Formålet med konferencen var, som
Irans udenrigsminister Manouchehr Mottaki indledningsvis meddelte,
primært at give europæiske forskere mulighed for frit
og uforstyrret at fremsætte deres synspunkter omkring det
kontroversielle emne: Holocaust.
Begrebet Holocaust kan defineres på flere forskellige måder.
Her tænkes især på Holocaust som et af Hitler
beordret og planlagt massemord på alle jøder, ialt
6.000.000, især ved hjælp af gaskamrene i Auschwitz-Birkenau,
altså det store "masseødelæggelsesvåben".
Offentligheden får sjældent at vide, at videnskabsmænd
og andre, der tillader sig at forholde sig kritisk til påstanden
om Holocaust, defineret på denne måde, bliver udsat
for forfølgelse i flere europæiske lande. Flere forskere
har mistet deres arbejde, andre er blevet kastet i fængsel,
alle må de betale en meget høj personlig pris - blot
fordi de viser det mod, der åbenbart skal til for at forholde
sig ærligt til fortiden, når talen er om Holocaust.
Der var tale om en international konference, arrangeret af de
iranske myndigheder, og foreløbige rapporter fra
konferencen foreligger allerede i et stort omfang. At skabe sig
et samlet overblik over alt, som foregik, var ikke muligt for
én enkelt deltager. Mine egne indtryk skal derfor suppleres
med andres beretninger, for at man kan danne sig et samlet indtryk
af konferencens forløb og resultater. Den internationales
presses dækning af begivenhederne er, som jeg nu ser, desværre
yderst ensidig og upålidelig. Udenrigsminister Mottaki
udtalte, at alle foredrag ville blive publiceret af IPIS, det
institut, som havde ansvaret for afholdelsen af konferencen. Først
når disse foredrag foreligger på tryk, vil man kunne
foretage en endelig vurdering af denne begivenheds særlige
betydning.
At Iran omfatter konferencen med største alvor, blev snart
klart. Dr. Mahmud Ahmadinejad, Irans Præsident, har ved
flere lejligheder udtalt sig om sagen, senest i TEHRAN TIMES (
12/122006 , s. 2): "Just as the fake Zionist regime was established
by big powers based on lies, it should either pack up and leave
or hold a free referendum to establish a government based on the
will of the Palestinian nation in which all Palestinians, including
Jews, Christians and Muslims will be given the chance to vote."
Præsidentens argument er ikke til at misforstå: Staten
Israel er roden til meget ondt på denne klode, og baseret
på løgne. Og da der med udtrykket "lies"
navnlig tænkes på "Holocaust", så
er det klart, at man fra iransk side ønsker størst
mulig klarhed omkring de faktiske historiske forhold. Udenrigsministeren
udtalte derfor: "Vi skal hverken bevise eller modbevise Holocaust,
men blot give europæiske forskere mulighed for at fremlægge
deres synspunkter."
Fra iransk side ønskede man en international konference
med deltagere fra mange lande, med mange synspunkter. Der var
indsendt omkring 800 foredrag, men tiden tillod kun omkring 40
gæster at holde deres foredrag. Jeg lyttede selv til omkring
halvdelen af disse foredrag. Mit eget foredrag, mandag eftermiddag,
havde titlen: "Danish media and the Holocaust 1998-2006".
Der er ingen tvivl om at konferencens hovedperson var professor
Robert Faurisson. Hans foredrag foreligger allerede på nettet.
Faurisson indtog hæderspladsen ved siden af Udenrigsminister
Mottaki ved festmiddagen i Udenrigsministeriet, tirsdag aften.
Faurissons argument for at Holocaust er en myte, er uhyre enkelt,
og det blev gentaget tirsdag formiddag i en debat med en "traditionel"
historiker, den iranske professor Golamreza Vatandost, der flere
gange i sit foredrag udtalte, at Holocaust var en veldokumenteret
kendsgerning, hvorom der ikke kunne herske nogen tvivl. Så
rejste den franske professor sig fra sin stol, bad om ordet og
henvendte sig til foredragsholderen: De sagde, ærede foredragsholder,
at der er mange dokumenter om Holocaust. Jeg ønsker ikke
mange dokumenter, jeg beder Dem blot give mig ét dokument,
som beviser eksistensen af Holocaust. Den stakkels foredragsholder
vred sig som en ål! Faurisson bed sig fast, ålen sprællede
mellem ålejernets modhager. Faurisson blev ved. Foredragsholderne
kunne ikke fremvise noget dokument! Han kunne kun henvise til,
hvad andre havde sagt.
