AAARGH / DANSK
"The Controversy of Zion" i AAARGH :
Det er en noget slidt og letkøbt
frase, at hvert eneste menneske er unikt, enestående. Nogle
er så tydeligt mere enestående end andre. Og langt,
langt de fleste er jo i dag, af film og fjernsyn, blevet i den
grad ensrettede, at det umiddelbart kan være svært
bare at finde væsentlige forskellige mellem dem, i hvert
fald i den vestlige verden. Alligevel ville det være en
lige så letkøbt frase at hævde, at vi alle
er bedøvende ens. I virkelighedens verden er der meget
stor forskel på mennesker. Vi møder de forskellige
folkeslag og racer med tydelige fysiske og mentale forskelligheder,
og forskellig kultur, og det er heller ikke lykkedes propaganda-kræfterne
at gøre kønnene lige endnu. Mennesker findes kloge
eller dumme, smukke eller grimme, gode eller onde, og alt midt
imellem. Men der foregår et tydeligt verdensomspændende
forsøg, inden for medier og politik, på at gøre
alverdens mennesker ens, på at styre dem som en farveløs
masse, en kamp for at "globalisere" menneskeheden.
Denne kamp har Douglas Reed, en engelsk journalist og forfatter,
som levede fra 1895 til 1976, beskrevet bedre end nogen anden,
jeg kender. Det gør ham enestående. Hans mesterværk,
kronen på hans anstrengelser, er bogen The Controversy
of Zion (dansk ca.: Kontroversen om Sion) fra 1978
(skrevet 1956). Jeg har lagt denne bog på internettet
og oversat det meste til dansk som en hyldest til manden,
men dog mest fordi jeg mener, bogen er livsvigtig for verden,
at udbredelsen af oplysningerne i den vil have en central, afgørende
indflydelse på at skabe fred i verden, og fordi jeg er overbevist
om, at Douglas Reed selv ville ønske, at den kom til verdens
kundskab på denne måde, i tide til at få en
virkning. Adressen er http://knud.eriksen.adr.dk . Det meste af
bogen har jeg nu oversat til dansk på adressen www.patriot.dk/menudron.html.
Mange af hans øvrige bøger kan læses på
internettet på engelsk - på adressen www.douglasreed.co.uk
.
Eftersom denne "globaliseringens diktatur" er verdens
mest presserende og farlige problem i dag, sådan som det
har været det i omkring 100 år, gør alene denne
kendsgerning, og det faktum, at ingen har kunnet fortælle
om emnet så levende, spændende, veldokumenteret og
tidløst som Douglas Reed, denne engelske gentleman endog
mere enestående for os. Faktisk enestående blandt
flere generationers milliarder af mennesker. Han er en mand vi
kan og må lære af. Jeg skal prøve at forklare
nærmere.
Douglas Reed oplevede det meste af Det 20. Århundrede som
voksent menneske, han fik den helt særlige observationspost
på første parket, at han dels oplevede Første
Verdenskrig som engelsk soldat i Flandern (først ved infanteriet,
dernæst luftvåbnet - blev såret), dels oplevede
perioden mellem de to verdenskrige som ledende udenrigskorrespondent
i Centraleuropa for den højt ansete London-avis Times.
Han var i centrum af begivenhederne og mødte mange af de
ledende politikere på begge sider af den gærende konflikt.
Og tiden under Anden Verdenskrig, hvor han (1938), i foragt for
pressens løgnagtighed og ensretning (allerede på
det tidspunkt), havde forladt journalistikken, tilbragte han med
base i London som produktiv forfatter, hvor han fortsatte sin
utrættelige søgen efter sandheden bag krigens begivenheder.
Han var blevet helt overbevist om, at medierne var blevet perverterede,
styrede af kræfter, han endnu ikke helt kunne identificere,
og at de ikke tillod sandheden om krigens årsager at komme
frem. Han oplevede på nærmeste hold ytringsfrihedens
faktiske afskaffelse i medierne i løbet af blot hans år
som journalist fra 20'erne, hvor den endnu bestod, og til slutningen
af 30'erne, hvor den var undertrykt på de mest livsvigtige
områder, så som spørgsmål om krig og
fred og ødelæggelse af civilisationen i den vestlige
verden Og alt, hvad der angik jøder og deres rolle i verden.
