Elie Wiesel vandt Nobels Fredspris i 1986.
Han er almindeligvis anerkendt som et vidne til den jødiske
"Holocaust" 0g mere specifikt som vidne til de påståede
gaskamre. I det franske dagblad Le Monde (af 17.oktober 1986 på
forsiden) blev det understreget, at Wiesel fik tildelt Nobelprisen
fordi:
"I de senere år er der fremsat teser især i Frankrig
under navnet "historisk revisionisme", der sætter
spørgsmålstegn ved eksistensen af nazisternes gaskamre
og måske derudover selve folkemordet på jøderne."
I hvilken henseende formodes det, at Elie Wiesel har været
vidne til gaskamre? Med hvilken ret beder han os om blot et øjeblik
at tro på denne fremgangsmåde til udryddelse? I en
selvbiografisk bog, som skulle indeholde hans oplevelser i Auschwitz
og Buchenwald, nævner han intetsteds noget om gaskamre *1.
Han siger faktisk, at tyskerne slog jøderne ihjel, men
... med ild ved at smide dem levende ned i flammende grave for
øjnene af medfangerne! Intet mindre end dette!
Her har Elie Wiesel, det falske vidne ikke heldet med sig. Tvunget
til at vælge mellem flere allierede propagandaløgne,
vælger han at forsvare ildløgnen istedet løgnene
om det kogende vand, gasning eller elektriske stød. I 1956,
da han offentlig- gjorde sit vidneudsagn på jiddisch, var
ildløgnen stadig i live i visse kredse. Fra denne løgn
stammer udtrykket HOLOCAUST. I dag findes der ikke en eneste historiker,
som tror på, at jøderne blev brændt levende.
Myterne om kogende vand og om elektriske stød er også
forsvundet. Kun gassen er tilbage.
Gasningsløgnen blev spredt af amerikanerne (se War Refugee
Board Report fra november 1944). Løgnen om, at jøderne
blev slået ihjel af kogende vand eller damp (nærmere
betegnet i Treblinka), blev spredt af polakkerne (se Nuernberg
dokument PS- 3311). Løgnene om henrettelser ved hjælp
af elektriske stød blev spredt af sovjetrusserne (se artiklen
i Pravda fra den 2. februar 1945 side 4, "mordfabrikken"
i Auschwitz" og Washington Daily News fra samme dag side
2).
Ildløgnen er af ubestemmelig oprindelse. Den er på
en måde ligeså gammel som krigspropaganda eller hadpropaganda.
I 1958 udgav Wiesel den franske version af sit tidlige vidnesbyrd
med titlen La Nuit og med forord af Francois Mauriac. Han sagde,
at der i Auschwitz var en flammende grav for voksne og en anden
for spædbørn. Han skrev:
":Ikke langt fra os stod flammerne op fra graven - gigantiske
flammer. De var ved at brænde noget. En lastbil kørte
hen til graven og afleverede sin last - små børn.
Spædbørn! Ja, jeg så det - så det med
mine egne øjne ... De børn i flammerne. ( Er det
ikke så mærkeligt, at jeg har ikke kunne sove efter
dette? Evnen til at sove er forsvundet). (side 42) "
Lidt længere henne var der en anden grav med gigantiske
flammer, hvor ofrene led en "langsom død i flammerne"
(side 43). Wiesels række blev af tyskerne ført til
en afstand af "tre skridt" fra graven, dernæst
til "to skridt". "To skridt fra graven blev vi
beordret til at dreje til venstre og tvunget til at gå ind
i barakkerne". (side 44).
Som selv et usædvanligt vidne forsikrer Wiesel os om at
have mødt andre usædvanlige vidner. Med hensyn til
Babi Yar, et sted i Ukraine, hvor tyskerne henrettede sovjetborgere
deriblandt jøder, skrev Wiesel:
"Senere erfarede jeg fra et vidne, at i månedsvis holdt
jorden ikke op med at skælve; og at der fra tid til anden
sprøjtede gejsere af blod op fra den. (Paroles d'etranger,
Editions du Seuil, side 86)."
Disse ord kom ikke fra forfatteren i et øjeblik af vanvid.
Først skrev han dem, derefter et ikke nærmere antal
gange har han måttet korrekturlæse dem; til slut blev
hans ord oversat til forskellige sprog som alt andet, denne forfatter
skriver.
At Wiesel personligt overlevede var selvfølgeligt på
grund af et mirakel. Han siger at:
"I Buchenwald sendte de 10000 personer i døden hver
dag. Jeg var altid blandt de sidste hundrede nær udgangen.
