgende blev
narret der. (16).
Det er på den anden side urimeligt, at UNESCO skulle vedblive
med dets støtte til et sted som Auschwitz, som fremviser
falske "gaskamre" (for ikke at tale om andre enorme
forfalskninger), en svindel nu anerkendt som sådan. UNESCO
(hjemhørende i Paris og ledet af Federico Mayor) har ikke
ret til at anvende sine medlemsstaters penge til at sanktionere
en så omfattende svindel, som er så uforenelig med
uddannelse, videnskab og kultur.
Det er lykkeligt, at Jean-Claude Pressac efter at være blevet
rost til skyerne er faldet i unåde. Støttet af ægteparret
Klarsfeld fandt denne franske farmaceut det klogest at placere
sig i en position midt imellem dem, som troede på gaskamrene,
og dem, som ikke gjorde det. For ham var kvinden på denne
måde hverken gravid eller ikke gravid, men snarere halvgravid
og endda med tiden mindre og mindre gravid. Han er den forfatter,
hvis skriverier skulle handle om de nazistiske gaskamre; men der
findes ikke et eneste detaljeret fotografi eller tegning af et
eneste af de kemiske slagtehuse, og alligevel ville denne ynkelige
smører i en parisisk ret den 9. maj, 1995 fortsætte
med at udstille sin totale mangel på evne til at besvare
dommerens spørgsmål, om hvad, ganske konkret, sådan
en maskine til massemord egentlig måtte have været.
(17)
Det er lykkeligt, at ruinerne af "gaskammeret" i krematorium
II i Birkenau (Auschwitz II) klart viser, at der aldrig fandt
et "Holocaust" sted i denne lejr. Ifølge både
et udsagn fra en tysk anklaget under forhør, såvel
som luftfotografier fra 1944 af området, "retoucheret"
af de allierede, synes taget på dette "gaskammer"
at have haft 4 særlige åbninger (omkring ti gange
ti tommer blev det specificeret) gennem hvilke Zyklon B blevet
hældt ned. Men som enhver på stedet kan konstatere,
har disse åbninger aldrig eksisteret. Når man tager
i betragtning, at Auschwitz er "Holocausts" hovedstad,
og at denne ruin af krematoriet er kernen i den påståede
udryddelsesproces af jøderne i Auschwitz, sagde jeg i 1994
(og denne vending synes at have bidt sig fast) "Ingen huller,
intet Holocaust". ( Eller, på godt dansk:
Nul huller - nul holocaust
Det er lykkeligt, at en strøm af "vidnesbyrd",
som formodes at bekræfte disse morderiske gasninger, således
er blevet gennemhullet. Af samme grund er det yderst beklageligt,
at så mange tyskere blev retsforfulgt og dømt af
deres sejrende modstandere for forbrydelser, som de ikke kunne
have begået. Nogle af dem blev endda dømt til døden.
Det er godt, at eksterminationisterne, i lyset af retssager, som
mindede om juridiske maskerader, selv ytrer tvivl om gyldigheden
af adskillige vidneudsagn. Den mangelfulde natur af disse vidneudsagn
ville have været endnu mere selvindlysende, hvis man havde
gjort sig den ulejlighed at gennemføre en ekspertundersøgelse
af det formodede våben til den påståede forbrydelse.
Men under de hundredvis af retssager vedrørende Auschwitz
eller andre lejre har ingen domstole beordret sådan en undersøgelse.
(Den eneste og meget lidt kendte undtagelse fandt sted i Struthof-Natzweiler
i Elsass, hvis resultater blev hemmeligholdt, indtil jeg afslørede
dem). Det var ikke desto mindre kendt, at et stort antal af vidnesbyrdene
og tilståelserne manglede at blive verificeret og sammenlignet
med materielle kendsgerninger, og at de i mangel på at opfylde
disse to betingelser var uden værdi som bevis.
Det er lykkeligt, at den officielle historie er blevet revideret
nedad ofte ganske drastisk med hensyn til antallet
af ofre. Det var først efter mere end fyrre års revisionistisk
pres, at jødiske kilder og Auschwitz-museet fjernede de
nitten mindeplader, som på nitten forskellige sprog angav,
at antallet af ofre havde været fire millioner. Det tog
næsten fem års interne skænderier at opnå
enighed om de nye antal på halvanden million et antal
som igen hurtigt blev udfordret af eksterminationistiske forfattere.
Serge Klarsfelds protege, Jean-Claude Pressac har for nylig foreslået
et antal på mellem 600.000 og 800.000 jødiske og
ikke-jødiske ofre under hele tidsrummet for Auschwitz-kompleksets
eksistens. (18) Det er en skam, at denne søgen efter det
sande antal ikke bliver foretaget, så man kan nå frem
til det mest sandsynlige antal på 150.000 personer, hvoraf
de fleste døde som følge af sygdomsepidemier i de
næsten 40 lejre i Auschwitz-komplekset. Det er beklageligt,
at filmen "Nuit et Brouillard" ("Nat og Tåge";
på godt dansk: Mulm og Mørke), i hvilket antallet
af dødsofre i Auschwitz er sat til ni millioner, fortsat
bliver vist i franske skoler. Denne film holder fast ved myterne
om "sæbe fremstillet af lig", lampeskærme
af menneskehud og ridser lavet af døende ofre på
gaskamrenes betonmure. Filmen forkynder endda at, "intet
adskiller gaskammeret fra almindelige kasernebygninger".
Det var godt, at Arno Mayer, en jødisk professor fra Princeton
universitet i USA, og af jødisk afstamning, i 1988 skrev:
"Kilder til studiet af gaskamre er på en gang både
sjældne og upålidelige"(19). Men hvorfor blev
det i så mange år erklæret, at kilderne var
talrige og pålidelige? Og hvorfor blev der rettet vrede
mod revisionisterne, som siden 1950 har skrevet, hvad Arno Mayer
bekræftede i 1988?
Det var særdeles godt, at den franske historiker Jacques
Baynac, som havde gjort det til sit specielle område i Le
Monde og andre steder at stemple revisionisterne som forfalskere,
i 1996 omsider måtte anerkende, at der, når det kom
til stykket, ikke var noget bevis for eksistensen af gaskamre
til drab. Det var, gjorde han klart, "ligeså pinagtigt
at sige det, som det var at høre det".(20). Ja måske
for visse personer under bestemte omstændigheder er sandheden
"ligeså pinagtig at sige som at høre".
For revisionister er sandheden dog lige så behagelig at
sige som at høre.
Og til sidst er det lykkeligt, at eksterminationisterne har tilladt
sig at underminere det tredje og sidste element i Shoah treenigheden:
Tallet 6 millioner jøder. (21) Det lader til, at dette
antal først blev fremsat af rabbiner Michael Dov Weissmandel
(1903-1956). Med hjemsted i Slovakiet, var denne rabbiner skaberen
af Auschwitzløgnen, baseret på de påståede
vidnesbyrd af Rudolf Vrba og Alfred Wetzler. Han organiserede
intensive "oplysningskampagner" rettet mod de allierede,
Schweiz og Vatikanet. I et brev af den 31. maj 1944 (det er næsten
et helt år før krigens afslutning i Europa) holdt
han sig end ikke tilbage fra at skrive: "Indtil nu er seks
gange en million jøder i Europa og Rusland blevet udslettet"
(22)
Dette 6 millioner store antal blev altså offentliggjort
før slutningen af krigen i den sovjetiske jøde,
Ilya Ehrenburgs (1891-1967) skrifter. Ilya Ehrenburg var måske
anden verdenskrig mest hadefulde propagandist. (23) I 1979 blev
antallet på 6 millioner pludselig betegnet som "symbolsk"
(d.v.s. falskt) af eksterminationisten Martin Broszat under en
retssag mod en tysk revisionist. I 1961 skønnede Raul Hilberg,
som hører til blandt de mest prominente af de konventionelle
historikere, antallet af jødiske dødsfald under
anden verdenskrig til at være 5,1 millioner. I 1953 fremlagde
en anden af disse historikere, Gerald Reitlinger et antal på
mellem 4,2 og 4,6 millioner, skønt dog ingen historikere
af denne skole er fremkommet med tal baseret på nogen rigtig
undersøgelse. Det har altid drejet sig om deres egne mere
eller mindre kvalificerede gætterier. Revisionisten Paul
Rassinier foreslog for sit vedkommende et antal på "omkring
en million" jødiske dødsfald. Som han dog pointerede,
gjorde han det på grundlag af tal, som han fik fra den modsatte
side. Hans antal var således også et produkt af gætterier.
Sandheden er, at mange europæiske jøder omkom, og
mange overlevede. Med moderne beregningsmetoder burde det være
muligt at afgøre, hvad der i hvert enkelt tilfælde
menes med "mange". Og alligevel, de tre kilder, hvorfra
de nødvendige informationer kunne opnås, er i praksis
enten forbudte for uafhængige forskere eller kun tilgængelige
i meget begrænset omfang:
Den første kilde er den store mængde dokumentation
indsamlet af International Tracing Service (ITS) i Arolsen-Waldeck,
Tyskland, som er ansvarlig overfor den internationale Røde
Kors komite i Schweiz. Adgangen til dette center er meget begrænset.
Det bliver bevogtet af en styrelse bestående af ti lande,
hvor Israel er medlem.
Den anden kilde er dokumenter, som befinder sig i Polen og Rusland,
og som indeholder registreringer af dødsfald i visse lejre,
registrering af kremeringer og så videre. Kun en lille del
af disse dokumenter er tilgængelige.
Og endelig er der navne på de millioner af jødiske
overlevende i Israel eller i dusinvis af lande, sådan
som den Jødiske Verdenskongres i New York hævder
som har modtaget eller stadigvæk modtager skadeserstatninger
af den ene eller anden art. Alene det at samle alle disse navne
på en liste vil vise i hvilket omfang disse folkegrupper,
som så ofte er blevet påstået "udryddet",
i virkeligheden overhovedet ikke blev udryddet.
Selv 52 år efter krigens afslutning sætter staten
Israel antallet af "holocaustoverlevende" til omkring
900.000 (mere præcist et antal på mellem 834.000 og
960.000. (24) Ifølge en beregning foretaget af den svenske
statistiker Carl O. Nordling, til hvem jeg sendte den israelske
regerings vurdering, er det muligt at konkludere, når man
postulerer eksistensen af 900.000 "overlevende" i 1997,
at så måtte der ved slutningen af krigen i 1945 være
lidt over tre millioner "overlevende". Selv i dag florerer
en hel række organisationer og foreninger af "overlevende"
over hele verden. Disse inkluderer foreninger for jødiske
veteraner fra modstandsbevægelserne eller jøder,
der var børn interneret i Auschwitz (det vil sige jødiske
børn født i denne lejr eller interneret der sammen
med deres forældre i en meget ung alder), eller forhenværende
jødiske tvangsarbejdere og , mere enkelt, tidligere illegale
jøder eller jødiske undvegne. Millioner, der nyder
godt af "mirakler", udgør ikke længere
et "mirakel" men er snarere resultatet af et naturligt
fænomen. Den amerikanske presse har temmelig tit skrevet
om rørende genforeninger af familiemedlemmer, og alle disse
"holocaust" overlevende, bliver vi forsikret om, var
en gang overbevist om, at hele deres familie var gået tabt.
For at opsummere alt dette, så har jagten på den historiske
sandhed om anden verdenskrig i almindelighed og Shoah i særdeleshed
på trods af dogmet og lovgivningen gjort fremskridt de seneste
år. Men offentligheden i almindelighed er holdt i uvidenhed
om dette. Det er forbløffende at erfare, at siden begyndelsen
af 80erne er etablerede historikere begyndt at betegne mange af
de mest rodfæstede populære overbevisninger som legender.
Fra dette synspunkt kan man sige, at der er forskellige niveauer
af holocaust: På den ene side er der offentligheden i det
store hele, og på den anden side er der de konforme historikere.
Det synes umuligt at ryste førstnævnte, mens de sidstnævnte
(når man betænker de mange af hastværk prægede
ajourføringer) synes at være på randen af sammenbrud.
År efter år (og i særdeleshed siden 1979) har
indrømmelserne til revisionisterne fra de "ortodokse"
historikere været så talrige og af sådan en
kvalitet, at sidstnævnte i dag befinder sig i en blindgyde.
Da de ikke længere har noget at sige af værdi, har
de overladt arbejdet til filmproducenter, romanforfattere og teaterfolk.
Selv museumsfolkene er rådvilde. I Holocaustmuseet i Washington
har man "besluttet" ikke at vise nogen fysisk fremstilling
af "gaskamrene" (Ifølge en erklæring til
mig personligt og i overværelse af fire vidner i august
1994 af museets forskningsdirektør, Michael Berenbaum.
Han er forfatter til en håndbog på mere end 200 sider,
hvori der faktisk ikke forekommer nogen fysisk afbildning eller
tegning af et gaskammer, ikke en gang i en elendig improvisation
til ære for de besøgende.) (25) Det er forbudt for
publikum at fotografere der. Claude Lanzmann, som har lavet filmen
Shoah, en film, der er karakteriseret ved total mangel på
historisk eller videnskabeligt indhold, har ikke andet tilbage
at ty til end at beklage den kendsgerning, at "revisionisterne
har sat sig på det hele" (26) For Elie Wiesels vedkommende
opfordres alle til at udvise diskretion. Han beder os om ikke
længere nærmere at undersøge eller blot forestille
os, hvad der skete i gaskamrene:" Lad gaskamrene være
lukkede for nysgerrige blikke og fantasier".(27) "Holocaust"
historikerne er blevet teoretikere, filosoffer og "tænkere".
Deres indbyrdes kævl mellem "intentionalister"
og "funktionalister" eller imellem tilhængere
af en tese som Daniel Goldhagens om næsten iboende tilbøjelighed
hos tyskerne til at være antisemitter og begå racistiske
forbrydelser, burde ikke afholde en fra at få øje
på deres ringe arbejde.
Revisionismens sejre og nederlag
I 1998 kunne man foretage en kort vurdering af den revisionistiske
virksomhed som følger: en strålende succes på
den historiske og akademiske front (hvor vores modstandere kapitulerede
i 1996), men fiasko med hensyn til offentligheden. (Vore modstandere
har lukket al adgang til medierne undtaget lige for øjeblikket
Internettet).
I 80erne og begyndelsen af 90erne forsøgte antirevisionistiske
forfattere at krydse klinger med revisionisterne indenfor historievidenskaben.
Pierre Vidal-Naquet, Nadine Fresco, George Wellers, Adelbert Rückerl,
Hermann Langbein, Eugen Kogon, Arno Mayer, og Serge Klarsfeld,
som hver især forsøgte at overbevise medierne om,
at man havde fundet passende svar på revisionistisk materiale
og argumenter. Selv Michael Berenbaum og det amerikanske holocaustmuseum
ønskede i 1993 og i starten af 1994 at tage min udfordring
op og forsøgte at fremvise et nazistisk gaskammer eller
blot et bevis på, at et folkemord på jøderne
havde fundet sted. Men deres forgæves forsøg var
så graverende, at de hurtigt opgav kampen på denne
valplads. For nylig i 1998 udgav Michael Berenbaum (sammen med
J. Peck) en tyk bog med titlen The Holocaust and History.(28)
Men ved at undersøge, hvad forfatterne kaldte "holocaust"
på et uprofessionelt historievidenskabeligt niveau, kom
de uden at ville det, til at vise, at "holocaust" er
en ting, og "historie" noget helt andet. Derudover er
værket nærmest betydningsløst, og det indeholder
hverken fotografier, tegninger eller i det mindste et forsøg
på at fremvise noget som helst med en fysisk eksistens.
Kun på omslaget fremvises en dynge sko. Da man er i besiddelse
af en livlig veltalenhed på det amerikanske holocaustcenter,
ville man formentlig have fortalt os: "Vi er skoene, vi er
de sidste vidner". Den bog er blot en samling af 55 bidrag
skrevet og offentliggjort under overvågning af rabbiner
Berenbaum. Selv Raul Hilberg, Yehuda Bauer og Franciszek Piper
opgiver her enhver virkelig bestræbelse på akademisk
forskning, medens der på samme tid udtrykkes fordømmelse
af Arno Mayer, som i sine studier i 1988 forsøgte at gøre
"Holocaust" til rigtig historie. (29) Det irrationelle
har vundet over forsøgene på at gøre det rationelt.
Elie Wiesel, Claude Lanzmann og Steven Spielberg (i sin film Schindlers
Liste inspireret af en roman) har vundet over de folk i deres
egen lejr, som engang forsøgte at bevise "Holocaust"
En gang i fremtiden vil det klart nok blive opfattet som om dødsklokkerne
i september 1996 ringede for håbet hos dem, som ville bekæmpe
revisionisme på et historisk og akademisk grundlag. To lange
artikler i et schweizisk dagblad skrevet af den anti-revisionistiske
historiker Jacques Baynac, afsluttede definitivt forsøgene
på rationel respons til revisionistiske argumenter.