Men lige så vigtigt for hans enestående betydning
for os i dag, var hans personlige egenskaber, hans evner og hans
karakter. Han besad en meget skarp iagttagelsesevne, en rodfæstet
sund fornuft, et mod og en utrættelig søgen efter
sandhed, samt en grundighed i sin søgen, som gjorde hans
beretninger om tidens store spørgsmål og begivenheder
mere værdifulde og fængslende end det meste andet,
der er skrevet i denne tid, og om disse emner. Mange andre skrev
jo f.eks. op mod Anden Verdenskrig om krigsudsigterne, og Douglas
Reed var selv klar over, da han i 1935 planlagde sin første
bog ( Insanity Fair på dansk Galskabens
Kavalkade), som blev skrevet i 1936-37 og udgivet i 1938,
at "der var 5000 andre forfattere", han skulle konkurrere
imod om læsernes opmærksomhed, når han gav sig
til at advare mod Hitler og den krig, han allerede i 1935 kunne
forudsige ville komme om "højst fem år"
med mindre. Hans løsning var den særlige underholdende
blanding af autobiografi og politisk reportage, der skulle komme
til at gøre ham berømt på rekordtid. Hertil
kom en særlig britisk charme og tør humor, samt et
tydeligt dybfølt kristent livssyn, der skinnede igennem
alt, hvad han skrev.
Men han ville skrive objektivt, være reporter, ikke moralsk
dommer, og i alt væsentligt må det siges, at det nok
er lykkedes bedre for ham end mange andre. Selvfølgelig
må forfatterens livssyn, hans syn på godt og ondt,
farve beretninger af denne slags, men han forsøgte over
alt at skrive retfærdigt og gjorde sig i hvert fald altid
umage med at beskrive tydeligt og klart, hvad han baserede en
mening eller "en dom" på. Han var vedholdende
i sine advarsler mod Hitler, gennem sine tre første bøger,
- trilogien kaldte han dem selv - Insanity Fair (1938)
(dansk: Galskabens Kavalkade), Disgrace Abounding
(1939) (dansk: Grænseløs Skændsel) og
A Prophet at Home (1941) (Ikke oversat til dansk, men ellers
"En profet hjemme") , hvor han oplevede at blive berømt
i hele den engelsktalende verden med sine advarsler og nøjagtige
forudsigelser af, hvad der ville ske, hvornår og hvordan,
men hvor han samtidig måtte sande "at ved et guddommeligt
instinkt er mennesker ikke i stand til at indse fremtidig fare"
(et citat, hvorfra ved jeg ikke, som han flere gange vender tilbage
til) hans advarsler blev overhørt.
Èn ting føler jeg mig overbevist om i disse spørgsmål:
Reed blev klogere med tiden, selv om han var temmelig klog hele
tiden. Nazismen og Hitler var dagens skræk. Kommunismen
lå for ham hele tiden i baggrunden, som en del af det puslespil,
han måtte samle. Han var en mand der var levende med i dagens
begivenheder, han arbejdede som travl reporter, altid på
farten. Faktisk fortæller han, at hans allerførste
bog The Fire of the Reichstag (fra 1934) blev dårlig,
fordi han havde alt for travlt med andre ting. (han så rigsdagsbranden
i Berlin og fulgte som udenrigskorrespondent hvert eneste retsmøde
i den efterfølgende retssag.) Han genskrev bogen under
krigen med hvad der var kommet frem af yderligere oplysninger
i mellemtiden. Det var et gennemgående træk i hans
bøger, at han havde for travlt til at rette småfejl,
og at han ville være så aktuel, at der i flere bøger
fulgte "Efterskrift 1" og Efterskrift 2" med de
seneste begivenheder, som han anførte som bevis for sine
påstande.
Først gradvist, i løbet af 30'erne, blev han klar
over det jødiske problems omfang, og i den første
bog, der skaffede ham berømmelse, Insanity Fair,
var der alene små spredte bemærkninger i den retning.