De stoppede. Hvorfor? ("Forfatter, Lærer, Vidne,"
Time af 18. marts 1985, side 79). "
I 1954 analyserede Germaine Tillion de "uberettigede løgne"
i forbindelse med de tyske koncentrationslejre. På det tidspunkt
skrev hun:
"De personer [som uberettiget lyver] er for at sige det ligeud
langt mere talrige end folk i almindelighed regner med, og et
emne som koncentrationslejre - perfekt tilpassede til at stimulere
sadomasochistiske fantasier - gav dem et enestående handlingsområde.
Vi kender til adskillige mentalt skadede personer, halvt svindlere
og halvt tåber, som har udnyttet en indbildt deportation;
vi kender til andre af slagsen - autentiske deporterede - hvis
syge sind drev dem videre end til de rædsler, som de havde
set, eller folk havde fortalt dem om. Der har været forlæggere
til at trykke nogle af deres fantasier og mere eller mindre officielle
sammendrag, men forlæggerne er absolut utilgivelige, da
selv den mest elementære undersøgelse ville have
været nok til at afsløre bedraget (Le Systeme concentrationnaire
allemand [1940-1944], Revue d'histoire de la Duexieme Guerre mondiale,
juli 1954 side 18 nr. 2)."
Tillion manglede mod til at give eksempler og navne. Dette er
sædvanligvis tilfældet. Folk er enige i, at der findes
falske gaskamre som turister og pilgrimme opmuntres til at besøge,
men de fortæller os ikke hvor. De er enige i, at der findes
falske "øjenvidner". Som regel nævner de
kun den velkendte svindler, Martin Gray på hvis opfordring
Max Gallo med fuld kendskab til, hvad han foretog sig, fremstillede
bestselleren, For Those I loved.
Jean-Francois Steiner bliver ligeledes nævnt af og til.
Hans bestseller, Treblinka fra 1966 blev præsenteret som
et værk, af hvilke hver detalje var garanteret af mundtlige
og skriftlige vidneudsagn; i virkeligheden var det en fremstilling,
der i det mindste delvist kunne henføres til forfatteren
Gilles Perrault (Le Journal du Dimanche af 30. marts 1985 side
5). Marek Halter for sit vedkommende udgav La Memoire d'Abraham
i 1983; og som han så ofte gør i radioen, fortalte
han om sine oplevelser i Warzawas ghetto. Skal vi imidlertid tro
på en artikel af Nicolas Beau, som er til Halters fordel
(Lib,ration af 24. januar 1986 side 19), forlod den lille Marek,
dengang cirka tre år gammel og hans mor ikke Warzawa i 1941
men i oktober 1939, hvilket vil sige, før ghettoen blev
oprettet af tyskerne. Halters bog formodes at være skrevet
af forfatteren, Jean-Noel Gurgan.
Filip Mueller er forfatter til Trois ans dans une chambre a gaz
d'Auschwitz (Tre år i et gaskammer i Auschwitz) med forord
af Claude Lanzmann, som i 1980 vandt LICRA prisen (Den Internationale
Liga mod Racisme og Antisemitisme). Hans kvalmende bestseller
blev skrevet af den tyske forfatter, Helmut Freitag, som ikke
tøvede med at plagiere (se Carlo Mattogno, Auschwitz: un
caso di plagio, Edizione La Sfinge, Parma, Italien, 1986). Det
han plagierede var Doctor at Auschwitz, som var en anden bestseller
af samme stof af en eller anden ved navn Miklos Nyiszli. Således
viste det sig, at en hel række arbejder præsenteret
som autentiske dokumenter blot var udrag, som kunne føres
tilbage til forskellige forfattere som: Max Gallo, Gilles Perrault,
Jean-Noel Gurgan (?) og Helmut Freitag blandt andre.
Det ville være interessant at vide, hvad Germaine Tillion
mener om Wiesel idag. Med ham er løgnen så sandelig
ikke uberettiget. Wiesel hævder at være fuld af kærlighed
til menneskeheden. Imidlertid afstår han ikke fra at appellere
til had. Hans opfattelse er:
"Enhver jøde burde et eller andet sted i sit væsen
reservere et område af had - et sundt og virilt had - til
alt hvad tyskerne står for, og for alt hvad der vedbliver
at være i tyskeren. Alt andet ville være et forræderi
mod de døde. ("Appointment with Hate", Legends
of Our Time, New York, Avon Books, 1968 side 177-178)."
I begyndelsen af 1986 tog 83 deputerede medlemmer af den tyske
forbundsdag initiativet til at foreslå Wiesel til Nobels
Fredspris; det skulle være, sagde de, "en, som stadig
er aktiv i udsoningen" (Den vesttyske regering, The Week
in Germany den 31. januar 1986 side 2). Det er vist, hvad man
kan kalde at gå fra national socialisme til national masochisme.