I midten og slutningen af 70erne gav jeg mit eget bidrag til udviklingen
af revisionismen. Jeg opdagede og formulerede, hvad der senere
er blevet kendt som det fysiske og kemiske argument, d.v.s. de
fysiske og kemiske årsager til, at de påståede
nazistiske gaskamre ganske simpelthen var utænkelige. På
det tidspunkt fremhævede jeg mig selv for at være
fremkommet med det endegyldige argument, som aldrig havde været
fremført af hverken tyske kemikere eller amerikanske ingeniører.
(Tyskland har ikke mangel på kemikere, og USA har ingeniører,
som i betragtning af de afskrækkende vanskeligheder, der
er forbundet med at fremstille et amerikansk gaskammer til henrettelse
af dømte, skulle have erkendt, at på grund af visse
fysiske og kemiske forhold, kunne de påståede gaskamre
umuligt have fungeret på den påståede måde).
Hvis en clairvoyant i denne periode blandt de skænderier,
som opstod som følge af mine opdagelser, havde forudset,
at 20 år senere ville mine modstandere efter mange forsøg
på at bevise, at jeg havde uret, omsider anerkende (som
Baynac gjorde i 1996), at når det kommer til stykket, så
eksisterer der ikke et eneste bevis på eksistensen af et
nazistisk gaskammer, ville jeg så sandelig have glædet
mig. Jeg måtte også have konkluderet, at holocaustmyten
aldrig kunne have overlevet en sådan fuldtræffer,
og at medierne da ville holde op med propagandere for den store
løgn, og at undertrykkelsen af revisionisterne ved hjælp
af lovgivningen helt naturligt ville ophøre af sig selv.
Ved at betragte det på denne måde, ville jeg have
begået en fejl både med hensyn til diagnose og prognose.
For ånden i overtro er forskellig for den, der gælder
i videnskab. Den går sine egne veje. I religionens rige
såvel som i ideologiens, illusionens, mediernes og spillefilmens,
kan der udvikles en vis afvigelse fra den videnskabelige virkelighed.
Selv for Voltaire lykkedes det ikke at "knuse den onde fjende".
Man kunne derfor sige, at ligesom Voltaire, der fordømte
absurditeten i de hebraiske fortællinger, er revisionisterne
på trods af den videnskabelige karakter af deres arbejde
dømt til aldrig at sejre over synagogens vilde forestillinger,
mens synagogen på sin side aldrig ville kunne opnå
at lukke munden på revisionisterne. Propagandaen for "Holocaust"
og "Shoahindustrien" vil fortsætte med at blomstre.
Det er stadigvæk op til revisionisterne at vise, hvordan
denne tro og myte opstod, voksede og blomstrede, før den
en dag måske forsvinder blot for at gøre plads for
anden tro og myter.
Hvordan bedrager man folk, og hvorfor bedrager man så gerne
sig selv?
'Holocaust' Propaganda
Masserne er lettest at narre gennem manipulation af sanseindtryk.
Ved befrielsen af de tyske koncentrationslejre i april 1945, kom
britiske og amerikanske journalister styrtende for at fotografere
og filme de sande rædsler. Man kunne sige, at de blev gjort
mere sande end livets rædsler. I et sprog, som mediefolket
holder af, blev offentligheden præsenteret for et aftalt
spil. (30) På den ene side blev der vist os døde
kroppe og rigtige krematorier, og på den anden side, takket
være vildledende kommentarer og filmisk opsætning,
blev et behændigt kunstgreb gjort. Jeg beskriver denne svindel
med en vending, som kan hjælpe til at afsløre alle
lignende bedragerier. Vi bliver forledt til at opfatte de døde
som dræbte og krematorier som gaskamre.
Således blev den forvirring til, som stadig er så
vidt udbredt i dag mellem på den ene side krematorier, som
virkelig fandtes (dog ikke i Bergen-Belsen) til forbrænding
af lig, og på den anden side nazistiske gaskamre angiveligt
brugt til at dræbe hele skarer af mænd og kvinder,
men som aldrig fandtes i virkeligheden eller kunne have eksisteret.
Myten om de nazistiske gaskamre og deres forbindelse til krematorier
opstod i sin medieform i pressen, filmjournaloptagelser og mediekommentarer
fra Bergen-Belsen lejren, som ortodokse historikere nu indrømmer
hverken indeholdt gaskamre til massehenrettelser eller blot simple
krematorier.
Gaskamre, som aldrig er blevet set eller fremvist
Ved en nyhedskonference i Stockholm i marts 1992 fremsatte jeg
en opfordring til de fremmødte avis- og fjernsynsjournalister.
Udfordringen lød med følgende ni ord: "Show
me or draw me a Nazi gas chamber" ("Vis mig, lav en
tegning af et nazistisk gaskammer.")
Den følgende dag fremkom journalisternes rapporter om nyhedskonferencen,
som i stilhed forbigik den afgørende hensigt, nemlig denne
udfordring. De havde ledt efter fotografier, men de havde slet
ikke fundet nogen.
Milliarder af mennesker har gennem det sidste halve århundrede
antaget (eller forestillet sig), at de har set billeder af nazistiske
gaskamre i bøger eller i dokumentarfilm. Mange er overbevist
om, at de mindst én gang i deres liv er stødt på
et fotografi af et nazistisk gaskammer. Nogle har besøgt
Auschwitz eller en anden lejr, hvor guiderne fortalte dem, at
denne eller hin bygning var et gaskammer. Sådanne besøgende
er blevet fortalt, at det, de kan se foran sig, er et "gaskammer
i sin oprindelige form" eller en "rekonstruktion"
af et oprindeligt gaskammer. (Sidstnævnte vending antyder,
at rekonstruktionen er troværdig, og at den svarer til "originalen").
Nogle gange bliver besøgende vist efterladenskaber af,
hvad de bliver fortalt er "ruiner af et gaskammer".
(31) Og alligevel: i alle den slags tilfælde er de blevet
bedraget eller rettere, de har bedraget sig selv. Dette fænomen
kan let forklares.
Mange mennesker forestiller sig, at et gaskammer til drabsformål
blot er et rum med giftgas. Dette afslører forvirringen
mellem en gasning med henrettelse som formål på den
ene side, og en med selvmord som formål eller en som følge
af en ulykke på den anden. En gasning med henrettelse som
formål, som finder sted af enkeltpersoner i amerikanske
fængsler, er uundgåeligt et meget kompliceret foretagende.
I dette tilfælde må man være forsigtigt med
kun at dræbe den dømte uden at forårsage en
ulykke, og uden at bringe sit eget eller sine medarbejderes liv
i fare, især i den sidste fase, hvor man skal hente gassede
lig ud. De fleste besøgende på holocaustmuseerne,
læsere og biografgængere og selv de fleste historikere
er åbenbart ikke klar over noget af dette. Til en effektiv
udstilling af et nazistisk gaskammer behøver de blot at
vise det lettroende publikum et dystert rum, et koldt ligkapel,
et bruserum (helst beliggende under jorden) eller et luftbeskyttelsesrum
(med et glughul i døren), og tricket vil være vellykket.
Svindlerne kan klarer sig med endnu mindre end dette. Det er nok
blot at vise en dør, en væg eller et tag af et påstået
"gaskammer". De mest drevne vil kunne slippe af sted
blot med en bunke hår, en dynge sko, eller en masse briller
samtidig med, at de påstår, at dette er de eneste
spor eller jordiske rester af de "gassede" ofre. De
vil naturligvis undlade at nævne, at i et Europa, der under
krigen og blokaden var plaget af generel knaphed på varer
og armod , blev der organiseret genbrugsprogrammer for alle brugbare
materialer, herunder også hår, som blev anvendt i
for eksempel tekstiler.
"Holocaust-vidner": Ubekræftede vidnesbyrd
Der hersker en lignende forvirring med hensyn til vidner. Vi bliver
præsenteret for en bunke vidner til folkemordet på
jøderne. Disse vidner påstår enten mundtligt
eller skriftligt, at tyskerne gennemførte en plan til total
udryddelse af jøderne i Europa. I virkeligheden kan disse
jøder kun vidne sandfærdigt om sådanne kendsgerninger
som jøders deportation, deres internering i fangelejre,
koncentrationslejre eller tvangsarbejdslejre eller i nogle tilfælde
endda om krematoriernes funktioner. Jøderne var ikke i
den grad dømt til udryddelse, eller til at ende i massehenrettelsesgaskamre,
at hver af disse utallige overlevende eller undvegne udgjorde,
som nogen vil have os til at tro, et "levende bevis på
folkemordet". Tværtimod er de et "levende bevis"
på, at der ikke var noget folkemord. Som det er blevet påvist
tidligere, udgjorde antallet af "overlevende" jøder
ved krigsafslutningen formodentlig over tre millioner.
Alene for Auschwitz kan der laves en lang liste over tidligere
jødiske indsatte, som har afgivet vidnesbyrd, offentligt
- i skrift og tale i fjernsynet, i bøger eller for domstole
om "udryddelsen af jøderne" i lejren. (32)
Jeg bør også nævne den nyeste spektakulære
sag den schweiziske klarinettist Binjamin Wilkomirsky. Det
er ikke klart, hvorfor dette falske vidne blev offentligt afsløret
efter en periode med tre års hæder, hvor han blev
beæret med The US National Jewish Award, the Jewish Quarterly
Literary Prize i England, Mémoire de la Shoah prisen i
Frankrig og et imponerende antal begejstrede artikler i pressen
over hele verden. Hans påståede selvbiografi, i hvilken
han foregiver at være blevet deporteret til Majdanek og
Auschwitz som barn, blev oprindeligt trykt i Tyskland i 1995.
Den udkom på engelsk med undertitlen: Minder fra en barndom
under krigen.(33) Den jødiske forfatter Daniel Ganzfried
konkluderede på grundlag af sin undersøgelse, at
Binjamin Wilkomirski, alias Doessekker født Bruno Grosjean,
så sandelig havde erfaring fra Auschwitz og Majdanek , men
kun efter krigen som turist. (34). I 1995 lykkedes det australieren
Donald Watt at bedrage de engelsksprogede massemedier med et mindeskrift,
som omhandlede hans påståede tilværelse som
"fyrbøder" ved et krematorium i Auschwitz-Birkenau.
(35) Mellem september og november 1998 blev der organiseret et
omfattende medieståhej baseret på de pludselige "åbenbaringer"
af Dr. Hans-Wilhelm Münch, som en gang var SS-læge
i Auschwitz. Åren er uudtømmelig.
Primo Levi bliver i almindelighed regnet for et pålideligt
vidne. Medens dette omdømme måske var fortjent i
1947 med udgivelsen af hans bog Se Questo é un uomo,
så opførte Levi sig senere temmelig uværdigt.
Elie Wiesel forbliver det ubestridte "falske stjernevidne"
til "holocaust". I sin selvbiografi Nat nævner
han ikke "gaskamre". Ifølge ham smed tyskerne
jøderne ned i brændende grave. (Og så sent
som den 2. juni 1987 vidnede han under ed i Klaus Barbie retssagen,
at han i en lille lund et eller andet sted i [Auschwitz] Birkenau
havde "set SS-mænd smide levende børn ind i
flammerne". (Oversætteren og redaktøren af den
tyske udgave af Nat genoplivede "gaskamrene"
i Wiesels redegørelse om Auschwitz. I Frankrig gik Fred
Sedel i 1990 til værks på samme måde ved at
omredigere en bog, som udkom i 1963, ved at indsætte "gaskamre",
hvor han 27 år tidligere kun havde nævnt "fire
krematorier". (36)
I samme bøtte af "fromme løgne" kan man
inkludere vidnesbyrdene fra visse ikke-jøder og i særdeleshed
det, som stammer fra general André Rogerie. I den originale
1946 udgave af hans erindringer, Vivre, c'est vaincre,
skrev han, at han kun havde hørt "gaskamre" omtalt.
Men bestyrket med støtte fra Georges Wellers præsenterede
han sig selv i 1988 som et "vidne til holocaust", der
havde "overværet Shoah i Birkenau" (37) Som han
selv fortalte, var hans stilling som fange i Auschwitz-Birkenau
privilegeret. Han var indkvarteret i "chefernes" barakker
og nød en "magelig kongelig position", som han
"har gode minder fra". Han spiste pandekager med syltetøj
og spillede bridge. Han skrev, at der selvfølgelig "ikke
kun fandt muntre begivenheder sted [i lejren]". Selv da han
forlod Birkenau, tænkte han dette: "I modsætning
til mange andre havde jeg haft det bedre her end noget andet sted"
(38)
Samuel Gringauz gennemlevede krigen i ghettoen i Kaunas, Litauen.
I 1950 det vil sige på et tidspunkt, da det stadigvæk
var muligt at tale nogenlunde frit om dette emne gav han
en vurdering af den litteratur, der indtil da var skrevet af de
overlevende fra den "store jødiske katastrofe".
Idet han beklagede de synder, som deres "hyperhistoriske
kompleks" havde givet anledning til: (39)
"Det hyperhistoriske kompleks kan beskrives som judeocentrisk,
lococentrisk og egocentrisk. Det koncentrerer den historiske relevans
på jødiske problemer i lokale begivenheder som et
aspekt af personlige erfaringer. Det er årsagen til, at
de fleste af erindringerne og rapporterne er fyldt med en meningsløs
vidtløftighed, skrivegal overdrivelse, dramatiske virkemidler,
selvovervurdering, dilettantisk filosoferen, foregiven lyrik,
ikke-efterprøvede rygter, forudindtagethed, partiske angreb
og undskyldninger".
Man kan kun erklære sig enig i denne bedømmelse,
som kunne passe perfekt til en Claude Lanzmann eller en Elie Wiesel.
For sidstnævntes "hyperhistoriske kompleks", for
den "judeocentriske, lococentriske og egocentriske"
karakter af hans skrifter, kan man henvise til Wiesels to seneste
erindringsbind udgivet i USA under titlen, All Rivers Run to
the Sea og And the Sea is Never Full. Ved at gøre
dette, vil man opdage, at langt fra at blive udryddet overlevede
en stor del af den lille rumænsk-ungarske by Sighets efter
al sandsynlighed deportationen og interneringen, navnlig i Auschwitz
i maj og juni 1944. Som selv værende en indfødt fra
Sighet delte Wiesel skæbne med resten af beboerne. I rejser
til forskellige steder over hele jorden efter krigen, stødte
han på et forbløffende antal slægtninge, venner,
gamle bekendte og andre fra Sighet, som takket være en række
"mirakler", havde overlevet Auschwitz eller "holocaust"
Andre fabler angående anden verdenskrig
Ikke mindre forvirret end vor egen generation, vil også
fremtidens generationer stille sig selv de samme spørgsmål
om andre af den anden verdenskrigs myter, ikke kun om de nazistiske
gaskamre. De vil heller ikke kun undre sig over historierne, som
nævnt ovenfor, om "jødisk sæbe",
om garvede menneskehuder, om "skrumpehoveder" og "gasvogne".
Man kan også nævne de vanvittige medicinske eksperimenter,
som dr. Megele skal have foretaget, eller Adolf Hitlers ordre
om at udrydde alle jøder, eller Heinrich Himmlers ordre
om at standse selv samme udryddelse. Eller hvad med massemord
på jøder ved hjælp af elektricitet, damp, ulæsket
kalk, krematorier, brændende gruber og vakuumpumper! Vi
må heller ikke undlade at nævne den påståede
udryddelse af sigøjnerne og de homoseksuelle, og den hævdede
gasning af de åndssvage. Kommende generationer vil også
undre sig over mange andre ting, for eksempel massakrerne på
østfronten, som beskrevet i visse skrifter - og kun i skrifter
- for retten i Nürnberg af det professionelle falske vidne
Hermann Gräbe. Eller en bog, som vi nu ved er et falskneri,
angiveligt af Hermann Rauschning, men i realiteten skrevet primært
af den ungarske jøde Imre Révész, alias Emery
Reves, men alligevel flittigt benyttet af domstolen i Nürnberg
som om den var helt autentisk. (40) Så er der massedrabene
på jøder nær Auschwitz ved hjælp af en
prøveatombombe, en påstand, der blev fremført
ved domstolen i Nürnberg. (41) Så er der de absurde
"tilståelser", man vristede ud af tyske fanger.
Der er den famøse dagbog af Anne Frank; den lille dreng
i Warszawas ghetto, angiveligt på vej ind i døden,
skønt sandheden er den, at han sandsynligvis udvandrede
til New York efter krigen. (42) Der er mange andre falske erindringer,
falske historier, falske vidnesbyrd, og falske tillæggelser,
hvis sande natur det ikke ville have krævet megen energi
at gennemskue.