F.eks. skrev han, at han i 1935 ledsagede Englands daværende
premierminister, Anthony Eden på en rejse til Moskva: "Departementet
for censur, og det vil sige hele den maskine, der kontrollerer
spillet og lukker munden på den udenlandske presse, var
helt og holdent fyldt med jøder, og dette var en ting,
der forundrede mig mere end noget andet i Moskva". Det var
jøderne og zionismen, der var det manglende led i de oplysninger,
han besad fra begyndelsen af hans karriere. Han havde slet ikke
skænket dem en tanke, da han startede i journalistik som
30-årig ved Times (1925). Endnu i 1935 havde han
knap nok skænket dem en tanke. Det siger han et sted i The
Controversy of Zion. I hans anden bog Disgrace Abounding
blev han meget tydelig og kritisk over for jøderne
og tiltagende upopulær blandt bogforlagene, indtil han til
sidst ikke længere kunne få nogen bog udgivet. Flere
forlag var ellevilde efter at udgive hans anden bog, indtil de
så, at der var et par kritiske kapitler om jøder.
Så krævede nogle af dem, at han fjernede disse kapitler,
så de kunne udgive resten (hvad han ikke ville), andre trak
sig straks helt.
Det var især de store mængder jødiske flygtninge,
der i de år kom til Storbritannien, som åbnede hans
øjne for et problem. Han frygtede, at de ville ødelægge
det England, han kendte og holdt af. I løbet af de ti år,
hvor han, som følge af krigen og hans opgiven af korrespondent-tilværelsen,
nødtvungent måtte opholde sig i England, tænkte
han videre over jøders rolle i verden og de skjulte kræfter
i verdenspolitik. Og det blev hans livsopgave at gå helt
i dybden med dette problem og aflevere sin beretning i den
ganske særlige stil, der var hans kendetegn til en
eftertid, hvis opgave det måtte blive at løse problemet.
Denne enestående fortælling kunne først udgives
efter hans død, og efter at 22 år var forløbet
efter, at den var helt skrevet færdig. Det var bogen The
Controversy of Zion (1978)
I mellemtiden kom brudstykker af hans opdagelser ud i de bøger,
han lykkedes med at få udgivet, trods stigende uvilje fra
den internationale forlagsverden.
Han skrev i krigsårene, hvor han stort set måtte forblive
i England, yderligere tre bøger i samme genre som de to
første, All Our Tomorrows, (1942) (da: ikke oversat
"Alle Vore 'imorgener' ", Lest We Regret
(1943) (da: ikke oversat - "Så vi ikke skal fortryde"
og From Smoke to Smother (1948) (da: ikke oversat - "Fra
røg til tyk røg") Denne bog er skrevet fra
april til oktober 1947. Det blev den sidste, han skrev i England,
før han en måned senere emigrerede til Sydafrika
i forvejen for sin familie. Han siger i From Smoke
to Smother bl.a., at "udryddelsen af åndelige værdier
forekommer mig nu at være den vigtigste udvikling, som må
standses. Dem, jeg først og fremmest tænker på
er religion, patriotisme, frihed, menneskelig værdighed
og ære" Bogen blev skrevet næsten samtidig med
skabelsen af Israel, hvorom han havde dette at sige: "disse
ti år, som har set en djævelsk magt vokse sig langt
stærkere på jorden, har for mig været de lykkeligste
i mit liv" og han omtaler den zionistiske pionér Leon
Pinsker, som "den ulykkelige og uforsonlige sjæl.der
ønskede, at jøderne skulle blive en nation
med et land; men han ønskede ikke, at nationen skulle bebo
dette land" Han siger i bogen også, at hans nu 25 år
i journalistik har været vidne til fjernelsen af ytringsfriheden.
I november 1947 rejste han således til Sydafrika, og lod
sin familie (en meget yngre hustru, som han kun har omtalt ved
kælenavnet "Lorelei" og tre helt små børn)
blive tilbage i England, indtil han havde etableret sig dér
og "fundet noget at skrive om", som han udtrykte det
i den næste bog, Somewhere South of Suez (dansk:
ikke oversat: "Et eller andet sted syd for Suez" (1950).