Jimmy Carter havde brug for en historiker til lede præsidentens
holocaustkommision. Som Arthur Butz så rigtig sagde, han
valgte ikke en historiker men en histrion (d.v.s. en skuespiller),
nemlig Elie Wiesel. Selv den franske avis Le Monde følte
sig forpligtet til at i den ovennævnte artikel påpege
de skuespilleragtige træk, som visse personer beklager ved
Wiesel. Det gjorde den i følgende vendinger:
"Selv for dem, der billiger denne amerikansk-jødisk
forfatters kamp, er der naturligvis nogle, som bebrejder ham for
at have en tendens til at ændre den jødiske melankoli
til en "sygelighed" eller for at være blevet en
ypperstepræst for "bevidst ledelse af Holocaust".
There is no business like SHOAH-business. (Der er ingen forretning
som SHOAH-forretning). Som Leon A. Jick skrev for adskillige år
siden:
" Den knusende giftighed: "There is no business like
SHOAH-business", er desværre en genkendelig sandhed
("Holocaust, dens brug og misbrug i den amerikanske offentlighed",
Yad Vashem Studies, Jerusalem, 1981 side 316)."
Elie Wiesel udsender foruroligede og opildnende appeller mod revisionistiske
forfattere. Han kan mærke, at han er ved at miste kontrol
over situationen. Det bliver stadig sværere og sværere
at bevare den vanvittige tro på, at jøder blev udryddet
eller blev udsat for en udryddelsespolitik især ved hjælp
af de særlige gaskamre. Serge Klarfeld har netop for nyligt
indrømmet, at de virkelige beviser på eksistensen
af gaskamre endnu ikke er blevet offentliggjort. Han citerer sit
bedste eksemplar; det er grotesk (se VSD, interview af 29 maj
1986 side 37).
"På det akademiske plan er gaskammermyten færdig.
For at sige det lige ud, denne myte tog sit sidste åndedrag
for et par år siden på et kollokvium på Sorbonne
universitetet fra 29. juni til den 2. juli 1982 under ledelse
af Raymond Aron og Francois Furet. Nu mangler det bare, at disse
nyheder bliver kendt i offentligheden. For Elie Wiesel er det
imidlertid af yderst vigtighed, at disse nyheder bliver holdt
skjult. Skønt alt postyret i massemedierne, som vil tage
til i styrke, så er situation den, at jo mere journalisterne
taler, desto mere tier historikerne."
Men der er historikere, der tør åbne munden mod løgne
og had. Dette er tilfældet med Michel de Boullard, der er
forhenværende medlem af modstandsbevægelsen, været
deporteret til Mauthausen KZ-lejren, fra 1945 til 1981 medlem
af Komiteen for Anden Verdenskrigs Historie og medlem Det Franske
Institut. I et gribende interview i Ouest-France (2-3. August
1986 side 6) indrømmede han modigt, at han i 1954 havde
stået inde for eksistensen af et gaskammer i Mauthausen,
hvor det til slut viste sig, at der aldrig havde været noget.
Den respekt, som man skylder alle lidelserne af den anden verdenskrigs
ofre og i særdeleshed af de deporteredes, kræver for
historikernes vedkommende en tilbagevenden til de gennemprøvede
og hævdvundne metoder af den historiske kildekritik.
NOTER
1. Der er en enkelt yderst vag og flygtig hentydning på
siderne 78-79: Wiesel, der vældig godt kan lide at have
samtaler med Gud, siger til ham: Men de mænd her, som du
har svigtet, og som du har tilladt at blive torteret, slagtet,
gasset og brændt, hvad gør De? De beder til dig!"
(Night, New York, Discus/Avon Books, 1969). I forordet til den
samme bog nævnte Francois Mauriac "gaskammeret"
og krematoriet (s.8). De fire afgørende sider af Elie Wiesels
"vidneudsagn" er gengivet i faksimile i Droit et Histoire
af Pierre Guillaume. I Januar 1945 under indtryk af den russiske
fremrykning evakuerede tyskerne Auschwitz. Elie Wiesel, der var
teenager dengang, blev indlagt på hospitalet i Birkenau
("udryddelseslejren") efter en operation i foden. Hans
læge anbefalede ham to ugers hvile og god mad. Før
hans fod blev rask, var den russiske fremrykning umiddelbart forestående.
Patienterne på hospitalet blev regnet for uegnede til rejsen
til lejrene i Tyskland, og Elie kunne således blive tilbage
i lejren og vente på russerne. Skønt hans far havde
tilladelse til at blive hos ham som pårørende, talte
far og søn tingene igennem og blev enige om at tage afsted
sammen med tyskerne ( se Dorothy Calder, The Sunday Sun, Toronto
Canada den 31 May 1987 s. C4 og La Nuit s. 123- 130)
http://www.patriot.dk/eliew.html