Men alligevel vil kommende generationer sikkert undre sig mest
over den myte, som blev grundlagt og helliget af retten i Nürnberg
(og, i mindre grad, at retten i Tokyo): Det var myten om at taberen
af natur var barbar, hvorimod sejrherren var godheden selv. Ser
man derimod på kendsgerningerne, så var de rædselsgerninger,
som sejrherrerne begik, langt mere omfattende, både i omfang
og art, end dem, som taberne havde ansvar for.
Et altomfattende slagteri
Vi lever i en tid, hvor man let kan forledes til at tro, at det
kun var jøderne der virkelig led under anden verdenskrig,
hvorimod tyskerne opførte sig som veritable forbrydere.
Det er derfor på høje tid, at der foretages en upartisk
undersøgelse ikke blot af alle folkeslags sande lidelser,
men også af alle krigsførende parters virkelige forbrydelser.
Hvad enten den betragtes som "retfærdig" eller
som "uretfærdig" - så er enhver krig et
slagteri. Selvom utallige soldater handler som helte er krig en
kappestrid i nedslagtning. Når alt kommer til alt, er vinderen
blot en dygtig slagter, hvorimod taberen var en dårlig slagter.
Når fjendtlighederne er hørt op, er sejrherren måske
beføjet til at give den besejrede en lektie i nedslagtning,
men bestemt ikke i ret og retfærdighed. Ikke desto mindre
var det netop hvad der skete under den store retssag i Nürnberg
1945-1946, da de fire store vindere handlede i eget navn og på
vegne af nitten nationer (hvortil kommer World Jewish Congress,
der nød særstatus som amicus curiae, "rettens
ven") havde den kynisme, at udsætte en slagen og totalt
afmægtig nation for en sådan behandling.
Ifølge Nahum Goldmann, præsident for både World
Jewish Congress og World Zionist Organisation, var ønsket
om en sådan retssag oprindeligt undfanget i hjernerne på
et lille antal jøder. (43) Dertil kommer, at jøder
spillede en betydelig rolle under selve retssagens forløb
i Nürnberg. Den amerikanske delegation, som ledede hele operationen,
bestod i hovedsagen af "re-emigranter", d.v.s. jøder,
som i 1930erne var emigreret fra Tyskland til Amerika, for så
at vende tilbage til Tyskland efter krigen. Gustave M. Gilbert,
den berømte psykolog og forfatter til bogen "Nuremberg
Diary" (1947), var en jøde som bag kulisserne samarbejdede
med den amerikanske anklagemyndighed, og han lod ingen lejlighed
gå fra sig til at udøve tortur mod de tyskere, der
stod under anklage. Airey Neave, et medlem af den engelske delegation,
bemærkede i en bog med Forord af Lord Justice Birkett, fra
dommerpanelet, at mange af de amerikanske undersøgelsesledere
var tyskfødte, og at de alle var jøder. (44)
Af grunde, som jeg behandler i min samling "Écrits
révisionnistes", kan Nürnberg-processen betragtes
som forbrydelsen over alle forbrydelser i det tyvende århundrede.
Den har haft følger, der har vist sig tragiske. Den plantede
sandhedens stempel på et enormt bind af løgne, bagvaskelser
og uretfærdigheder, som i eftertiden har tjent til at retfærdiggøre
alle mulige former for ondskab, først og fremmest kommunistisk
og zionistisk ekspansion på bekostning af lande i Europa
og Asien, og Palæstina. I betragtning af at dommerne i Nürnberg
fandt tyskerne skyldige i, først og fremmest, på
egen hånd at have planlagt og iværksat anden verdenskrig,
må vi begynde med først at undersøge dette
emne.
Fire kæmper og tre dværge: Hvem ønskede
krig?
Da historie i høj grad er et spørgsmål om
geografi, lad os da betragte en globus fra året 1939. På
overfladen dækker én enkelt farve fire vældige
områder; England og dets imperium dækker en femtedel
af jorden, hvor "solen aldrig går ned"; Frankrig
og dets vældige koloniale imperium, og USA og dets vasaller,
og, for det fjerde, det enorme imperium: USSR. En anden farve
ville da markere det beskedne Tyskland inden for grænserne
fra før krigen. Så er der det sølle Italien
og dets lille koloni-imperium; endelig er der Japan, hvis tropper
dengang besatte områder i Kina. (Vi behøver ikke
her at betragte lande, som senere sluttede sig til - om end kun
provisorisk - den ene eller den anden af de krigsførende
blokke.)
Modsætningen mellem de geografiske områder, som dækkes
af disse to grupper, er slående. Det samme gælder
modsætningsforholdet mellem deres naturlige, industrielle
og kommercielle ressourcer. Det er rigtigt, at ved slutningen
af 1930erne begyndte Tyskland og Japan at ryste ågene af
sig, og årene efter krigen gav flere beviser herpå.
De opbyggede en økonomi og en hær, der formåede
at vække uro blandt de større og stærkere magter.
Det er også rigtigt, at tyskerne og japanerne i krigens
første år udviste et usædvanligt mål
af energi og de havde held til at få etableret kortlivede
imperier. Alt taget i betragtning, var Tyskland, Italien og Japan
dog blot dværge, så at sige, ved siden af de fire
kæmper, altså de britiske, franske , amerikanske og
sovjetiske imperier.
Hvem kan i dag i ramme alvor tro - som man hævdede ved processerne
i Nürnberg og Tokyo - at disse tre dværge i slutningen
af 1930erne med fuldt overlæg forsøgte at fremkalde
en ny verdenskrig? Hvad mere er: Hvem kan i dag tro for et øjeblik,
at under den almindelige nedslagtning, som fulgte, da var den
første dværg (Tyskland) skyldig i alle tænkelige
forbrydelser, medens den anden dværg (Japan) kom ind på
andenpladsen, og den tredje dværg (Italien), som i september
1943 skiftede side, slet ikke foretog sig noget kritisabelt? Hvem
kan i dag anerkende den opfattelse, at de fire kæmper slet
ikke begik - for at bruge Nürnbergs jargon - "forbrydelser
mod freden", ingen "krigsforbrydelser", ingen "forbrydelser
mod menneskeheden", som ,efter 1945, havde fortjent at blive
dømt af et internationalt tribunal?
Alligevel er det let at påvise, med solide beviser, at vinderne
i løbet af krigens seks år og nogle få år
senere, ophobede flere rædsler end taberne. Tænk blot
på deres massakrer på krigsfanger og civile, på
de omfattende deportationer, de systematiske plyndringer, eller
på de "korte processer" eller henrettelser! Dertil
kommer Katyn-skoven, Gulag, Dresden, Hiroshima, Nagasaki, fordrivelsen,
under forfærdelige forhold, af mellem 12 og 14 millioner
tyskere (fra Østpreussen, Pommern, Slesien, Tjekkoslovakiet,
Polen, Ungarn, Rumænien og Jugoslavien). Dertil overdragelsen
af millioner af europæere til Sovjets moloch, den blodigste
af alle udrensninger, der nogensinde har hjemsøgt kontinentet.
Var alt dette virkelig for uanseeligt til at et internationalt
tribunal skænkede det et blik? I det forløbne århundrede
har ingen militærmagt myrdet så mange børn
- i Europa, Japan, Korea, Vietnam, Irak og Mellemamerika - som
netop det amerikanske luftvåben. Og alligevel har ingen
international myndighed stillet det til ansvar for disse nedslagtninger,
som "gutterne" altid har været rede til at udføre
overalt på kloden, for det var jo deres "job"
(45)
Ønskede Frankrig mon krig?
"Forbandet være krigen" - sådan står
der på krigsmindesmærket i den lille franske by Gentioux.
I byen Saint-Martin-d´ Estréaux er mindesmærkets
indskrift noget længere, men dets opfattelse af krigen genlyder
med samme klageskrig. (46) De fortegnelser over de døde
1914-1918, man finder i kirker og på monumenter overalt
i Frankrig , griber en om hjertet. I dag er der ikke rigtig nogen,
der kan sige, hvorfor Frankrigs ungdom - og det samme gælder
Tysklands ungdom på den anden side - skulle mejes ned på
denne måde.
På nogle af disse mindesmærker i vore byer og landsbyer,
kan man, dog i langt mindre omfang, også finde navnene på
unge franskmænd, som blev dræbt eller meldt savnet
under slaget i 1939-1940. Det drejer sig om godt og vel 87.000.
Nu og da finder man også lister over civile ofre. I krigens
år dræbte englænderne og amerikanerne alene
omkring 67.000 under deres luftangreb på Frankrig. For at
gøre listen fuldstændig, kan man undertiden finde
navne på et lille antal modstandsfolk, som døde i
deres senge længe efter krigen. Derimod finder man næsten
aldrig navnene på de franske ofre for "Den store udrensning"
fra 1944 til 1947 - sandsynligvis 14000, og ikke 30.000 eller,
som det undertiden hævdes, 105.000 - hvorunder jøder,
kommunister og sidstedags gaullister spillede en afgørende
rolle. Med enkelte undtagelser savner man også navnene på
de tropper fra kolonierne, der "døde for Frankrig".
Det skyldes, at de ikke var født i de franske byer.
For Frankrig betød de to verdenskrige en regulær
katastrofe. Den første især på grund af omfanget
af de menneskelige tab; den anden fordi den havde karakter af
en borgerkrig, som er fortsat til vor egen tid.
Når man tænker på disse fortegnelser over døde
i den første verdenskrig, herunder de savnede, når
man tænker på de hærskarer, der overlevede med
vansirede ansigter, de sårede, de lemlæstede, de invalide,
når man tænker på alle tænkelige ødelæggelser,
eller på familier, der blev knust af disse tab, på
krigsfangerne, på dem, der blev skudt som desertører,
på de selvmord, der var resultat af sådanne lidelser,
eller når man tænker på de omkring 25 millioner
der døde i Amerika og Europa i 1918, som følge af
en virusepidemi med urette kaldet den spanske syge (- det var
især amerikanske tropper, der bragte den til Frankrig) (47)
- kan man så ikke forstå pacifisterne fra før
1939-1945.? Forstår man ikke tilhængerne af "München"?
Forstår man ikke Pétains tilhængere fra 1940?
Hvilken ret har nogen i dag til at ævle om "fejhed",
i forbindelse enten med Münchenoverenskomsten af den 29.
og 30. september 1938, eller våbenhvilen, der blev undertegnet
ved Rethondes i Pikardiet den 22. juni 1940? Kunne de franskmænd,
som i 1930ernes sidste år, stadig bar de fysiske og psykiske
sår af holocaust anno 1914-1918 (- det var en ægte
holocaust!), og virkningerne derfra, mon betragte det som deres
moralske pligt, at kaste sig ind i en ny nedslagtning? Og da man
havde underskrevet våbenhvilen, som nok var hård,
men bestemt ikke vanærende, hvor lå så den krænkede
ære i at søge en forståelse med modstanderen
med det formål at skabe fred, og ikke føre krig?
Ønskede Tyskland krig?
"Hitler (blev) født i Versailles": denne sætning
optræder som titel på en bog af afdøde Léon
Degrelle. (48). Versaillesdiktatet fra 1919 - det var nemlig ikke
en rigtig traktat - var så barsk og vanærende for
de slagne nationer, at selv det amerikanske Senat afviste at anerkende
eller antage den (20. november 1919). I årene, der fulgte,
kom den i stigende miskredit. Den skar Tyskland i småbidder,
underkastede det en grusom militær besættelse, og
udsultede landet. Navnlig tvang man den slagne nation til at overdrage
Posen, Øvreslesien og en del af Vestpreussen til den nyskabte
polske stat. De 440 artikler i "Fredstraktaten mellem de
Allierede og Forbundne Magter og Tyskland" (sammen med tilføjelserne),
som blev underskrevet i Versailles den 28. juni 1919, udgjorde,
sammen med beslægtede traktater (Trianon, Saint-Germain,
Sèvres), en monumental uretfærdighed, som , hvis
den overhovedet lader sig forklare, kan forklares i lyset af en
nysafsluttet krigs raseri. En fransk skribent har udtrykt det
således: "Det var let nok at kritisere tyskerne for
ikke at have overholdt Versailles. Som tyskere havde de en ærespligt
i først at omgå den, dernæst i at rive den
i stykker, akkurat som franskmændene havde pligt til at
overholde den." (49)
Tyve år efter denne knusende ydmygelse forsøgte Hitler
at genvinde en del af det område, der var overdraget til
Polen, akkurat som Frankrig, efter nederlaget i 1870, forsøgte
at genvinde Elsass og en del af Lothringen (Lorraine).
Hvis han da ikke vælger at være mundkåd, har
ingen historiker ret til at udpege en bestemt som ansvarlig for
en verdensomspændende konflikt. Det er derfor uklogt at
tillægge Hitler eneansvaret for krigen 1939-1945, med den
falske begrundelse, at han den 1. september 1939 gik i krig mod
Polen. Det nytter heller ikke at retfærdiggøre Englands
og Frankrigs indtræden i krigen, to dage senere, under påberåbelse
af deres løfte om at komme Polen til undsætning,
for sagen er jo, at to uger senere (17 september 1939) invaderede
USSR Polen og besatte en god del af dets område, uden
at dette udløste nogen militær reaktion fra engelsk
eller fransk side.
Verdensomspændende konflikter er at ligne med vældige
naturkatastrofer i den forstand, at de ikke lader sig forudsige,
selvom man måske nok undertiden kan have en fornemmelse
af at de er undervejs. Det er først efter at de er indtruffet,
at man kan forklare dem, med stort besvær, og, alt for ofte,
under påvirkning af uvederhæftighed i form af gensidige
beskyldninger om efterladenhed, blindhed, mangel på god
vilje, og uansvarlighed. Ikke desto mindre lader det sig konstatere,
at der i Tyskland i slutningen af 1930erne slet ikke fandtes krigsfortalere,
dvs. folk, som plæderede for en militær aktion mod
vestmagterne. Hvad der lå tyskerne på sinde, var "trangen
mod øst" (Drang nach Osten). Men i England, Frankrig
og USA var krigens høge magtfulde. "Krigspartiet"
ønskede et "demokratisk korstog", og de fik det.
Blandt disse nye korsfarere fandt man, med få bemærkelsesværdige
undtagelser, alle jødiske organisationer i Europa og Amerika.
Churchill og briterne som mestre i krigspropaganda
Under Første Verdenskrig udnyttede briterne kynisk alle
propagandaens midler baseret på helt fiktive rædselsberetninger.
(50) Under Anden Verdenskrig fortsatte de i samme spor.
I dag fordømmer folk gerne Neville Chamberlain for hans
"forsoningspolitik" over for tyskerne. Derimod har man,
eller lader som om man har en meget høj mening om Winston
Churchill fordi han var fast besluttet på at føre
krig mod Tyskland. Men der er endnu ikke sikkert, at historien
vil fastholde denne opfattelse uændret. Nye opdagelser om
Churchills personlighed og rolle under krigen rejser spørgsmål
om de tvivlsomme berettigelser for denne beslutsomhed, hvortil
kommer problemer omkring resultaterne af hans politik. Chamberlain
havde i det mindste forudset, at selv en britisk sejr ville medføre
en katastrofe for landet selv, for England som kolonimagt, og
for andre sejrherrer. Churchill indså ikke dette, eller
også ville han ikke indse det. Han lovede "blod, slid,
tårer og sved", og så skulle sejren nok komme.
Han forudså ikke sejrens bitre eftervirkninger, dvs. at
hans elskede imperium snart ville forsvinde, og at næsten
halvdelen af Europa ville falde i hænderne på kommunistisk
imperialisme.
Under en forelæsning for nogle år siden, påviste
David Irving, forfatter til en biografi om Churchill, hvor illusoriske
Churchills begrundelser egentlig var, først for at sende
sine landsmænd i krig, dernæst for at fastholde dem
deri. Hele projektet, hvis man kan sige sådan, blev gennemført
i fire faser:
I den indledende fase forsikrede Churchill briterne om at det
var deres pligt at komme Polen til undsætning, nu hvor det
var blevet bytte for Hitlers angreb; men da krigen havde varet
i to uger, blev denne begrundelse gjort til skamme i og med at
Sovjetunionen angreb den samme alliancepartner.
I næste fase forklarede han sine landsmænd, at de
måtte fortsætte krigsførelsen for at opretholde
det britiske imperium. Han afviste Tysklands gentagne fredsforslag,
og i maj måned 1941 lod han fredsudsendingen Rudolf Hess
kaste i fængsel. Tyskland ønskede faktisk at bevare
og opretholde det britiske imperium, men Churchill foretrak at
indgå i forbund med imperiets værst tænkelige
fjende: amerikaneren Franklin Roosevelt. På denne måde
blev den anden begrundelse ugyldiggjort.
I tredje fase fortalte Churchill briterne at de var bundet af
pligten til at kæmpe for demokratiet, herunder dets mest
paradoksale variant - socialismen i Sovjetunionen. Han fastholdt
nødvendigheden af at åbne endnu en europæisk
front, for dermed at aflaste Stalin for den byrde, der hvilede
på ham. I praksis betød det, at han støttede
det diktatur, som den 17 september 1939 havde angrebet Polen,
og som nu forberedte en ny erobring af det land.