Efter otte års tvungent ophold i England var han blevet
utålmodig. Han havde rejsefeber. Han ville finde noget nyt
at skrive om, og var træt af at advare mod åndeligt
forfald hjemme. Han blev i 1948 eller 1949 genforenet med familien,
der kom med skib til Durban. Han havde på det tidspunkt
hele overkroppen i gips på grund af et brud på rygsøjlen
efter fald fra hest. Han måtte skilles igen fra familien
for i 1949 eller 1950 at tage på en længere rejse
meget længere end jordens omkreds, som han siger -
gennem USA med det forrmål at beskrive det land, han vidste,
ville komme til at blive den vigtigste nye værtsnation for
verdens jøder. Den bog, der blev resultatet af rejsen,
Far and Wide, (dansk: ikke oversat "Vidt og
bredt" afsluttet i juni 1950 og udgivet i 1951, efter at
han nåede at tilføje endnu et "Efterskrift"
i juli) er delt i to bøger eller afdelinger, den første
beskriver hans meget lange rejse med mange skarpe observationer
af et Amerika i forfald, den anden afdeling, med titlen Behind
the Scene, (ikke oversat) der senere - i 1975, og med
en revideret tekst - blev udgivet i Sydafrika som en separat bog
med denne titel, må kaldes den mest omfattende forløber
for The Controversy of Zion, selv om han allerede i From
Smoke to Smother og Somewhere South of Suez har grundtemaet
på plads. Behind the Scene var en komprimeret fortolkning
af de sidste 100 års historie præget af de to konspiratoriske,
revolutionære bevægelser, kommunismen og zionismen,
som begge havde udspring i jødiske kredse i Rusland. Reed
henviser til Israels første præsident, Chaim Weizmanns
selvbiografi Trial and Error i denne beretning. Det er
sandsynligt, at dette var den første udgave af hans nu
mest berømte bog (for Reed siger selv, i starten af kapitlet
"The Climacteric" i The Controversy of Zion,
at han begyndte på bogen i 1949.) eller i hvert fald
var det den seneste del af bogen, idet han tilsyneladende senere
omskrev og tilføjede tekst, og hvor han udvidede det historiske
perspektiv til 2.500 år tilbage i tiden!
Efter udgivelsen af denne bog var Douglas Reed endegyldigt bandlyst
af verdens bogforlag og medier, og han fortæller endda,
at hans bøger "forsvandt" fra bibliotekerne.
Men han var ikke typen, der opgav. Journalisten og forfatteren
Ivor Benson skriver i forordet til The Controversy of Zion,
at Reed "da hans offentlige karriere tilsyneladende nu var
slut, endelig var fri til at påtage sig en stor opgave,
som alle hans tidligere erfaringer kun havde været en art
forberedelse og uddannelse til, en uddannelse, som intet universitet
kunne levere, og som kun de heldige og begavede få af os
fuldt ud kunne udnytte hans år som udenrigskorrespondent,
hans rejser i Europa og Amerika, hans samtaler og kontakter med
hans tids store politiske ledere, plus hans ivrige optagelse af
viden gennem læsning og observation - af alt, hvad
der var bedst i europæisk kultur."
Ivor Benson siger samme sted, at Reed startede på The
Controversy of Zion i 1951, skrev i tre år, meget
af tiden adskilt fra sin unge familie idet han arbejdede
dels på New York Central Library, dels under spartanske
forhold i New York og Montreal, indtil samtlige 300.000 ord
600 tætpakkede sider med mange noter var skrevet færdige
på hans gammeldags skrivemaskine. (Se ovenfor, hvor Reed
selv siger, at han startede i 1949 og han fortæller
i Far and Wide, at han efter at have skrevet denne bog
færdig midt i 1950 igen rejste vidt og bredt, i Afrika,
derefter til Canada, og endnu en gang til USA). Han var ganske
klar over, at muligheden for at få dette store værk
udgivet i hans egen levetid var ringe. Men han vidste, at det
en dag ville komme ud. Det siger han i begyndelsen af kapitlet
"The Climacteric", som blev skrevet i årene 1953-56,
hvor han omskrev hele bogen igen. I 1956 satte han punktum for
fortællingen, på et tidspunkt, hvor kommunismens og
zionismens mønstre for samarbejde i retning af en jødisk
domineret verdensregering gentog sig og hvor halvdelen af
"det jødiske århundrede" var gået.