Moshe A. Friedman er rabbiner fra Wien. Vel tror han på
Holocaust, men han mener, at tallet 6.000.000 er et mytisk tal,
som stammer fra zionistiske kilder. Det rigtige tal ligger muligvis
omkring 1.000.000 jødiske ofre. På dette punkt var
rabbiner Friedman enig med revisionisterne, uden at han dog betragtede
sig selv som videnskabsmand. En svensk deltager, den unge
Jan Bernhoff, talte om "Demography of the Holocaust",
og påviste i den forbindelse bl.a., at tallet 6.000.000
allerede dukker op i den zionistiske propaganda i amerikansk presse
omkring år 1900. Om jeg husker ret, anførte rabbiner
Friedman, at tallet 6.000.000 allerede forekommer hos Theodor
Herzl (1860-1904), zionismens grundlægger.
Dr. Töben fra Australien talte om "The Holocaust: murder
weapon". Sammen med sin australske kollega, Richard Krege,
havde han undersøgt forholdene i Auschwitz-Birkenau og
Treblinka, og begge var de nået til den konklusion, at Holocaust,
altså gaskamrene, var det pure opspind.
En anden foredragsholder, Patrick McNally, omtalte Holocaust som
"the mother of all lies". Han mente desuden, at 9/11
var en "datter" af den store løgnemoder.
Det korteste foredrag blev leveret af den østrigske ingeniør
Wolfgang Fröhlich. Denne sympatiske mand, der længe
har siddet i fængsel, sagde blot, at han ikke havde
noget at sige, for hvis han sagde noget, så ville han igen
blive forfulgt af de østrigske myndigheder, når han
vendte hjem til Wien. Det ultrakorte foredrag blev mødt
med stormende bifald, der varede længere end selve foredraget!
Dr. Herbet Schaller, en charmerende østrigsk gentleman,
gjorde rede for den lovgivning, hvormed man i Østrig og
Tyskland forfølger revisionisterne. Lovgivningen dekreterer
simpelthen, at Holocaust er en "indlysende kendsgerning".
Hvis denne "kendsgerning" benægtes offentligt,
er straffen fængsel. Dr Schaller understregede, at han ikke
benægtede Holocaust, men at der ikke var nogen fornuftig
grund til at betragte Holocaust som en indlysende kendsgerning.
Allerede den omstændighed, at der var så mange uklarheder
osv. omkring Holocaust, gjorde Holocaust alt andet end "indlysende".
Hordan kan der være så mange uklarheder og så
megen uenighed om noget, der bare er "indlysende"?!
I mit eget foredrag, som jeg måtte holde uden manuskript
- en uvenlig sjæl stjal mit manuskript for næsen af
mig - gjorde jeg rede for hovedpunkterne i forløbet af
debatten om Holocaust i danske medier fra 1998, hvor jeg første
gang rejste tvivl om tilstrækkeligheden af den eksisterende
dokumentation for eksistensen af "Hitlers masseødelæggelsesvåben",
altså gaskamrene i Auschwitz-Birkenau. Reaktionen fra danske
historikeres side havde altid været "Det vil vi ikke
høre". Med beklagelse havde jeg konstateret , at så
at sige alle danske historikere havde tilsidesat og undertrykt
de hævdvundne principper for historisk kildekritik, som
de ellers selv yndede at docere. Dermed var de blevet en stor
fare for enhver form for historisk arbejde. I Danmark havde myndighederne
siden 1998 brugt mere end 6.000.000 kroner på at bevise
eksistensen af gaskamre i Auschwitz-Birkenau. I 2006, måtte
man omsider give tabt. Det have ikke været muligt at bevise
eksistensen af gaskamrene. Man havde nu haft otte år til
opgavens løsning. Man snakkede konsekvent udenom. Man førte
ungdommen og offentligheden bag lyset. Logikken havde dermed tvunget
de danske historikere til at medgive noget, som næppe behagede
deres følelser: at Holocaust var en myte.
Med stor interesse lyttede jeg også til foredrag af David
Duke og Lady Michèle Renouf. Begge fremhævede de
Faurissons modige og omhyggelige arbejde, og begge fremhævede
de ulykkelige tilstande i europæisk lovgivning, som nu havde
bragt den engelske historieskriver David Irving og
hædersmænd som Ernst Zündel og Germar Rudolf
bag tremmer. Begge talere modtog velfortjente klapsalver for deres
glimrende foredrag. Duke er utvivlsomt en betydelig personlighed,
og Lady Renouf - en lady, der fortjener sin titel. Begge har en
dårlig presse, som de ikke fortjener.