Så sent som en måned før fjendtlighedernes
afslutning i Europa (8 maj 1945), savnede den britiske propaganda
stadig logisk sammenhæng. Mange engelske og amerikanske
soldater blev lamslået over de omfattende ødelæggelser,
deres bombefly havde forårsaget i Tyskland.
Men så, pludselig, i april 1945, indtraf et mirakel, som
tillod Churchill at finde en fjerde og vældig god begrundelse:
Opdagelsen af koncentrationslejren Bergen-Belsen tilskyndede ham
til at bedyre, at Englands vanskelige kamp i næsten seks
år, med al den ødelæggelse, den havde forvoldt
og udholdt, havde været begrundet i hensynet til den menneskelige
kultur - civilisationen. Det er rigtigt, at Churchill ved flere
lejligheder havde henvendt sig til sine landsmænd med sin
sædvanlige højtragende retorik om England som civilisationens
vugge, der nu truedes af de germanske horder ("Hunnerne",
som han kaldte dem), men disse veltalenhedskneb virkede ikke længere
ret godt. Opdagelsen af den af sot hærgede lejr i april
1945 kom som sendt fra himlen, den var en gave til Churchill og
den britiske propaganda.
I Bergen-Belsen introducerer englænderne mediecirkus
"naziforbrydelser"
Med sin beliggenhed nær Hannover var Bergen-Belsen oprindeligt
oprettet som en lejr for sårede soldater. I 1943 blev den
detentionscenter for europæiske jøder, som blev udvekslet
med tyske civile, der var tilfangetaget af de allierede. I midten
af krigen blev jøder fra lejren overført til Schweiz
eller, med tog, til Tyrkiet, og selv til Palæstina (endnu
et bevis for, som mange i forbifarten har bemærket, at der
ikke forefandtes et udryddelsesprogram.)
Indtil slutningen af 1944 var forholdene for fanger i Bergen-Belsen
ganske normale, men sammen med ankomsten af et kontingent deporterede
fra regioner i Østeuropa, der stod umiddelbart overfor
den sovjetiske fremmarch, ankom der ligeledes dysenteri-, kolera-
og udslætsgivende tyfusepidemier. Den efterfølgende
ulykke blev gjort værre af anglo-amerikanske bombetogter,
der for alvor hæmmede leverancen af medicin, mad og - mest
ødelæggende af alt - vand. Togtransporterne af jøder
fra østen var ikke længere kun to eller tre dage
om at ankomme til lejren, men snarere en eller to uger. På
grund af allierede tæppebombardementer kunne togtransporterne
kun komme frem om natten. Som et resultat heraf indeholdt togene,
når de ankom, kun døde og døende eller udmattede
mænd og kvinder, som var ude af stand til at klare sådanne
epidemier. Den 1. marts 1945 sendte lejrkommandant Josef Kramer
et brev til general Richard Glücks, chefen for koncentrationslejradministrationen,
i hvilket han beskrev denne "katastrofe" i detaljer
og afsluttede med følgende bøn: " Jeg beder
om Deres hjælp til at klare denne situation." (51)
Tyskland, der sang på sidste vers, kunne ikke længere
klare tilstrømningen af dets egne flygtninge som ankom
i millionvis fra øst. Det kunne ikke længere klare
at levere våben og ammunition til hæren, eller sørge
for fødevarer til dets egen befolkning. Endeligt kunne
det ikke gøre noget ved de tragiske forhold i lejrene,
hvor selv vagterne døde af tyfus. Himmler gav værnemagtsofficerer
tilladelse til at etablere kontakt til englænderne for at
advare dem om, at de under deres fremrykning nærmede sig
en rædselsfuld hule af infektion. Forhandlinger fulgte.
En stor våbenhvilezone blev oprettet rundt om Bergen-Belsen,
og engelske og tyske soldater besluttede i fællesskab at
dele opgaven om overvågning af lejren.
Men hvad de fandt i lejren, heriblandt barakker og telte flydende
omkring i afføring, og den utålelige lugt af forrådnede
lig, fik hurtigt englænderne til at føle indignation.
De fik den opfattelse, eller blev foranlediget til at få
den opfattelse, at SS bevidst havde valgt at dræbe de indsatte
eller lade dem dø. Og selvom de efter bedste evne forsøgte,
lukkedes det ikke for englænderne at bremse den frygtelige
dødsrate.
Så, som en sværm af gribbe, strømmede journalister
til lejren, hvor de filmede og fotograferede enhver tænkelig
rædsel. De forsatte med at arrangere deres egne særlige
scener, en særlig berømt én er for eksempel
vist i filmen "Nigth and Fog", hvor en bulldozer skubber
lig ned i et stort hul i jorden. (52) De bemærkede ikke,
at bulldozeren (kun en) bliver kørt af en engelsk soldat,
som uden tvivl efter en ligoptælling, skubber ligene ned
i en stor udgravning, som er blevet gravet efter lejrens befrielse.
Jøden Sydney Lewis Bernstein, lederen af Home Offices filmsektion
tilkaldte Alfred Hitchcock for at lave en film om disse "naziforbrydelser."
Hitchcock indvilligede, men til slut blev kun brudstykker af hans
film vist for offentligheden, sikkert fordi den komplette version
indeholdt ting, der kunne drage dens autensitet i tvivl. (53)
Som helhed var "chokket fra Bergen-Belsen" en stor propagandasucces
for de allierede. På enhver tænkelig måde udnyttede
medierne situationen til at vise døde og døende
fanger frem for den ganske verden, og på samme tid ved hjælp
af kommentering foranledigede man seere til at tro, at disse fanger
var blevet slået ihjel, dræbt eller udryddet, eller
var levende lig dømt til at skulle dø som ofre for
drab, mord eller udryddelse. Således, på grundlag
af de frygtelige forhold i en lejr, der, som allerede bemærket,
hverken havde krematorier eller (hvad konventionelle historikere
erkender) noget henrettelsesgaskammer, blev den generelle myte
om eksistensen og brugen af gaskamre, i Auschwitz og andre steder,
skabt og sammenkoblet med krematorier.
Blandt de berømte ofre for epidemierne i den lejr var Anne
Frank og hendes søster Margot, om hvem det i næsten
40 år er blevet hævdet vidt og bredt, at de skulle
været blevet gasset i Auschwitz (hvorfra de rent faktisk
var kommet) eller dræbt i Bergen-Belsen.
"Chokket fra Bergen-Belsen" blev meget hurtigt efterlignet
af amerikanerne, som med Hollywoods hjælp optog en serie
film om befrielsen af de tyske lejre. Efter at have redigeret
det omfangsrige filmmateriale (6000 fods film af i alt 80,000),
producerede de en film, der blev vist den 29. november, 1945 ved
Nürnberg-retssagen. Alle, deriblandt de fleste af de tiltalte,
fandt den meget forfærdelig. Nogle af de tiltalte sporede
bedraget, men det var for sent: Den store løgnebulldozer
var allerede blevet sat i gang! Og den kører stadig den
dag i dag. Seerne af de mange rædselsfilm om "Nazilejre"
er i tidens løb blevet påvirket af valg af billeder
og speakerkommentarer. En del af en væg, en bunke af sko,
en skorsten, mere end det, har det ikke krævet for at få
offentligheden til at tro på, at den har set et kemisk slagtehus.
52 år efter befrielsen af Bergen-Belsen vidnede Maurice
Druon, secrétaire perpétuel i "Académie
française" ved retssagen mod Maurice Papon, der stod
anklaget for at have medvirket til "den endelig løsning."
Her er et uddrag af hans vidneudsagn, hvor han nævner gaskamre
i den lejr (som alle historikere i dag erkender ikke havde nogen),
den berømte bulldozer, og "håret taget fra de
døde, der skulle bruges til at lave en eller anden form
for erstatning ". (54):
" Når man i dag taler om lejrene har man for sit
indre øje, og de tilstedeværende nævninge har
for deres indre øje, de rædselsfulde billeder, som
filmene og de forstørrede billeder viste og viser for os;
og dette er ganske rigtigt (altså at vise dem), og de burde
vises igen og igen, hvert år for de ældste skoleklasser.
Men disse billeder af gaskamre, dynger af hår taget fra
de døde, der skulle bruges til at lave en eller anden form
for surrogat, af de børn, der legede blandt ligene, og
af de dødes kroppe, hvis antal var så stort, at de
blev nødt til at blive begravet af en bulldozer, og af
de skarer af skeletter, vaklende og udsultede med døden
i deres øjne, bevidner jeg hermed, at jeg var, i min beskedne
funktion af informationsofficer, en af de 20 allierede officerer,
som så dem først, da det uredigerede filmmateriale,
som det er kaldt, ankom lige efter englændernes befrielsen
af Bergen-Belsen. Men det var i foråret 1945. Indtil da
vidste ingen noget. Vi må ikke dømme med vort
trænede øje af i dag, men med vort blinde øje
af i går."
I virkeligheden havde Maurice Druon "trænede øjne"
i går og "blinde øjne" i dag. Mere end
50 års propaganda har gjort ham blind. Men allerede under
krigen var han og hans onkel Joseph Kessel, begge jøder,
gjort blinde af deres had mod de tyske soldater, da de skrev den
skrækkelige "Partisan-sang", som indeholder formaningen:
"Dræb med kugler og med knive, dræb hurtigt!"?
Amerikanerne og russerne overgår englænderne
I 1951 havde den jødiske forsker Hannah Arendt alligevel
ærlighed nok til at skrive: (55)
"Det er af en vis betydning at indse, at alle billeder
af koncentrationslejrene er vildledende, for så vidt som
de viser lejrene i deres sidste faser; på tidspunktet for
de allierede troppers indmarch i dem. Lejrenes forhold var et
resultat af krigshandlingerne i de sidste måneder af krigen:
Himmler havde beordret evakueringen af alle udryddelseslejre i
østen, og de tyske koncentrationslejre var derfor særdeles
overfyldte, og han var ikke længere i en position til at
sikre fødevareforsyningen i Tyskland."
Således fulgte Eisenhower Churchills førerskab og
gik i gang med, på en amerikansk skala, at bygge et sådan
propagandaværk, baseret på rædselshistorier,
at snart alt blev tilladt i forhold til såvel den besejrede
som den simple faktiske sandhed. I nyhedsrapporttager om de tyske
lejre blev der til de virkelige rædsler tilføjet
rædsler, der, som jeg har sagt, var mere virkelige end virkeligheden.
Elimineret blev billeder eller filmsegmenter, der viste indsatte
med strålende, sunde ansigter, sådan som for eksempel
Marcel Paul (56), eller billeder af dem, som var ved nogenlunde
godt helbred på trods af epidemier og alvorlige mangler
på alt, eller billeder som dem, der blev taget i Dachau,
af de sunde ungarske jødiske mødre med deres børn
på armen. I stedet fik offentligheden kun forevist billeder
af de syge, ødelagte, menneskelige vrag, der rent faktisk
var ligeså meget ofre for de allierede som for tyskerne.
Det var de førstnævnte med deres tæppebombninger
af hele Tyskland og deres systematiske nedskydning af civile fra
luften, selv bønder på markerne der havde
udløst et ragnarok i Europas hjerte.
Respekt for sandheden vil foranledige en til at bemærke,
at hverken Churchill eller Eisenhower, Truman, eller de Gaulle
var uforskammede nok til at tillægge beretningerne om kemiske
slagtehus nogen form for troværdighed. Den opgave overlod
de til deres propagandaspecialister og til dommerne ved militærtribunalerne.
De tyskere, der i de allieredes øjne var skyldige i alle
disse "forbrydelser," blev udsat for rædselsfuld
tortur. Repressalier blev udført mod tyske fanger og civile.
Så sent som i 1951 blev tyske mænd og kvinder hængt.
(Selv i 1980erne skød russerne stadig tyske eller tyskallierede
"krigsforbrydere".) Engelske og amerikanske soldater,
som til at begynde med blev ret chokerede over at se de tyske
byer, der var reduceret til ruiner og deres indbyggere forvandlet
til huleboere, kunne vende hjem med god samvittighed. Churchill
og Eisenhower var garanter for sandheden: De allierede havde besejret
ondskaben, dé havde været Det Godes kræfter.
Der ville blive foranstaltet et "genopdragelsesprogram"
af de besejrede tyskere, hvilket ville inkludere afbrændning
af deres slemme bøger i millionvis. Alt i alt havde det
kæmpemæssige barbari fået en lykkelig afslutning,
og det var blevet udført i en god sags tjeneste. Således
var det bedrag, der blev gjort helligt af "retssagerne"
i Nürnberg.
Et bedrag endeligt undsagt i 1995
Det tog ikke mindre end 50 år før en historiker,
Annette Wieviorka, og en filmproducent, William Karel, i en dokumentarfilm
med titlen Contre l'oubli ("Mod forglemmelse"),
for offentligheden afslørede de amerikanske og russiske
opsættelser og fabrikationer i 1945, der blev udført
i forbindelse med lejrenes befrielse i øst og vest.
Wieviorka, en fransk jøde, og Karel, en israeler, som har
boet i Frankrig siden 1985, er tydeligvis blevet påvirket
af den franske revisionistiske tradition. Selvom de er meget fjendtligt
indstillet overfor denne tradition, har de ikke desto mindre indrømmet,
at tiden til at undsige nogle af udryddelsespropagandaens mest
åbenlyse fabrikationer endeligt er kommet. I forbindelse
med dette emne, kan man enten henvise til en artikel af journalist
Philippe Cusin (57) eller særligt til en anden artikel,
som Béatrice Bocard udarbejdede til genudsendelsen af "Mod
forglemmelse" på Antenne 2 television. Alene denne
artikels titel siger en hel del: "Shoah, fra virkelighed
til teater. Befriernes usmagelige iscenesættelser på
de deporteredes bekostning." (58). I den skrev Bocard:
"Med kun lidt overdrivelse kan det siges, at befrielsen
af koncentrationslejrene introducerede reality showet De første
tegn på den genre af virkelighedsskuespil, som tv- kanaler
som CNN skulle komme til at gøre almindelige 50 år
senere, fremkom allerede dengang, med forsøg på at
overgå hinanden i usmagelighed, voyeurisme, og med den rene
iscenesættelse for øje. De svageste af de overlevende
blev instrueret om at gentage deres replikker foran kameraet:
"Jeg blev deporteret fordi jeg var jøde," siger
en af dem hele to gange. For ikke at blive overgået af det
amerikanske show, optog russerne, der ikke havde gjort noget,
da Auschwitz blev befriet, nogle uger senere en "falsk befrielse"
med polske statister, der entusiastisk byder soldaterne velkommen
"William Karel er den første, der har dissekeret disse
falske billeder, som vi indtil for nylig altid havde fået
at vide var ægte," siger Annette Wieviorka. Hvordan
var det muligt at godtage dem? "Folk har ikke for vane at
betvivle billeder, som de betvivler tekster." Historikeren
forklarer: "Eksemplet med de påståede massegrave
i Timosoara (Rumænien, december 1989) er stadig frisk i
erindringen."
Det siger sig selv, at i denne artikel af Bocard, bliver manipulationerne
præsenteret som uforskammede uforskammede overfor de indsatte
vel at mærke. Nogle tyske soldater og civile undsagde allerede
i 1945 denne slags falsknerier, men i stedet for at blive troet,
blev de anklaget for nazisme eller antisemitisme.
De jødiske organisationers ansvar for denne propaganda
Fra dens oprindelse i 1941 indtil i dag, har den propaganda, der
har udviklet sig om "folkemordet" og "gaskamrene",
i hovedsagen været jødiske organisationers produkt.
Som et resultat er offentligheden gradvist blevet overbevidst
om, at tyskerne under krigen udførte et fysisk udryddelsesprogram
frem for alt rettet mod jøderne, og at "gaskamrene"
på en ganske særlig måde var reserveret til
dem (heriblandt de jødiske "Sonderkommando" medlemmer,
hvis arbejde angiveligt bestod i at lede deres trosfæller
i døden.) Nu om dage udgør de utallige "Holocaus
museer" et jødisk monopol, og et hebræisk ord,
"Shaoh"(katastrofe) bliver mere og mere brugt som betegnelse
for dette formodede folkemord. Hvad end deres rolle har været
i skabelsen af myten og dens succes, spillede de vestlige allierede
kun en birolle, og dette altid under pres fra diverse jødiske
organisationer (hvad angår russerne forholder det sig anderledes:
Moskvas fabrikation af et Auschwitz, hvor jødernes skæbne
ikke spillede nogen nævneværdig rolle, kan være
blevet skabt for at opfylde behovet for en propaganda, mindre
rettet imod folkene bag jerntæppet, end imod de "progressive"
i vesten.)