Han sluttede bogens Epilogue ("Efterskrift) i oktober
og november 1956.
Fra 1956 og til han døde i august 1976 gik der altså
20 år. Om disse år siger Ivor Benson igen i
forordet til The Controversy of Zion - at bogen lå
ovenpå et garderobeskab i tre pakker i Reeds hjem i Durban.
At der var korrespondance med en enkelt forlægger om titlen,
men at manuskriptet aldrig blev sendt til et forlag. Der skulle
gå 22 år før den første udgave af bogen
udkom i Sydafrika. Reed selv "afslappet og i fred med sig
selv fordi han havde bragt sit store værk så langt,
det lod sig gøre i betragtning af tidens vilkår,
accepterede tålmodigt sin tvungne pensionisttilværelse
fra livet som journalist og forfatter, lagde alt bag sig som hørte
fortiden til og tilpassede sig lystigt til en anden levestil,
hvor de fleste af hans nye venner og bekendte blev charmeret af
hans livlige intellekt og veludviklede humor, og i årevis
forblev uvidende om, at han var den berømte forfatter
Douglas Reed.
Dette var han sikker på: uanset om det skete i hans levetid
eller ej, ville der komme en tid hvor omstændighederne ville
gøre det muligt, og midlerne blive fundet, til, at hans
besked om en revideret historisk beretning og kristendommens centrale
budskab fastslået på ny kunne afleveres til verden.
De sidste tyve år
Det er selvfølgelig interessant,
om Douglas Reed selv følte trang til at ændre noget
af teksten i The Controversy of Zion i de følgende
tyve år, om der efter hvad der findes af oplysninger
om disse år af hans liv - er noget at tilføje til
hans mesterværk. Om han ændrede syn på noget.
Det ser ikke sådan ud.
Det ville også være interessant at vide, hvad han
i øvrigt foretog sig i has sidste leveår, og hvad
der optog ham, og det kunne være spændende i det hele
taget at lære ham bedre at kende fra personer, der kendte
ham på nært hold. Det kommer formentlig en dag. Ivor
Benson ser ud til at have stået ham nær. Han døde
for nogle år siden. Men Bensons hustru lever og bor i Rhodesia.
Douglas Reed skærmede meget for sit privatliv, selv om han
skriver i autobiografisk genre. Han fortæller, som sagt,
om mødet med hans hustru med kælenavnet "Lorelei"
i A Prophet at Home, og lidt om familiens liv, samt kort,
at tre børn blev født i 1940'erne. Hans hustru omtales
i 1940-41 som tyveårig, og hun lever derfor muligvis endnu.
Hans børn ville selvfølgelig også være
vigtige kilder til viden om ham. Selv om det må respekteres,
at han ønskede privatlivets fred, fortjener han i dag at
få meget mere af den omtale og berømmelse, der blev
afbrudt, da han i 1938 trådte ind på "forbudt
område".
Jeg har her kun støttet mig til bemærkninger fra
Ivor Benson og Reeds egne oplysninger, spredt i hans tidlige bøger,
og særligt fra The Controversy of Zion samt i et
par bøger, han skrev, mens han levede i Sydafrika: I 1966,
da Rhodesia erklærede sig uafhængigt af Storbritannien,
rejste han dertil og hans samtaler og undersøgelser blev
til bogen The Battle for Rhodesia. I 1974 skrev han The
Siege of Southern Africa og kort før sin død
skrev han en meget forkortet udgave af The Controversy of Zion,
som fik titlen The Grand Design of the 20th Century, et
lille hæfte på 45 sider i A6-størrelse. Her
havde han reduceret historien fra 300.000 ord til ca. 13.000.