Den iranske professor Mohammad Ali Ramin talte om nødvendigheden
af at forholde sig kritisk til de gængse forestillinger
om Holocaust. Ingen kunne være uening med ham! Professor
Ramin virkede overhovedet som en velmenende og yderst intelligent
mand, og, hvis jeg er korrekt underrettet, en af Dr Ahmadinejads
personlige rådgivere.
Blandt de franske foredragsholdere må endvidere nævnes
Georges Theil, hvis foredrag havde en titel, der indeholdt en
hel programerklæring: " Our Mission: To Disrupt the
global slander and help build a more honest world". Georges
Theil betegnede sig selv som " tilhænger af Voltaire",
og det kunne jeg for min del kun have sympati for. Denne sympati
deltes dog ikke af de franske myndigheder, der længe har
forfulgt Theil.
Også den anden franske foredragsholder, Dr. Serge Thion,
orientalist som jeg selv, gjorde med sin ro og saglighed et yderst
tillidsvækkende indtryk. Som næsten alle andre europæiske
forskere i Teheran var han blevet fordrevet fra sin akademiske
stilling.
Fra Grækenland mødte Alfonso Pengas, der talte om
"The geopolitical environment of the holocaust myth".
I lighed med vist nok alle andre deltagere, var det zionisternes
brutale krænkelser af palæstinensernes rettigheder,
der havde vakt den store harme.
MODTAGELSE HOS PRÆSIDENTEN
De udenlandske deltagere blev tirsdag eftermiddag indbudt
til audiens hos Irans Præsident. Audiensen varede godt tre
timer. Med opmærksomhed og spænding lyttede jeg til
hans tale. Grundbegreberne var Guds enhed, og retfærdighed,
menneskeværdighed og broderskab, men forøvrigt kunne
hans tale være skrevet af Cicero. Da han indbød alle,
der tænkte frit, til at betragte Iran - ariernes gamle land
- som deres hjem, fyldte disse ord mig med en blanding
af respekt og skam.
Selv er jeg en stor beundrer af Thomas Jefferson. Det moderne
demokrati er et stort eksperiment. Det går aldrig godt uden
"an aristocracy of virtue and talent". Iranerne havde
nu fået fat i den lange ende, tænkte jeg.
Førhen var det europæerne, der ville belære
resten af verden om menneskerettigheder, om frihed til at forske
og til at ytre sig. Nu havde de samme europæiske borgere
været så torskedumme at forfølge alle disse
fortræffelige mennesker: Faurisson, Rudolf, Zündel,
Fröhlich, Verbeke og mange andre. Tyske myndigheder havde
beslaglagt pas, for at forhindre tyske statsborgere i at rejse
til Tehran. Der var rygter om at flere deltagere ville blive modtaget
af politiet, når de vendte hjem. Og flere af disse rygter
skulle vise sig at være sande.
Svensk presse har kastet sig over den unge svensker, der nu har
udsigt til at blive fjernet fra sin stilling som latinlærer.Frankrigs
præsident Chirac har krævet, at der rejses sag mod
den 77 årige Faurisson. Det kunne man læse på
forsiden af TEHRAN TIMES, 16. Dec.Den fine lille østrigske
rabbiner risikerer, at blive anklaget for benægtelse af
Holocaust osv. osv. Jeg lovede ham, at vi i Danmark selvsagt ville
gøre hvad vi kunne for at hjælpe ham.
In the name of God! Hvilken katastrofe for Europa! Det er nu soleklart
for enhver, at betydningsfulde europæiske nationer som Tyskland,
Østrig og Frankrig brutalt forfølger dygtige og
tapre videnskabsmænd blot for at holde liv i en tåbelig
gaskammermyte. Det vil sige, at den megen tale om ytringsfrihed
blot er hykleri og tom snak. Det kommer ikke til at vare længe,
før millioner og atter millioner fatter denne enkle sammenhæng.
Hele den islamiske verden vil tilslutte sig den iranske
præsidents argumentation om at "the fake Zionist regime
was established by big powers based on lies". Og enhver retsindig
amerikaer og europæer må bøje sig for den enkle
logiske sammenhæng.
Europas hykleri vil få vældige konsekvenser. Paven
og andre repræsentanter for kristendommen har givet deres
støtte til de regimer, der er baseret på løgne.