Den kendsgerning, at nogle jødiske røster i dag
spørger, om der ikke burde være mindre snak om "gaskamre",
har ikke fået de jødiske samfunds ledere til nedtone
"Holocaust" eller Shoahpropagandaen. Set fra de jødiske
historikeres standpunkt er disse utrolige "gaskamre",
for at sige det mildt, blevet lidt af en byrde i forevisningen
af "Shoahreligionen."
En fransk politiker, Jean-Marie Le Pen, har sagt, at de nazistiske
gaskamre er en detalje i anden verdenskrigs historie. Imidlertid
har Eisenhower, Churchill og de Gaulle ikke en gang betragtet
disse kemiske slagtehuse som en detalje. De har i deres respektive
værker om krigen ikke nævnt dem med et eneste ord.
En lignende diskretion kan ses hos historikeren René Rémond,
som var et prominent medlem af først den franske Comité
d'histoire de la Deuxième Guerre mondiale (Komite om den
anden verdenskrigs historie), og derefter af Institut d'histoire
du temps présent (Institut for samtidshistorie.) I sine
to værker, hvor man kunne forvente at læse ordet "gaskammer",
forekommer det slet ikke. Den amerikanske historiker Daniel Jonah
Goldhagen taler om nazigaskamre som et "epiphenomen."
I den 84,000 ord lange franske udgave af Nürnberg-dommen,
er kun 520 ekstremt vage ord dedikeret til beskrivelse af dem
("gaskamrene"), hvilket svarer til 0.62 % af den samlede
tekst. (59)
For en revisionist udgør gaskamrene mindre end en detalje,
da de ganske enkelt aldrig har eksisteret. Men gaskammermyten
er langt mere end en detalje: Den er hjørnestenen i en
kæmpemæssig struktur af alle slags overbevisninger,
som loven (fransk lov) forbyder os at betvivle.
"Gaskamre eller ej, hvad betyder det?" Dette spørgsmål
kan, fyldt med skepsis, undertiden høres. Det generer Pierre
Vidal-Naquet, for hvem det at forlade gaskamrene ville være
"overgivelse i åbent land." (60) Heri kan man
kun være enig med ham. Faktisk er spørgsmålet
om gaskamrenes eksistens grundlaget for besvarelse af spørgsmålet
om, hvorvidt tyskerne skal betragtes som notoriske forbrydere,
eller jøderne som notoriske løgnere (eller tillidsfulde
mennesker.) I det første tilfælde skulle tyskerne
med industrielle midler, i løbet af 3 eller 4 år,
have dræbt industrielle proportioner af stakkels, ubevæbnede
ofre. I det andet tilfælde har jøderne derimod i
mere end et halv århundrede udbredt en løgn af historiske
dimensioner
I 1976 udgav amerikaneren Arthur Robert Butz sin bog "The
Hoax of the Twentieth Century." ("Det 20 århundredes
bedrag.") I avisen "Le Monde" fra den 29 december
1978 og den 16 januar 1979 offentliggjorde jeg to tekster om "Rygtet
om Auschwitz", og i begyndelsen af samme år udgav Wilhelm
Stäglich "Der Auschwitz Mythos." Som udtryk for
den alvorlige jødiske bekymring, der var resultatet af
fremkomsten af disse revisionistiske værker, skrev zionisten
William D. Rubinstein, professor ved Deakin universitet i Melbourne,
på samme tid: " Skulle det vise sig, at Holocaust var
et bedrag, ville våben nr. 1 i Israels propagandaarsenal
være væk." (61) Nogen tid senere erklærede
han på samme måde: " Kendsgerningen er den, at
hvis det kan bevises, at Holocaust er en "zionistisk myte",
så ville det stærkeste af alle våben i Israels
propaganda arsenal bryde sammen."(62)
Otte år senere, som et ekko af disse udtalelser, skrev en
advokat for "International League Against Racism and Anti-Semitism"
(LICRA: Den internationale liga mod racisme og antisemitisme)
(63):
"Hvis det er sandt, at gaskamrene eksisterede, så
har nazi brutaliteten ikke sin lige. Hvis ikke, så har jøderne
løget og antisemitisme vil være retfærdiggjort.
Dette er farerne i denne debat."
Sagt med Ernst Zündels ord: "Holocaust er Israels sværd
og skjold."
Farerne er således ikke blot historiske, men også
politiske. Og de politiske farer repræsenterer et paradoks:
For det første tjener "Holocaust"-myten til at
fordømme den tyske nationalsocialisme, og dernæst
til at fordømme alle former for nationalisme eller den
nationale ide - med undtagelse af den israelske og zionistiske
variant, som myten derimod understøtter.
Farerne er lige så meget økonomiske, hvilket man
vil indse, hvis man tænker på, at tyske skatteborgere
i hvert fald siden underskrivelsen af "erstatningsaftalen"
i Luxembourg i 1952, har betalt astronomiske summer (som Nahum
Goldmann udtrykker det) til såvel Israels jødiske
befolkning, som til jøder udenfor diasporaen, og de skal
forsætte med at betale for Shoah forbrydelserne, der tillægges
dem, i hvert fald indtil året 2030. "Shoah- forretningen",
der er blevet undsagt selv af en Pierre Vidal-Naquet, er uadskillelig
fra selve Shoah.
I dag retfærdiggør Shoah-bluffet en verdensomspændende
afpresning. For det første står et voksende antal
af enten rige eller fattige lande over for krav om nye "godtgørelser"
eller "erstatninger" i form af bjerge af guld og penge;
kravene er stillet af milliardæren Edgar Bronfmans World
Jewish Congress (Den jødiske verdenskongres) og af utroligt
velhavende amerikanske, jødiske organisationer. De europæiske
nationer, begyndende med Schweiz, er ikke de eneste mål.
For øjeblikket koncentrerer en veletableret "mafia"
sig om fire hovedpunkter (der vil uden tvivl blive flere i fremtiden):
"Naziguld," jødiske aktiver, jødiske kunstsamlinger
og jødiske forsikringer. Hovedmålene er regeringer,
banker, museer, auktionshuse, og forsikringsfirmaer. New Jerseys
administration startede, på grund af pres fra jødiske
organisationer, en boykot af schweiziske banker. Dette er kun
begyndelsen. Afpressernes eneste rigtige argument kan beskrives
med et ord: Shoah. Ikke én regering, ikke én bank,
ikke ét forsikringsselskab, har haft mod til at svare skarpt
igen ved at understrege, at det foreliggende krav bygger på
en myte, og at der ikke kan blive tale om at betale for en forbrydelse,
der ikke fandt sted. Schweizerne, der også var under pres
fra jødiske organisationer, var til at begynde med så
naive, at de troede, at det ville være nok at vedtage en
lov, der forbyder at betvivle Shoah. Men aldrig så snart
de havde vedtaget denne lov, præsenterede Bronfman dem for
sin regning. Herefter tilbød de betydelige summer: Et spildt
forsøg. "Min erfaring med schweizerne er den, at medmindre
man holder deres fødder meget tæt på ilden,
tager de dig ikke alvorligt," bemærkede Bronfman. (64)
De moralske misgerninger, der som resultat af "Holocaust-
religionens" udbredelse, er blevet begået særligt
imod Tyskland, og imod ikke-jøder i almindelighed, er utallige.
Vedvarende gentager de jødiske organisationer deres anklager,
ikke blot imod et Tyskland, der angiveligt skulle være skyldigt
i et folkemord imod jøderne, men også imod Churchill,
Roosevelt, de Gaulle, Stalin, Pave Pius XII, the International
Committee of the Red Cross (Det Internationale Rødekors),
samt de neutrale lande, og andre lande. Alle er angiveligt skyldige
i at have tilladt Tyskland at begå dette "folkemord",
og derfor selv medskyldige, hvorfor de også skal betale
"erstatninger."
Jødiske organisationer påtvinger en "Holocaust-
tro"
Mine skriverier har kun beskæftiget sig lidt med "jødespørgsmålet."
Når jeg gennem så lang tid ihærdigt har forfulgt
denne historiske efterforskning uden at skænke "jødespøgsmålet"
særlig opmærksomhed, skyldes det, at jeg bedømte
det til at være af sekundær betydning. Hvis jeg skulle
vie det meget tid, ville jeg måske risikere ikke at forfølge
det vigtigste: For først og fremmest søgte jeg,
på en respektabel måde at bestemme de virkelige og
mytologiske komponenter i historien om det såkaldte "Holocaust"
eller Shoahs . Det var således langt vigtigere for mig at
fastslå de faktiske kendsgerninger, end det var at fastslå
ansvaret.
Og dog, på trods af mig selv, fik to ting mig til at forlade
denne tilbageholdenhed: Talrige jøders holdning til mit
arbejde, og den aggressive måde, hvorpå de henledte
min opmærksom på, at jeg skulle tage stilling til
det emne, der optager så mange af dem, nemlig "Jødespørgsmålet."
Da jeg, tidligt i 1960erne, gik i gang med, hvad Olga Wormser-Migot
i sin doktorafhandling fra 1968, skulle komme til at kalde "problemet
med gaskamrene," vidste jeg på forhånd, hvilken
slags konsekvenser et sådant forehavende ville få.
Paul Rassiniers eksempel var der til at advarer mig om, at jeg
kunne forvente kraftige reaktioner. Alligevel besluttede jeg mig
for at begynde, og at holde mig til forskning, der lå inden
for en helt igennem videnskabelig ramme, samt at publicere mine
resultater. Jeg besluttede mig også for at overlade de potentielle
modstandere ethvert ansvar for tilflugt til tvang eller måske
ligefrem fysisk vold, hvis sagen nogensinde skulle udvikle sig
udover rammerne for et kontroversielt akademisk spørgsmål.
Og det er præcist, hvad der skete. Ved at anvende en metafor
kunne jeg sige, at den skrøbelige dør, bag hvilken
jeg udfærdigede mine revisionistiske skriverier, en dag
pludseligt gav efter for den højlydte pøbel af modstanderes
skubben og masen. Dette fik mig til at bemærke, at disse
ballademagere i deres helhed eller i hvert fald næsten i
deres helhed var sønner og døtre af Israel. "Jøderne"
var braset ind i mit liv. Pludselig fandt jeg dem at være,
ikke som jeg havde kendt dem hidtil, dvs. som individer, man kunne
adskille fra hinanden, men som gensidigt uadskillelige elementer
i en gruppe, der var særligt forenet i had og, for at bruge
deres egne ord, "vrede." Afsindige og med fråde
om munden og med en tone der på en gang var stønnende
og truende. De skreg mig i mit øre, at min forskning krænkede
dem, at mine konklusioner var falske, og at jeg blev nødt
til at sværge troskab til deres version af den anden verdenskrigs
historie.
Denne kosher -version af historien placerer "jøderne"
i krigens centrum, som ofre, imod hvilke alt andet blegner. Dette
al den stund, at vi ved, at krigen var skyld i tæt ved 40
millioner døde. For jøder er deres "udryddelse"
unik i verdenshistorien. Jeg blev advaret om, at medmindre jeg
gav efter, ville min karriere blive ødelagt. Snart herefter
blev jeg slæbt i retten. Og så lancerede det store
synedrium, der bestod af præster, læger og andre tilbedere
af jødisk lovhåndhævelse, ved hjælp af
medierne, en ondskabsfuld kampagne mod mig, hvor man gjorde sig
til talsmand for had og vold. Jeg skal ikke her dvæle ved
fornærmelserne, de fysiske overfald, og retssagerne, der
har været kampagnens endeløse efterspil. (65)
Lederne af disse jødiske organisationer kaldte mig uden
tøven for "nazist," hvilket jeg ikke er. For
så vidt angår sammenligninger synes "palæstinenser"
at være mere passende i mit tilfælde, da de har behandlet
mig som en sådan.. Og jeg mener nu, at jøderne i
deres diaspora opfører sig imod dem, der mishager dem,
som deres trosfæller opfører sig imod dem, der mishager
dem i Palæstina. Mine skriverier er til en vis grad stenene
fra min egen Intifada. Ærligt talt kan jeg ikke se nogen
nævneværdig forskel på, hvordan zionistlederne
opfører sig i Tel Aviv eller Jerusalem, og hvordan jødiske
ledere fra Paris og New York opfører sig: Den samme chikane,
den samme ånd af erobring og dominans, den samme insisteren
på privilegier, alt sammen på baggrund af afpresning
og politisk pres ledsaget af klager og klagesang. Sådan
er situationen i verden i dag. Var den anderledes i fortiden?
Var det jødiske folk ligeså ulykkeligt i forrige
århundreder, som de ofte selv hævder? Har de lidt
ligeså meget pga. de forskellige krige som andre samfund
har? Har de oplevet ligeså megen modgang og ulykke? Har
de virkeligt ikke selv haft noget ansvar for de fjendtlige reaktioner
imod dem, og over hvilke de ikke er sene til at beklage sig? Omkring
dette spørgsmål skrev Bernard Lazare:(66)
"Hvis denne fjendtlighed, ligefrem afsky, kun havde ramt
jøderne en enkelt gang i et enkelt land, ville det være
let at forklare de umiddelbare årsager til denne vrede;
men denne race er derimod blevet mødt med had fra alle
de folk, blandt hvilke de har bosat sig. Jødernes fjender
har været af de mest forskellige racer - racer som beboede
lande langt fra hinanden, og som levede under forskellige love
og regeredes ud fra forskellige principper, de havde hverken de
samme skikke eller traditioner, og de tænkte på forskellige
måder, ude af stand til at bedømme alle ting på
samme måde- derfor må de generelle årsager til
antisemitisme altid have ligget i Israel selv, og ikke blandt
dem, der har bekæmpet Israel. Hermed siges ikke, at jødernes
forfølgere altid har haft retten på deres side, eller
at de ikke har tyet til alle de gerninger, der følger med
brændende had, men blot, at jøderne i det mindste
en del af tiden har bragt deres egne ulykker på sig
selv."
Lazare var ikke på den mindste måde fjendtligt indstillet
overfor sine trosfæller faktisk forholdt det sig lige
modsat. Han havde ærlighed til, i flere passager i sin bog,
at minde om, hvor talentfulde jøderne igennem deres historie
(helt tilbage til antikken) havde været til at opnå
privilegier. Han bemærkede, at mange af de fattige, der
omvendte sig til jødedommen "var tiltrukket af de
privilegier, der blev givet jøderne."(67)
Jeg går ud fra, at jeg her kan tillade mig en personlig
digression.
I min egenskab af forhenværende latinlærer, som anklaget
i retssalene af jødiske organisationer, og som en universitetsprofessor
forhindret i at holde sine forelæsninger af jødiske
demonstranter, og endelig som en forfatter, for hvem det er blevet
forbudt at udgive sine bøger pga. visse overrabbineres
beslutninger, der er blevet ratificeret af den franske republik,
har det slået mig, at jeg kan sammenligne mine oplevelser
med nogle strålende forgængeres oplevelser. Således
går mine tanker til den romerske aristokrat Lucius Flaccus.
I år 59 før vor tidsregning havde Cicero lejlighed
til at forsvare ham, især imod hans jødiske anklagere.
Den beskrivelse af jødisk indflydelse, magt, og metoder
i Rom, som den brillante orator gav i prætoriet, får
mig til at tro, at hvis han vendte tilbage til sin verden sent
i det 20 århundrede, for at forsvarer en revisionist, ville
han ikke behøve at ændre et ord i sin forsvarstale
(der er kendt undertitlen Pro Flacco.)
Da jeg har undervist på Sorbonne-universitet går mine
tanker også til min forgænger Henri Labroue, forfatter
til et værk med titlen "Voltaire antijuif." Sent
i 1942, midt under den tyske besættelse, en tid, hvor man
skulle tro, at jøderne og deres støtter var så
diskrete som muligt, blev han nødt til at forlade sine
forelæsninger om jødedommens historie. Med en nutidig
Sorbonne-storhed André Kaspis ord: "Studiet af jødedommens
historie blev startet ved Sorbonne universitet i begyndelsen af
efterårssemesteret 1942, og blev varetaget af Henri Labroue.
Den første forelæsning fremprovokerede fjendtlige
demonstrationer og episoder, der førte til fagets aflysning."(
68)
I dag ville dusiner af verdenslitteraturens store forfattere,
herunder Shakespeare, Voltaire, Hugo, og Zola (partisanen fra
Captain Dreyfus skrev også "L'Argent"), finde
sig selv i retten, sagsøgt og anklaget af jødiske
organisationer. Blandt de store i fransk politik ville selv socialisten
og pacifisten Jean Jaurès være på "skammens
anklagebænk."
Sådanne overvejelser vil måske brændemærke
mig som "antisemit" eller "antijødisk."
Jeg afviser disse prædikater, da jeg betragter dem som banale
fornærmelser. Jeg ønsker ingen jøde noget
ondt. Samtidigt betragter jeg dog adfærden hos de organisationer
og lobbygrupper, der påstår at repræsentere
jødiske interesser eller "jødisk minde,"
som modbydelig.