I disse tre sidste bøger taler han ikke ret meget om jøder
eller zionister. Han bruger mange omskrivninger, så som
"kræfterne, der maskerer sig som 'Liberalisme' "
o.lign. Intet tyder dog på, at han ændrede indstilling
til deres rolle i historien. Hvad grunden til hans tilbageholdenhed
på dette punkt var, kan jeg kun gætte på, formentlig
var det blot for at kunne få bøgerne trykt. Han så
i bøgerne om Rhodesia og Sydafrika den seneste afvikling
af Vesten og dens værdier, som et offer for Verdensrevolutionen,
og i bedste forståelse med Vestens korrupte politikere,
under zionisternes uimodståelige tryk. Hans tema var i disse
bøger hykleriet om befrielsen af de sorte fra tyranniet,
hvor sandheden var, at Afrika blev ført tilbage til den
stenaldertilstand, det kom fra. Han trækker de kendte linjer
til verdenspolitikkens skjulte kræfter. Han nævner
også angrebene på disse hvide bastioner som decideret
krig mod den hvide mands verden, et tema, hvor det racemæssige
indgår, og et tema, han ikke tidligere havde dyrket, så
vidt jeg erindrer. I 1966 har havde han "oplevet" den
nye immigrationslov i USA, der skulle komme til at ændre
USA fra et hovedsageligt hvidt land til et mere og mere farvet,
og han "oplevede" "borgerretsbevægelsen"
samt muligvis begyndelsen på den nye immigrationsbølge,
der så stærkt dominerer USA og resten af Vesten i
dag . Han har altså haft hovedlinjerne om kampen mod Vesten
som en jødisk kamp mod den hvide mands verden i sin bevidsthed,
og han har uden tvivl forestillet sig en udvikling, der svarer
til den, vi ser i dag med invasionsagtige masser fra den tredje
verden - om end han måske ikke havde kunnet forestille sig,
at Vestens befolkninger ville finde sig helt så tamt i den
udvikling.
Han omtaler i The Grand Design den britisk-sydafrikanske
mangemillionær, Cecil Rhodes og dennes planer for en britisk
domineret verdensregering, og må have set perverteringen
og overtagelsen af disse planer gennem de kendte kræfter,
og han har på det tidspunkt læst og åbenbart
taget Gary Allens None Dare Call it Conspiracy (netop udkommet
i 1976) til sig, med omtalen af Bilderberg-gruppen og Council
on Foreign Relations ( i Danmark: Det Udenrigspolitiske Selskab)
som vigtige brikker i den skjulte politik. Men dette ændrer,
så vidt jeg opfatter det, ikke hans grundlæggende
syn på, at drivkræfterne bag nedbrydningen
af verden er jødisk-talmudisk og som beskrevet i The
Controversy of Zion. Samt at Vesten selv har det største
ansvar for, at denne nedbrydning kan lykkes.
I dag er han og hans forklaring af verdens begivenheder
så aktuelle som nogensinde, og ikke fortid, sådan
som flere tidligere biografier antyder. Han havde naturligt nok
forventet, at en afgørelse på kampen mellem "det
gode og det onde" skulle finde sted ved det seneste århundredskifte,
og såvel i 1966 i Rhodesia som i 1976
i Sydafrika så han tegn på noget, der kunne
ende i den store "Tredje Begivenhed" (Tredje Verdenskrig),
som de skjulte kræfter har brug for til fastlåsning
af deres verdensdiktatur. Men er vi ikke også i den situation
i dag, at vi må sige, at vi står meget tæt på
en verdenskrig, startet først mod Irak og nu måske
imod Iran - for Israel - og med verdensjødedommens ledere
verdens jødestyrede medier som pusherne. Er det ikke netop
skabelsen af Stor-Israel vi er vidner til, alt imens USA som den
seneste store hvide værtsnation samtidig destrueres. Ser
vi ikke en ødelæggelse af vores vestlige kultur på
alle fronter i dag styret og fremmet af ledende jødiske
kræfter i først og fremmest medier, politik og finansverdenen:
Er den påtvungne multi-kultur i Vesten med en samtidigt
hyklerisk gennemført racisme i Israel ikke at betragte
som den nye verdens revolutionære masser, der støttet
af FN, EU, konventioner, mediebombardering og politisk beskyttelse,
skal udøve det revolutionære tryk nedefra, som zionismens
velplacerede topfolk i USA (pt. især de neo-konservative)
- og andre steder skal udøve på regeringer oppefra.