Lederne af disse organisationer eller grupper har åbenlyst
de største vanskeligheder ved at forstå, at man kan
handle udfra simpel intellektuel nysgerrighed. Jeg har viet en
stor del af mit liv til revisionisme, først indenfor litterære
studier, og derefter indenfor den historiske forskning. En historieforskning,
der ikke på nogen måder er resultatet af en eller
anden odiøs beregning, eller som står i en anti-jødisk
sammensværgelses tjeneste, men som jeg af en impuls, der
er ligeså naturlig som den, der får fuglene til at
synge og bladene på træerne til at gro, og som får
mennesker i mørke til at søge lyset, måtte
efterleve.
Historievidenskabens naturlige modstand imod denne tro
Jeg kunne have fulgt andre revisionisters eksempel ved at overgive
mig, vise anger, og trække visse udtalelser tilbage. Som
en anden flugtvej ville jeg måske have søgt tilfredsstillelse
i at udtænke smarte og snoede manøvrer. Sent i 1970erne
besluttede jeg mig for ikke alene at kæmpe imod åbenlyst
og offentligt, men også for, at jeg aldrig ville spille
med i modstanderens spil. Jeg besluttede, at jeg ikke ville ændre
noget i min opførsel, samt at jeg ville lade brushovederne
bruse videre dag for dag, hvis det var det, de ville. Blandt jøderne
lyttede jeg kun til de særligt modige, der vovede at forsvare
mig, selvom det så kun varede en enkelt sæson (69)
Som helhed kalder jødiske organisationer dem, der ikke
vil acceptere deres udgave af anden verdenskrigs historie for
"antisemitter." Dette er til at forstå, da man
ved at gå så vidt som til at hævde, som jeg
gør her og nu, at disse organisationer er blandt dem, der
er skyldige i udbredelsen af en gigantisk myte, vel kunne se ud
som om, at man var inspireret af antisemitisme. Men i virkeligheden
drog jeg kun de åbenlyse konklusioner af en historisk forskning,
der forekommer at have været en ret seriøse affære,
al den stund, at ingen ret, på trods af sagsøgers
og anklagers febrilske efterforskning, nogensinde har fundet noget
spor af hulhed, negligeren, bevidst uvidenhed eller falskhed i
min forskning.
Desuden kunne jeg ikke indse, hvorfor jeg for mit vedkommende
skulle vise respekt overfor persongrupper, der aldrig har vist
den mindste respekt overfor mig, min forskning, mine publikationer
eller mit private og professionelle liv. Jeg angriber ikke disse
grupper pga. deres religiøse tilhørsforhold eller
deres tilhørsforhold til staten Israel. Alle menneskegrupper
elsker at svælge i fantasihistorier. Heraf følger,
at det står enhver frit for at opfinde en mere eller mindre
virkelig, samt en mere eller mindre fantasifuld udgave af sin
egen historie. Men denne forestilling skal ikke påtvinges
andre. Dog påtvinger de jødiske organisationer os
deres forestilling, en praksis der i sig selv er uacceptabel,
dette især når disse forestillinger er fundamentalt
forkerte. Og jeg kender ingen anden gruppe i Frankrig, for hvem
det er lykkedes, udfra deres egen religiøse tro (troen
på Shoah), at skabe en lov for hele republikken. En gruppe,
som med indenrigsministerens samtykke nyder det særlige
privilegium, at kunne råde over sin egen bevæbnede
milits, og endelig en gruppe, der kan diktere, at en universitetslærer,
der mishager dem, ikke længere skal have lov til at arbejde,
hverken i Frankrig eller i udlandet.(70)
For en ligefrem revisionisme
Revisionisterne kender faktisk hverken lærermester eller
disciple. De udgør en heterogen gruppe. De vil nødigt
slutte sig sammen, en holdning, der bringer ligeså mange
fordele som ulemper. Deres individualisme gør dem uegnet
til fælles handling. På samme tid er politiet ude
af stand til at infiltrere og holde en sådan forskelligartet
gruppe under overvågning: De kan ikke arbejde sig op igennem
den revisionistiske strukturs kanaler, da en sådan ganske
enkelt ikke findes. Det står disse individer frit for at
improvisere, hver enkelt udfra sine talenter og smag. Revisionistisk
aktivitet kan således antage de mest forskelligartede former.
Kvaliteten af det udførte arbejde afspejler denne forskellighed,
og det må erkendes, at resultaterne er ujævne. Set
udfra dette synspunkt kan man sige, at der stadig mangler at blive
gjort meget. Den rene amatør står skulder ved skulder
med fagmanden, ligesom handlingens mand med forskeren i sit arkiv.
Jeg skal ikke nævne noget navn her af frygt for at brandemærke
nogen. (71)
Hvad angår den måde, hvorpå den revisionistiske
kamp skal kæmpes, står det hævet over enhver
tvivl, at revisionisterne er delt op i mellem støtter og
modstandere af en art politisk realisme. De fleste tilhængere
af denne politiske realisme mener, at de, emnets tabukarakter
taget i betragtning, er bedst tjent med at arbejde indirekte,
og herved undgå et direkte sammenstød med ortodoksiens
vogtere. For disse revisionister er det klodset og uheldig at
sige, at "Holocaust" er en myte. De tror, at det bedre
kan betale sig at lade forstå, at "Holocaust"
faktisk fandt sted, men ikke i det almindeligt anerkendte omfang.
Optaget af strategi og taktik søger de at undgå at
bringe jødisk sensibilitet ud af fatning, og vil forkert
hævde, at den legendariske del af "Holocaust"
historien mere end noget andet er kommunisternes eller de vestlige
allieredes værk - ikke jødernes, og i hvert fald
kun meget lidt. Nye revisionister har i særdeleshed været
tilbøjelige til at deltage i dette bedrageriske sludder,
hvilket indebærer at man må fremstille jøderne
som ofre, ligesom alle andre, for en universel falsk tro. Ifølge
dette synspunkt er jøderne, som følge af en eller
anden iboende kraft, blevet drevet til at tro på folkemordet
og gaskamrene samtidig med, at de også er blevet drevet
til, uden tvivl af samme iboende kraft, at kræve stadig
flere penge i erstatning for deres fiktive lidelser.(72) En omflakkende
jøde, der lige er vandret over til den revisionistiske
lejr, vil af disse revisionister blive budt velkommen som et stort
geni og en frelsende engel. Hvis han annammer opdagelser om Auschwitz
fra sine ikke-jødiske forgængere, som om det var
hans helt egne, også selvom det sker på en klodset
måde, vil denne opkomling blive hyldet som et strålende
videnskabeligt lys.
Jeg accepterer bestemte former af sådan politisk realisme,
men kun på den betingelse, at den betingelse, at den ikke
bliver udført med arrogance. Der ligger ingen overlegenhed,
hverken intellektuelt eller moralsk, i at mene, at målet
helliger midlerne, og at det derfor nogle gange er en simpel nødvendighed
at låne modstanderens våben af hykleri og løgn.
Personligt foretrækker jeg en ligefrem revisionisme; en
revisionisme uden komplekser og for mange kompromisser; en revisionisme
der viser, hvad den er; en revisionisme, der direkte forfølger
sit mål, selv alene, hvis det skulle være nødvendigt;
en revisionisme, der ikke lader fjenden slippe let. Hertil kommer,
at lang erfaring i den revisionistiske kamp fortæller mig,
at den bedste strategi eller taktik vel kunne være en serie
af frontale angreb: Modstanderen forventer dem ikke, han tror,
at ingen ville vove at udfordre ham på en sådan måde,
og opdager at han ikke længere indgyder frygt, han bliver
bragt ud af fatning.
En konflikt uden ende
Ved mere end én lejlighed har revisionisterne foreslået
deres modstandere at afholde en offentlig debat omkring spørgsmålene:
Folkemord, de seks millioner og gaskamrene. Jødiske organisationer
har altid været afvisende. Selv den katolske kirke tillader
i dag en form for dialog med ateister. Synagogen derimod vil aldrig
glemme den fornærmelse, den har været ude for (73),
eller løbe den risiko, det er, at indgå i en dialog
med revisionisterne. Hertil kommer, at der står for mange
politiske, finansielle og moralske interesser på spil for
lederne af staten Israel og jødedommen i diaspora, til
at man kunne nå frem til enighed om at begynde en retfærdig
dialog om kosherversionen af den anden verdenskrigs historie.
Derfor vil styrkeprøven forsætte. Jeg kan ikke se
nogen afslutning på den. Konflikten mellem udryddelsestilhængere
og revisionister, mellem på den ene side en fastlagt officiel
historieskrivning og på den anden side en kritisk, verdslig
historieskrivning, er blot en af mange i den endeløse kamp
mellem religion og fornuft, mellem tro og videnskab, der er forekommet
i menneskelige samfund i årevis. "Holocaust" eller
Shoah-troen er en integreret del af en religion, den hebraiske
religion, for hvilken man ved nærmere undersøgelse
opdager, at Holocaust- blændværket blot er et enkelt
udtryk . Ingen religion er nogensinde brudt sammen under pres
fra fornuft, og vi vil ikke komme til at opleve, hvordan den jødiske
religion forsvinder sammen med et af dens mest vitale elementer.
Den religion er i dag vurderet til at være mindst 1500 eller
3000, hvis ikke 4000 år gammel. Der er ingen grund til,
at de, der lever i år 2000, skulle have det privilegium,
at opleve afgangen af en religion så dybt forankret igennem
tiderne.
Nogen siger, at "Holocaust-" eller Shoahmyten en dag
vil forsvinde af sig selv, ligesom den stalinistiske kommunisme
brød sammen for ikke så længe siden, eller
som den zionistiske myte og staten Israel en dag vil bryde sammen.
Men de, der siger sådan, sammenligner usammenlignelige ting.
Kommunismen og zionismen bygger på usikre fundamenter; Begge
forudsætter temmelig illusoriske aspirationer i mennesket:
Generel mangel på egoisme, en lige fordeling af goder blandt
alle, en følelse af opofrelse, arbejde for fællesnytte.
Deres emblemer har for den førstnævntes vedkommende
været hammer, segl og kolkhoz (kollektivt landbrug), og
for den sidstnævntes vedkommende sværdet, ploven og
kibbutzen. Den jødiske religion for sit vedkommende tillader
ikke, under det udadtil komplekse udseende, der bygger på
masora og pilpul, en sådan tilflugt til fantasi. Den sigter
lavt for at ramme rigtigt. Den bygger på det virkelige.
Bag sløret af Talmuds ekstravagance og intellektuelle eller
verbale trylleri opdager man, at den mere end noget andet er hånd
i handske med penge; Kong Dollar, guldkalven, og forbrugerismens
lokkemidler. Hvem kan mene, at disse "værdier"
snart vil miste deres magt? Og hvorfor skulle staten Israels forsvinden
ved sin gravølsfest bringe skæbnesvangre konsekvenser
for "Holocaust" myten? Tværtimod ville de millioner
af jøder, der herved ville blive tvunget til at bosætte
eller genbosætte sig i de rige vestlige lande, ikke lade
chancen for at begræde "Det Andet Holocaust" og
engang til, endnu mere kraftfuldt, bebrejde hele verden for de
nye prøvelser, der er overgået det jødiske
folk, som derfor skal have erstatning, gå ram forbi.
Når alt kommer til alt er den jødiske religion
og man ser dette ganske tydeligt i "Holocaust" beretninger
forankret i menneskets måske mest fundamentale følelse:
Frygt. Deri ligger dens styrke. Deri ligger dens chance for overlevelse,
på trods af alle farerne og den skade, dens myte har lidt
som følge af historisk revisionisme. Ved at udnytte frygten,
vinder jødedommens udøvere hver gang.
Jeg er enig med den franske sociolog og historiker Serge Thion
(74), der bemærker, at selvom historisk revisionisme har
vundet alle de intellektuelle slag igennem de sidste 25 år,
taber den alligevel den ideologiske kamp hver eneste dag. Revisionismen
støder panden mod en mur, der består af irrationalitet
og en halvreligiøs måde at tænke på,
samt en blank afvisning af overhovedet at overveje noget, der
stammer fra en ikke- jødisk sfære. Vi er i selskab
med en slags verdslig teologi, hvis verdens ypperstepræst
er Elie Wiesel, der oven i købet er blevet hædret
med en Nobelpris.
Fremtiden mellem undertrykkelse og Internet
Nybegyndere til revisionismen skal passe på ikke at gøre
sig nogen illusioner: Deres opgave vil bliver hård. Vil
den blive mindre hård end den var for Paul Rassinier og
dennes umiddelbare efterfølgere? Vil repressionen blive
mindre ubarmhjertig?
Personligt tvivler jeg på dette. Dog vil forandringerne
i den politiske balance og kommunikationsteknologien verden over
måske give minoriteter en chance for at blive mere hørt,
end de har været i den umiddelbare fortid. Takket være
Internet vil det måske blive lettet for revisionister at
omgå censur, og historisk information vil uden tvivl blive
lettere tilgængelig.
Faktum er, at menneskeheden ved afslutningen af et århundrede
og årtusinde på mærkværdig vis oplever
en verden, i hvilken bøger, aviser, radio og fjernsyn er
stadig mere stramt kontrolleret af finansens herrer eller tankepolitiet,
og hvor der samtidigt, parallelt og med tiltagende hastighed,
bliver udviklet nye form for kommunikation, der - i hvert fald
delvist, kan true disse kræfters dominans. Man kan anskue
dette som en verden af to forskellige profiler: Den ene forstenet
og ældende, og den anden, med ungdommelig uforskammethed,
optimistisk skuende mod fremtiden. Den samme kontrast kan ses
indenfor historisk forskning - i hvert fald indenfor den del,
der er under tankepolitiets overvågning. På den ene
side isolerer de officielle historikere, der producerer utallige
værker om "Holocaust" eller Shoah, sig selv med
religiøs overbevisning eller vanvittige argumenter, mens
på den anden side uafhængige sind blot forsøger
at efterleve fornuftens og videnskabens regler. Takket være
den sidstnævnte side, udviser fri historisk forskning i
dag, især på Internet, en imponerende vitalitet.
Opretholderne af en officiel historie, beskyttet og bevogtet af
loven, vil for evigt være dømt til at skulle konfronteres
med udfordrerne af deres vedtagne sandhed. Den førstnævnte
er veletableret og besidder rigdom og magt, men den sidstnævnte
besidder fremtiden.
En forværrelse af undertrykkelsen
Hvis der er et emne, hvor revisionistiske værker kan formidle
ligeså megen information til såvel revisionister som
til ikke-revisionister, så er det om den undertrykkelse,
som de førstnævnte har været udsat for fra
de sidstnævntes side.
Så godt som hver eneste revisionist kan udførligt
berette om, hvad det har kostet ham at tale åbent om et
tabuemne, men han er ikke altid klar over, hvad hans kolleger
i udlandet har været udsat for. Antirevisionisterne har
fra deres side systematisk negligeret omfanget af deres repressive
handlinger. De har kun deres egne pinsler for øje, pinsler
som de kan sammenligne med Torquemadas og de store inkvisatorer:
De er forpligtet til at svinge pisken igen og igen; deres arme
smerter af anstrengelse, de kan mærke kramperne begynde,
de lider, de stønner, de synes, at hvis nogen fortjener
medlidenhed, så er det bødlerne, de dækker
deres øjne og stopper deres ører til, så de
undgår at se og høre deres ofre. Nogle gange er de
ligefrem oprigtigt overraskede, når nogen viser dem en liste
over revisionister, hvis private eller professionelle liv, det
er lykkedes dem at knuse, eller en liste over dem, de har ruineret,
eller over dem, der er blevet straffet med bøder eller
fængsel, eller dem, som er blevet udsat for svær fysisk
overlast, dem, der har fået syre sprøjtet i ansigtet,
dem der er blevet dræbt, eller dem, der er blevet drevet
til selvmord. Alt imens der ikke er et eneste eksempel på,
at en revisionist så meget som har krummet et hår
på sine modstanderes hoveder.
Det må siges, at medierne så vidt det er muligt, forsøger
at skjule virkningerne af denne omfattende undertrykkelse. Udfra
dette mønster har det franske dagblad Le Monde gjort
det til sin specialitet at fortie uhyrligheder, som, hvis deres
ofre havde været jødiske antirevisionister (som Pierre
Vidal-Naquet), ville have udløst protestmarcher og demonstrationer
verden over. I denne henseende er det eneste, som man kan forvente
fra Shoah- apostlene, en advarsel imod forhastede former for antirevisionisme,
da de kan skade jødernes gode rygte og deres tros hellige
sag.
Blandt de seneste repressioner mod revisionister kan man, begyndende
med Frankrig, se undervisningsministeriets afskedigelse af Michel
Adam fra sit arbejde som historielære i en mellemskole i
Bretagne. 57 år gammel og med fem børn, er han nu
helt uden ressourcer, og modtager for øjeblikket ikke en
gang offentlig understøttelse. Vincent Reynouard, der også
blev afskediget fra sit job som underviser, er et andet eksempel.
Den 10 november 1998 blev han af en domstol i Saint-Nazaire idømt
3 måneders fængsel samt en bøde på 10.000
franc for at have distribueret "The Rudolf Report."
Reynouard er 29 år gammel, gift, og har fire små børn,
og nu er han og hustru uden midler. Pastor Roger Parmentier er
endnu et eksempel. Denne mand er blevet ekskluderet fra det Socialistiske
Parti for at have støttet Roger Garaudy i dennes seneste
retssag. Den franske politiker Jean-Marie Le Pen er endnu et eksempel.
Han er blevet tiltalt i både Frankrig og Tyskland for en
harmløs bemærkning om, at gaskamrene kun udgør
en detalje i verdenshistorien.(75)
I Barcelona blev boghandleren Pedro Varela den 16 november 1998
dømt for at "benægte Holocaust" og "opildne
til racehad." Dette skete på foranledning af Simon
Wiesenthal Centret, SOS-Racismo España, samt byens to jødiske
samfund og den Spanske liberale jødiske bevægelse.
Han blev idømt 5 års fængsel, samt såvel
en bøde på 720,000 pesetas (ca. 5000 dollar) og at
skulle betale sagens omkostninger. Hans boghandels lager (20,972
bøger og hundreder af lyd og videokassetter) står
til at skulle blive tilintetgjort ved ild. Hans forretning har
tidligere været udsat for voldelige overfald, herunder ildspåsættelse.
Ved flere lejligheder er han og hans kvindelige ansatte blevet
overfaldet. (76)
I Tyskland bliver flere og flere revisionistiske værker
beslaglagt og brændt. Gary Lauck (en amerikansk statsborger
udleveret fra Danmark til Tyskland ), Günter Deckert og Udo
Walendy sidder stadig i fængsel (nu ikke længere,
Oversætters anm.), og de kan betragte sig selv som heldige,
hvis deres straffe ikke bliver forlænget under et eller
andet påskud. Efter at have afsonet en dom på et år
er Erhard Kemper fra Münster truet af nye, hårdere
domme, der højst sandsynligt vil holde ham bag lås
og slå resten af livet. Han er nu gået under jorden.
Andre tyskere og østrigere lever i eksil.
I Canada fortsætter Ernst Zündels og hans venners vanskelige
kamp for "Human Rights Commission" tribunalerne
ad hoc domstole, der fornøjet spotter den tiltaltes basale
rettigheder. Det er for eksempel forbudt at argumenterer med,
at det, man har skrevet, stemmer overens med efterprøvelige
kendsgerning. Disse tribunaler erklærer således helt
åbenlyst, at "sandhed ikke er noget forsvar",
og at de kun er interesseret i at vide, hvorvidt den tiltaltes
skriverier har stødt visse personer. Andre særlige
kommissioner med forbindelse til Canadian Intelligence Service
afholder lukkede retsmøder mod revisionister på basis
af en fil, der ikke bliver forelagt den tiltalte. (77)
Jødiske grupper verden over fortsætter med at presse
på for indførslen af nye og mere repressive anti-revisionistiske
love. Ved en konference i 1998 i Salonica efterlyste den Internationale
organisation af jødiske advokater og jurister indførslen
af sådanne love i lande, der endnu ikke har antaget dem,
og man lod vide, at man ville holde lignende møder i mere
end 20 lande for at drive lobbyvirksomhed for nye og hårdere
anti-revisionistiske love (78)
Pligten til modstand
Uanset hvilke storme og omvæltninger der finder sted, nu
eller i fremtiden, må den revisionistiske historiker stå
fast. Frem for kulten af "stamme mindepleje", der bygger
på frygt, hævngerrighed og grådighed, vil han
foretrække den stædige søgning efter nøjagtighed.
På denne måde vil han, måske uden selv at indse
det, bringe retfærdighed til alle den anden verdenskrigs
virkelige ofre og deres lidelser. Og set udfra dette synspunkt,
så er det revisionisten, der nægter at gøre
forskel på grund af race, religion, eller nationalitet.
Frem for alt vil han afvise det hovedbedrag, der satte kronen
på konfliktens hoved: Det bedrag, der affødte Nürnberg-
og Tokyo-retssagerne, og tusinde af andre retssager siden krigen,
i hvilke sejrsherren, selv i dag, uden på den mindste måde
selv at skulle stå til ansvar for sine egne forbrydelser,
har tilegnet sig retten til at tiltale og dømme den slagne.
I modsætning til den aristokratiske forfatter Chateaubriands
(1768-1848) visioner, så er historikeren næppe bestilt
til almindelige mennesker, og endnu mindre til de almindelige
mennesker, der hævder at være guds egne.
Uanset hvilket emne, så har historikeren i almindelighed,
og den revisionistiske historiker i særdeleshed, ingen anden
mission, end at bestemme, hvorvidt det, der bliver sagt, er korrekt.
Den mission er basal og indlysende, men også som erfaringen
viser os-farlig.
Noter
(1) "'Holocaust-Leugner,' 'Revisionist,' 'Negationist' --
jeder weiss, was ein solcher Vorwurf bedeutet. Er bedeutet soviel
wie Ausschuss aus der zivilisierten Menschheit. Jemand, den eine
solche Verdächtigung ereicht, ist erledigt. Seine bürgerliche
Existenz ist dahin und sein Ansehen als Wissenschaftler ruiniert."
"Man wird darüber zu reden haben, wie es um die ôffentlichkeit
in einem Land bestellt sein muss, in dem es ausreicht, die Keule
der Auschwitz-Lüge zu schwingen, um einem Wissenschaftler
von Rang binnen einer Sekunde moralisch zu erledigen."
These are the words of Karl Schlögel, writing in defense
of Gabor Tamas Rittersporn, who was accused by Maxime Leo of having
lent his support to Robert Faurisson's freedom of speech in 1980.
"Holocaust-Leugner im Berliner Center Marc Bloch," Berliner
Zeitung, Feb. 12, 1998; "Eine Jagdpartie. Wie man einen Wissenschaftler
ruiniert," Frankfurter Allgemeine Zeitung, Feb. 18, 1998,
p. 42.
(2) "In July 1981 [actually, July 16, 1986], the Knesset
passed a law that prohibited the denial of the Holocaust: 'The
publication, in writing or orally, of work that denies the acts
committed during the period of the Nazi rule, which are crimes
against the Jewish people or crimes against humanity, or that
downplays their dimensions with the intention of defending those
who committed these crimes or of expressing support for or identification
with them is liable to five years' imprisonment.' A proposal to
impose ten years' imprisonment was not accepted. Thus the extermination
of the Jews was no longer a subject for the historians; it was
almost as if it had been uprooted from history itself and had
become a national doctrine of truth, protected by law, somewhat
similar in legal status to religious faith. Indeed, in one way
the Holocaust has even a higher status than religion: The maximum
punishment for 'crass injury' to religious sensibilities or tradition
-- including, presumably, any denial of God's existence -- is
one year in prison." Tom Segev, The Seventh Million: The
Israelis and the Holocaust (New York: Hill and Wang, 1993), p.
464.
(3) Bulletin quotidien d'informations de l'Agence télégraphique
juive, June 2, 1986, pp. 1, 3.
(4) See: Robert Maxwell, "J'accuse," Sunday Mirror (owned
by Maxwell), London, July 17, 1988, p. 2.
(5) "Jewish Militants: Fifteen Years, and More, of Terrorism
in France," The Journal of Historical Review, March-April
1996, pp. 2-13.
(6) On the complications in using hydrocyanic acid (and Zyklon),
see: R. Faurisson, "The Mechanics of Gassing," The Journal
of Historical Review, Spring 1980, pp. 23-30; R. Faurisson, "The
Gas Chambers of Auschwitz Appear to be Physically Inconceivable,"
The Journal of Historical Review, Winter 1981, pp. 311-317; R.
Faurisson, "The Gas Chambers: Truth or Lie?," The Journal
of Historical Review, Winter 1981, pp. 319-373, esp. pp. 356-358;
B. Kulaszka, ed./ comp., Did Six Million Really Die?: Report of
the Evidence in the Canadian 'False News' Trial of Ernst Zündel
(Toronto: Samisdat, 1992), pp. 322-334, 471-489 (including the
"Leuchter Report" and Nuremberg document NI-9912).
(7) M. Weber, "Zionism and the Third Reich," The Journal
of Historical Review, July-August 1993, pp. 29-37.
(8) The "Jewish babies [were] thrown, alive, into the crematories."
Thus writes Pierre Weil, director of the French public opinion
poll institute SOFRES, in his article "L'anniversaire impossible,"
Le Nouvel Observateur, Feb. 9, 1995, p. 53.
(9) "Moreover, it is worthwhile ... to stress that the ghetto
is historically a Jewish invention." Nahum Goldmann, Le Paradoxe
juif (Paris, Stock, 1976), pp. 83-84. US edition: The Jewish Paradox
(New York: 1978), p. 66. See also Pierre-André Taguieff,
"L'identité juive et ses fantasmes," L'Express,
Jan. 20-26, 1989, p. 65.
(10) R. Faurisson, "How the British Obtained the Confessions
of Rudolf Höss," The Journal of Historical Review, Winter
1986-87, pp. 389-403.
(11) H. Roques, The 'Confessions' of Kurt Gerstein (IHR, 1989);
H. Roques, Quand Alain Decaux reconte l'histoire du SS Kurt Gerstein
(1998); "French Court Fines Faurisson, Roques for 'Holocaust
Denial' Book," The Journal of Historical Review, Nov.-Dec.
1995, pp. 13-17.
(12) R. Faurisson, "Genocide by Telepathy, Hilberg Explains,"
The Journal of Historical Review, Jan.-Feb. 1999, pp. 15-16.
(13) See, for example, the 1960 letter by Martin Broszat, "No
Gassing in Dachau," and, "Wiesenthal Re-Confirms: 'No
Extermination Camps on German Soil'," both in The Journal
of Historical Review, May-June 1993, pp. 9-12.
(14) Eric Conan, "Auschwitz: la mémoire du mal,"
L'Express, Jan. 19-25, 1995, p. 68. note "Major French Magazine
Acknowledges Auschwitz Gas Chamber Fraud," The Journal of
Historical Review, Jan.-Feb. 1995, pp. 23-24.
(15) E. Conan, "Auschwitz: la mémoire du mal,"
L'Express, Jan. 19-25, 1995 (cited above), p. 68. In 1992, that
is, long after "the late 1970s," David Cole, a young
Californian revisionist of Jewish origin, was presented as the
discoverer of the "gas chamber" falsifications at Auschwitz
I. In a mediocre video, he showed, on the one hand, the Museum
guides' version (according to which the gas chamber is genuine)
and, on the other hand, that of Franciszek Piper, a member of
the Museum administration (for whom this gas chamber is "very
similar" to the original). There was nothing new in that.
The trouble was that Cole and his friends exaggerated greatly
-- to put it mildly -- in later claiming that Piper had acknowledged
that there had been a "fraud." There had indeed been
a fraud, but unhappily Cole was not able to unmask it because
he was too unfamiliar with the body of revisionist work. He could
have definitively confounded Piper by showing him, on film, the
original blueprints I had discovered in 1975-1976 and published
"in the late 1970s." These plainly show that today's
alleged "gas chamber" is the result of a certain number
of makeovers of the premises carried out after the war. For instance,
the ceiling's four alleged "holes for the pouring in of the
Zyklon B" were made -- quite crudely and clumsily -- after
the war: the steel reinforcement bars in the concrete were broken
by the Polish Communists and remain today as they were left then.
(On the Cole video, note G. Raven, "Dramatic New Videotape
Presentation Takes Aim at Key Holocaust Claims," and, D.
Cole , "A Jewish Revisionist's Visit to Auschwitz,"
both in The Journal of Historical Review, March-April 1993, pp.
8-13.)
(16) R. J. van Pelt and D. Dwork, Auschwitz, 1270 to the Present,
(London: Yale University Press, 1996; New York: W. W. Norton,
1996), pp. 363-364, 367, 369. note R. Faurisson, "The 'Gas
Chamber' of Auschwitz I," The Journal of Historical Review,
Sept.-Dec. 1999, pp. 12-13.
(17) See: "French Court Fines Faurisson, Roques for 'Holocaust
Denial' Book," The Journal of Historical Review, Nov.-Dec.
1995, pp. 13-17. note "'The Jewish World' Against Pressac,"
The Journal of Historical Review, Jan.-Feb. 1996, p. 41. Three
years later, Pressac was reduced to writing: "Thus, according
to the statements of former members of the Sonderkommando, it
is reckoned with firm certainty that a film on homicidal gassings
was shot by the SS at Birkenau. Why should it not be found by
chance [at some future date] in the attic or cellar of a former
SS man?" Source: J.-C. Pressac, "Enquête sur les
chambres à gaz," in Auschwitz, la Solution finale
(Paris), Collections de L'Histoire, no. 3, October 1998, p. 41.
(18) J.-C. Pressac, Les Crématoires d'Auschwitz (CNRS,
1993), p. 148; J.-C. Pressac, Die Krematorien von Auschwitz (Piper,
1994), pp. 199, 202. note R. Faurisson, "Auschwitz: Facts
and Legend," The Journal of Historical Review, July-August
1997, pp. 17, 19.
(19) Arno J. Mayer, Why Did the Heavens Not Darken?: The "Final
Solution" in History (New York: Pantheon, 1989), p. 362.
In this same book he also wrote (p. 365): "Besides, from
1942 to 1945, certainly at Auschwitz, but probably overall, more
Jews were killed by so-called 'natural' causes [starvation, disease,
sickness, and overwork] than by 'unnatural' ones."
(20) Jacques Baynac in Le Nouveau Quotidien (Lausanne), September
2, 1996, p. 16, and September 3, 1996, p. 14. See, beforehand,
Jacques Baynac and Nadine Fresco, "Comment s'en débarrasser
?" ("How to get rid of them?" -- that is, the revisionists"),
Le Monde, June 18, 1987, p. 2. note R. Faurisson, "An Orthodox
Historian [Baynac] Finally Admits That There is No Evidence for
Nazi Gas Chambers," The Journal of Historical Review, July-August
1998, pp. 24-28.
(21) It has sometimes been held that the six million figure originated
in a newspaper article published in ... 1919, under the signature
of Martin H. Glynn, former governor of New York: "The Crucifixion
of Jews Must Stop!" (The American Hebrew, October 31, 1919).
In this article Glynn made an appeal for contributions to help
six million European Jews who, he wrote, were being subjected
to starvation and persecution and were thus experiencing a "holocaust,"
a "crucifixion." (A facsimile of a portion of this article
is in The Journal of Historical Review, Nov.-Dec. 1995, p. 31.)
The word "holocaust," with the meaning of "disaster,"
is attested in English as early as the 17th century. In this 1919
usage, it designates the consequences of a famine described as
an impending disaster. In 1894, French Jewish writer Bernard Lazare
(1865-1903) applied the word to the massacres of Jews: "...
from time to time, kings, noblemen, or the urban rich offered
their slaves a holocaust of Jews ... the Jews were offered in
holocaust." B. Lazare, L'Antisémitisme, son histoire
et ses causes (Paris: L. Chailley, 1894; re-issued: Paris, La
Vieille Taupe, 1985), pp. 67, 71.
(22) Lucy S. Dawidowicz, A Holocaust Reader (New York: Behrman
House, 1976), p. 327. Weissmandel's letters were published in
Hebrew in New York in 1960 under the title Min hametzar. Portions
of two of them are published in translation in A Holocaust Reader.
(23) For this discovery I am indebted to the German historian
Joachim Hoffmann. See: J. Hoffmann, Stalins Vernichtungskrieg
1941-1945 ("Stalin's War of Annihilation"), Munich:
Verlag für Wehrwissenschaften, 2nd edition, 1995, p. 161,
and n. 42 on p. 169. Hoffmann points out that Ehrenburg gave that
figure in an article in the Soviet War News of January 4, 1945,
headlined: "Once Again -- Remember!" While trying to
verify this point at London's Imperial War Museum, I found nothing
under that date. However, I did find the text mentioned by Hoffmann
under another heading and another date: "Remember, Remember,
Remember," in Soviet War News, December 22, 1944, pp. 4-5.
In the 5th edition of Stalins Vernichtungskrieg 1941-1945 (Munich:
Herbig, 1999), see pp. 183, 193-194, 327, 390-393, including facsimile
of Ehrenburg's essay in the Soviet War News of Dec. 22, 1944.
(24) "Holocaust Survivors," Adina Mishkoff, Administrative
Assistant, AMCHA, Jerusalem, August 13, 1997. (The figures are
provided by the office of Israel's prime minister.)