Er vi ikke gennem 11. september 2001 med efterfølgende
terrorlovgivning i hele Vesten ved at have den tyranniske verdensregering
i realiteten, som blot behøver et par terrorbegivenheder
mere for at blive udnævnt formelt. "Verdenshæren"
er ved at være på plads og "verdenslov"
er indført bl.a. ve den internationale straffedomstol på
baggrund af Nürnbergdomstolen og Folkemordskonventionen
begge jødisk dominerede foretagender.
Netop i dag den 3. marts 2007 hvor jeg afslutter denne
artikel, er det i år jødernes nok vigtigste helligdag,
Purim, hvor mordet for 2500 år siden på den persiske,
"antisemitiske" minister Haman, hans sønner og
yderligere 75.000 persere, fejres lystigt, med bl.a. symbolsk
piskning af Haman i synagogen og spisning af kødfars i
trekantede kager, som symboliserer Hamans ører. Det vrimler
med nyheder i verdens medier, der viser, hvor lidt der er ændret
i den jødiske opskrift på verdensherredømme.
Den ny Haman i Persien, Irans "antisemitiske" præsident,
Mahmoud Ahmadinejad, dæmoniseres dagligt med løgnagtig
propaganda i tusindvis af artikler og fjernsynsudsendelser verden
over, hvor der oppiskes verdensopinion til at få Amerika
og resten af verden i krig mod Iran. Meget sandsynligt kan det
føre til Tredje Verdenskrig. Også de to angrebskrige
mod Irak der indlysende var for Israels og ingen andres
skyld blev startet i forbindelse med Purim.
Det seneste kvalmende eksempel er, at man prøvede at få
6 millioner kristne børn verden over til at bede for beskyttelse
af Israel mod Irans påståede atomtrussel (Jewish
Post, 27.2.2007 9 Adar 5767) "for at de kristne
aldrig skulle glemme "Holocaust" og for at vække
verdens jøder til handling som det skete mod Tyskland
i 1933. Alt imens så godt som intet medie omtaler Israels
enorme lagre af masseødelæggelsesvåben, inklusive
hundredvis af affyringsklare atommissiler. Vi har netop
her i Danmark set, at en revolutionær pøbel
stadig kan mobiliseres til kamp i gaderne blot for at kræve
et ungdomshus, men hundredtusinder af fremmede vil kunne mobiliseres
som 5. kolonner imod Vesten i tilfælde af krig. Knivtangsbevægelsen
med pres oppefra penge, medier, politik og nedefra,
en oppisket, revolutionær og destruktiv pøbel
til skabelse af et verdensdiktatur, med hovedstad i Jerusalem
(bl.a. sagt af David Ben Gurion, 1962) fortsætter. Præsidenten
for verdens eneste supermagt er helt i lommen på jødiske
"rådgivere" og vil snart blive smidt væk
af dem som et brugt stykke toiletpapir. I det kommende valg vil
de to partier kappes med hinanden om at tækkes verdensjødedommen
mest muligt.
Netop som beskrevet af Douglas Reed, for 50 år siden.
Og der råbes mere og mere panisk om "antisemitisme"
fra de store jødiske organisationer og verdenspressen.
Den kommer "så sikkert som Amen i kirken". Men
lad os i stedet med Douglas Reed langt mere korrekt, kalde
den "Sandhedens sammensværgelse".
Knud Bjeld Eriksen. Den 3.3.2007
http://www.holocaust.nu/
Danish translation (not yet finished)
:
http://www.controversyofzion.info/Controversy-Book-Danish/Controversybook-da/index.htm