(25) The Museum's miserable and fallacious mock-up has openings
in the roof for introducing the Zyklon (openings that, in fact,
never existed), as well as allegedly perforated pillars (which,
as one can also see today, were solid). This mock-up is reproduced
in another guide book published in 1995: Jeshajahu Weinberg and
Rina Elieli, The Holocaust Museum in Washington (New York: Rizzoli),
pp. 126-127. On the other hand, this second guidebook does not
show the "document" that Berenbaum had presented in
his own 1993 guide, The World Must Know (p. 138) as an exhibit
par excellence proving the reality of homicidal gassings: an alleged
gas chamber door at Majdanek. Regarding this Majdanek "gas
chamber" door, see: R. Faurisson, "The US Holocaust
Museum: A Challenge," The Journal of Historical Review, July-August
1993, pp. 14-17, esp. p. 16; "Gas Chamber Door Fraudulently
Portrayed at US Holocaust Musuem," The Journal of Historical
Review, Sept.-Oct. 1993, p. 39.
(26) Le Nouvel Observateur, Sept. 30, 1993, p. 96.
(27) .All Rivers Run to the Sea: Memoirs, volume I (New York:
Knopf, 1995), p. 74.
(28) Michael Berenbaum and Abraham J. Peck, eds., The Holocaust
and History: The Known, the Unknown, the Disputed and the Reexamined.
Published in association with the United States Holocaust Memorial
Museum (Washington, DC). Bloomington: Indiana University Press,
1998. xv + 836 pages; 55 contributions. See the review by R. Faurisson
of this book: "Much 'Holocaust' But No History: The Failure
of Rabbi Berenbaum," The Journal of Historical Review, Sept.-Oct.
1998, pp. 29-31.
(29) M. Berenbaum and A. J. Peck, eds., The Holocaust and History
(cited above), p. 15.
(30) Compare this with the media exaggerations about "genocide"
in Timosoara, Romania, December 1989. On this see the essay by
Faurisson, "Un mensonge gros comme le le siècle,"
in his Écrits révisionnistes (1999), vol. III, p.
1141-1150.
(31) The purported model of a crematory with its "gas chamber"
on display at the Auschwitz State Museum, as well as the one at
the US Holocaust Memorial Museum in Washington, are so cursory
in design precisely regarding the "gas chamber," and
at such variance with the remains that one may examine on site
at Auschwitz-Birkenau, that it is laughably simple to prove that
these two models are purely fanciful. See above, note 25.
(32) Among the best known are: Odette Abadie, Louise Alcan, Esther
Alicigüzel, Jehuda Bacon, Charles Baron, Bruno Baum, Charles-Sigismond
Bendel, Paul Bendel, Maurice Benroubi, Henri Bily, Ada Bimko,
Suzanne Birnbaum, Eva Brewster, Henry Bulawko, Robert Clary, Jehiel
Dinour (alias K. Tzetnik), Szlama Dragan, Fania Fénelon,
Arnold Friedman, Philip Friedman, Michel Gelber, Israël Gutman,
Dr. Hafner, Henry Heller, Benny Hochman, Régine Jacubert,
Wanda Jakubowska, Stanislas Jankowski alias Alter Fajnzylberg,
Simone Kadouch-Lagrange, Raya Kagan, Rudolf Kauer, Marc Klein,
Ruth Klüger, Guy Kohen, Erich Kulka, Simon Laks, Hermann
Langbein, Leo Laufer, Sonia Litwinska, Renée Louria, Henryk
Mandelbaum, Françoise Maous, Mel Mermelstein, Ernest Morgan,
Filip Müller, Flora Neumann, Anna Novac, Myklos Nyiszli,
David Olère, Dounia Ourisson, Dov Paisikovic, Gisella Perl,
Samuel Pisar, Macha Ravine-Speter, Jérôme Scorin,
Georges Snyders, Henri Sonnenbluck, Jacques Stroumsa, David Szmulewski,
Henri Tajchner, Henryk Tauber, Sima Vaïsman, Simone Veil
née Jacob, Rudolf Vrba, Robert Weil, Georges Wellers ...
(33) The US edition of Fragments was published in 1996 by Schocken
(Random House), New York.
(34) Weltwoche (Zurich), August 27 and September 3, 1998; Nicolas
Weil, "La mémoire suspectée de Binjamin Wilkomirski,"
Le Monde, October 23, 1998, p. v. note "Holocaust Survivor
Memoir Exposed as Fraud," The Journal of Historical Review,
Sept.-Oct. 1998, pp. 15-16.
(35) Donald Watt, Stoker: The Story of an Australian Soldier Who
Survived Auschwitz-Birkenau (Simon & Schuster [Australia],
1995). note Doug Collins, "Australian Rambo Unmasked at Last,"
The Journal of Historical Review, Jan.-Feb. 1998, p. 5-6.
(36) Fred Sedel, Habiter les ténèbres ("Living
in the Gloom"), Paris and Geneva: La Palatine, 1963, and
Paris: A.-M. Métaillié, 1990. note R. Faurisson,
"A Prominent False Witness: Elie Wiesel," IHR leaflet,
1996; R. Faurisson, "Auschwitz: Facts and Legend," The
Journal of Historical Review, July-August 1997, pp. 14-19; R.
Faurisson, "Elie Wiesel: One More Lie," The Journal
of Historical Review, May-June 1999, p. 28.
(37) Vivre, c'est vaincre ("To Live is to Win"), by
A. Rogerie (Maulévrier: Maine-et-Loire, France, 1988),
is presented as having been written in 1945 and printed in the
third quarter of 1946. In 1988, it was republished with fanfare
by Héraut-Editions, with, on the cover, a blurb strip reading
"J'ai été témoin de l'Holocauste"
("I was witness to the Holocaust"). It was in Le Figaro
of May 15, 1996, (p. 2) that Rogerie declared that he had "beheld
the Shoah at Birkenau." The extremely succinct description
of the "gas chambers" and of the ovens with which he
was supplied conflicts with today's accepted version: his "witness"
had told him of gas entering the chambers from shower heads, and
of electric ovens (p. 75).
(38) A. Rogerie, Vivre, c'est vaincre (cited above), pp. 70, 85,
82 ("Caïds"), 83 ("Planque royale," "je
garde de bons souvenirs"), 84, 87 ("A l'encontre de
bien d'autres, j'y ai été moins malheureux que partout
ailleurs").
(39) Samuel Gringauz, "Some Methodological Problems in the
Study of the Ghetto," in Jewish Social Studies (A Quarterly
Journal Devoted to Contemporary and Historical Aspects of Jewish
Life), Volume XII, edited for The Conference on Jewish Relations,
New York, 1950, pp. 65-72; p. 65.
(40) H. Rauschning, Hitler Speaks (London: T. Butterworth, 1939).
Published in the US under the title The Voice of Destruction (New
York: G.P. Putnam's Sons, 1940). Note David Irving, Hitler's War
(London: Focal Point, 1991), p. 8 (introduction); "Rauschning's
Phony 'Conversations With Hitler': An Update," The Journal
of Historical Review, Winter 1985-86, pp. 499-500.
(41) Statement by Justice Jackson on June 21, 1946. Trial of the
Major War Criminals Before the International Military Tribunal
(Nuremberg: 1947-1949), IMT "blue series," vol. 16,
pp. 529-530.
(42) M. Weber, "The 'Warsaw Ghetto Boy'," The Journal
of Historical Review, March-April 1994, pp. 6-7.
(43) Nahum Goldmann, Le Paradoxe juif (cited above), pp. 148-149.
US edition: The Jewish Paradox (New York: 1978), p. 122. note
M. Weber, "The Nuremberg Trials and the Holocaust,"
The Journal of Historical Review, Summer 1992, esp. pp. 170-172,
202.
(44) A. Neave, They Have Their Exits (London: Hodder and Stoughton,
1953), p. 172.
(45) The two words in quotation marks, "boys" and "job,"
appear in the original in English.
(46) Gentioux in is the French département of Creuse. Saint-Martin-d'Estréaux,
in the Loire département. From a text of about 250 words
on the Saint-Martin-d'Estréaux memorial, one may particularly
remember the following: "More than twelve million dead! As
many individuals thus to go unborn! Still more maimed, wounded,
widowed and orphaned! Countless billions in assorted destructions.
Scandalous fortunes made from human misery. The innocent before
firing squads. The guilty honored. A horrid life for the disinherited.
The frightful price to pay." Further on it reads: "The
spirit of Nations must be improved by improving that of individuals
with an enriched and widely expanded instruction. The people must
know how to read. And above all to grasp the importance of what
they read." The text ends: "Cursed be war. And its perpetrators!"
(47) See: Christiane Gallus, "Une pandémie qui a fait
trois fois plus de victimes que la guerre de 1914-1918" ("A
pandemic that claimed three times as many victims as the war of
1914-1918"), Le Monde, Dec. 31, 1997, p. 17.
(48) Hitler: Born at Versailles, by Léon Degrelle (1906-1994).
Published by the IHR (hardcover, 535 pages, with photos).
(49) Pierre Kaufmann, "Le danger allemand" ("The
German Danger"), Le Monde, Feb. 8, 1947.
(50) See: Arthur Ponsonby, Falsehood in Wartime (New York: E.P.
Dutton, 1929; IHR, 1991).
(51) Mark Weber, "Bergen-Belsen Camp: The Suppressed Story,"
The Journal of Historical Review, May-June 1995, pp. 23-30. Source
cited: Raymond Phillips, ed., Trial of Josef Kramer and Forty-Four
Others (The Belsen Trial), (London: William Hodge, 1949), pp.
163-166.
(52) Such was the case, for instance, of Bartley C. Crum in his
book Behind the Silken Curtain (New York: Simon & Schuster,
1947), p. 114. As late as 1978, a Jewish publication was to show
that bulldozer, but not without shrewdly beheading the driver
in such a way as to hide his British army beret. Arthur Suzman
and Denis Diamond, Six Million Did Die: The Truth Shall Prevail
(Johannesburg: South African Board of Jewish Deputies, 1978, 2nd
edition), p. 18.
(53) Alfred Hitchcock, born in 1899, was already well known in
1945. For his macabre or morbid tastes, his art of manipulating
the public," and the strange fascination brought to bear
on his mind by gas, one may read Bruno Villien, Hitchcock (Paris:
Colonna, 1982), pp. 9-10.
(54) Le Figaro, October 24, 1997, p. 10.
(55) H. Arendt, The Origins of Totalitarianism (New York: Harcourt,
Brace, 1951), p. 446, n. 138.
(56) A famous French Communist résistant, Marcel Paul,
much like General Rogerie, had a rather "good war" in
the camps.
(57) Le Figaro, Jan. 16, 1995, p. 29.
(58) "La Shoah, de la réalité aux shows. Face
aux récits des déportés, l'indécente
mise en scène de leurs libérateurs," Libération,
Dec. 18, 1995, p. 41.
(59) R. Faurisson, "The Detail," The Journal of Historical
Review, March-April 1998, pp. 19-20.
(60) "Capituler en rase campagne": Pierre Vidal-Naquet,
"Le secret partagé," Le Nouvel Observateur, Sept.
21, 1984, p. 80.
(61) Letter appearing in Nation Review (Australia), June 21, 1979,
p. 639. (In 1997 Rubinstein was Professor of History at the University
of Wales -Aberystwyth.)
(62) "The Left, the Right, and the Jews," Quadrant (Australia),
Sept. 1979, p. 27.
(63) Bernard Jouanneau, La Croix, Sept. 23, 1987, p. 2. (LICRA
= Ligue internationale contre le racisme et l'antisémitisme)
(64) Globe and Mail (Toronto), June 2, 1998, pp. A1, 15. Together
with his son, Edgar Bronfman, Jr., the senior Bronfman controls
the Seagram's group, a North American alcohol empire that also
includes such major media holdings as Universal Studios and MCA.
In early 1998 a group of prominent Americans, including former
Bush administration cabinet member William Bennett, voted Brofman
the first ever "Silver Sewer" award, notably for the
Jerry Springer Show, owned by Universal subsidiary USA Networks,
which features "pregnant strippers, teenage prostitutes fighting
with pimps, or undertakers having sex with corpses." (Financial
Times, March 21-22, 1998, p. 2)
(65) See: "Jewish Militants: Fifteen Years, and More, of
Terrorism in France," The Journal of Historical Review, March-April
1996, pp. 2-13. note M. Weber, The Zionist Terror Network (IHR,
1993).
(66) B. Lazare, L'Antisémitisme, son histoire et ses causes
(cited above), opening page of first chapter. Bernard Lazare (1865-1903),
a major French Jewish writer of the late 19th century, played
an important role in the Dreyfus affair.
(67) B. Lazare, L'Antisémitisme (cited above), p. 27.
(68) A. Kaspi, Les Juifs pendant l'Occupation ("The Jews
during the Occupation"), revised edition (Paris: Le Seuil,
1997 [1991]), p. 109, n. 27.
(69) I sometimes hear it said that there is greater risk for a
Jew than for a non-Jew to profess revisionist views. The facts
disprove this assertion. Not one Jew has been convicted or held
liable in court for revisionism, not even Roger-Guy Dommergue
(Polacco de Menasce) who, for years, has produced the most vehement
writings against the lies of those whom he calls his "fellow
creatures" (congénères). No-one as yet has
ventured to invoke either the Pleven (1972) or the Fabius-Gayssot
Act (1990) against him. At the same time, the case of the young
American revisionist David Cole deserves to be recalled, for it
shows to what degree of violence certain Jewish organizations
can resort in order to silence Jews who have sided with the revisionist
cause. (In January 1992, for example, David Cole was physically
attacked by Jewish thugs of the "Jewish Defense League,"
who pushed him down a flight of stairs and hit him in the face,
bloodying his nose. Source: M. Weber, The Zionist Terror Network
[IHR, 1993], p. 14.)
(70) Note especially the case of Bernard Notin. R. Faurisson,
"The Notin Affair: Jewish Organizations Make the Law,"
The Journal of Historical Review, Sept.-Oct. 1997, pp. 17-18.
(71) An independent researcher, even if he does not identify himself
as a revisionist, can contribute indirectly to revisionism by
the mere quality of his work. I shall mention one name here, that
of Jean Plantin, director of a publication whose title alone indicates
its erudite character: Akribeia, the name of his quarterly, is
Greek for "exactitude," "painstaking care,"
and has given French the learned word "acribie" (quality
of the scholar who works with extreme care). Akribeia, 45/3, Route
de Vourles, 69230 Saint-Genis-Laval, France. (See: "Scholarly
French Journal Strives for 'Exactitude'," The Journal of
Historical Review, Nov.-Dec. 1998, pp. 31.)
(72) See the pertinent analysis by Guillermo Coletti, "The
Taming of Holocaust Revisionism," distributed on the Internet
(November 13, 1998) by the Anti-Censorship News Agency (E-mail
address: [email protected]).
(73) "Forgetting is not our main virtue" -- the words
of the president of the board (consistoire) of the Toulouse Jewish
community, as cited in Le Figaro, Oct. 9, 1997, p. 10.
(74) Serge Thion is, in particular, the author of a revisionist
work bearing the eloquent title Une Allumette sur la banquise
("A Match to the Ice Floe"). A revisionist book, he
writes (p. 90), even if its contents seem like dynamite, perhaps
gives off, all told, no more light and heat than a match "in
the polar night, put to the ice floe of frozen ideas."
(75) See: M. Weber, "French Courts Punish Holocaust Apostasy,"
The Journal of Historical Review, March-April 1998, pp. 14-18;
"Swiss Court Punishes Two Revisionists," The Journal
of Historical Review, July-August 1998, pp. 2-10.
(76) See: "Un libraire espagnol condamné pour 'apologie
de génocide'" ("A Spanish Bookseller Convicted
for 'Justification of Genocide'"), Le Monde, Nov. 19, 1998,
p. 3; also, an article by Emmanuel Ratier in his periodical Faits
& Documents ("Facts & Documents"), Paris, Dec.
1, 1998, p. 12. (See also: M. Weber, "Spanish Court Sentences
'Thought Criminal'," The Journal of Historical Review, Nov.-Dec.
1998, pp. 21-23.)
(77) In late 1998 it was announced that a new Canadian anti-revisionist
law would permit police to make house searches to seize books
and other materials that, in their view, might serve to spread
revisionism. The proposed law also stipulated that the regular
courts are to bring their procedures into line with those of the
ad hoc Commission tribunals, which would mean that a defendant
would no longer be permitted to argue that what he wrote is in
fact the truth. See: "Crackdown on hate materials planned,"
National Post (Canada), November 25, 1998.
(78) Athens News, June 28, 1998, p. 1; "Jewish Group Demands
More Anti-Revisionist Laws," The Journal of Historical Review,
July-August 1998, p. 22.
Tilbage til undermenuen
Opdateret d. 13.4.2002