Sådan vil man tænke. De har forsømt at
støtte den europæiske forskningsfrihed. De har krænket
den menneskelige værdighed.Det vil igen sige, at de vestlige
demokratier og de vestlige kirker har medvirket til at ødelægge
det demokratiske eksperiment. Dermed har man - sikkert utilsigtet
- banet vejen for Islams fremgang.
Da Dr. Ahmadinejad havde holdt sin tale, fik nogle af deltagerne
mulighed for at veksle et par personlige ord med ham. Som forventet,
var de jødiske deltagere at se i første række.
Omsider blev professor Faurisson nærmest båret frem
til præsidenten. Faurisson roste sin iranske ven for
hans "heroiske" initiativ. Så pegede Faurisson
på mig, og da det nu var blevet den eneste danskers
tur, greb jeg anledningen til at takke ham for hans mod og ærlighed.
Jeg sagde, at jeg havde lovet den danske presse, at give ham et
skulderklap. Om det var OK? Han smilede bredt og nikkede, fik
sit skulderklap, og kvitterede med et ønske til alle danskere,
om at de måtte være ærlige og retfærdige.
Så ville Gud og hans fred være med dem.
Dette ønske er hermed bragt videre!
Samme aften var der modtagelse i Udenrigsministeriet. Hædersgæst
var Professor Faurisson. Der blev stiftet flere nyttige bekendtskaber.
Også i Afrika er man begyndt at undervise efter Faurissons
lærebøger! Og det iranske køkken kunne ikke
være bedre! Stemningen var, som altid, top!
FACT-FINDING COMMITTEE
Allerede på konferencens første dag, udtalte
den iranske Udenrigsminister, at det var ønskeligt, at
deltagerne udpegede en "fact-finding committee" (IRAN
DAILY, 12. Dec., p. 1).
Denne komité blev valgt onsdag aften efter et kort deltagermøde,
og, som overalt, i en atmosfære af hjertelig forståelse.
Indtil videre har komiteen sit sæde i Teheran, under ledelse
af professor Mohammad Ali Ramin.På længere sigt skal
hovedsædet henlægges til Berlin! En ren tanke, som
tyske myndigheder - for tiden - næppe bryder sig meget om.
Der blev lagt vægt på en international sammensætning.
Lady Renouf fra Storbritannien, Dr. Serge Thion fra Frankrig,
Dr. Fredrick Töben fra Australien, min ydmyghed fra Danmark,
og Bernhard Schaub fra Svejts. Schaub havde med sin ranke
holdning og sine rene ord om sandhed og løgn efterladt
et glimrende indtryk som foredragsholder. I første
omgang bliver komiteens opgaver nærmest rådgivende.
At der inden længe skal afholdes endnu en konference om
Holocaust står klart. Måske i Danmark? Der kan ikke
herske tvivl om at man fra iransk side ønsker klarhed,
og at man ønsker at høre Holocaust belyst fra begge
sider. Det var derfor en katastrofe for de traditionelle historikeres
anseelse, at de kun mødte fåtalligt op for at forsvare
deres synspunkter i en åben og fri debat. Ingen kunne undskylde
sig med, at de ikke havde tid eller råd. På længere
sigt en katastrofe for de europæiske demokratier. Og bedre
blev det ikke af, at forskellige amerikanske og europæiske
politikere nedlod sig til allerede på forhånd at fordømme
konferencen. Og just, som jeg skriver dette, indløber besked
om at 40 forskningsinstitutter har afbrudt alt samarbejde med
IPIS, arrangøren. Hvor tåbeligt og intolerant!
Jeg for min del kunne tænke mig, at komiteen vil lægge
vægt på, at man fra iransk side indbyder de mest kendte
"anti-revisionister" fra alverdens lande til den næste
konference. Indbydelsen bør rettes ikke blot til historikere,
men også til de politikere og religiøse ledere, som
har fordømt konferencen, og som har udspredt usandheder
om deltagerne og arrangørerne.
Det er muligt, ja, sandsynligt, at man vil sige nej (uden tak)
til en sådan indbydelse. I så fald må man gøre
sig klart, at man derved fra europæisk og amerikansk side
bidrager til at uddybe et modsætningsforhold, som iranerne
efter min bedste iagttagelse har vist rigtig god vilje til at
overvinde.
Under konferencen kom professor Faurisson hen til mig og spurgte
om jeg havde set den iranske udstilling om Holocaust. Det havde
jeg ikke. Den var opstillet i IPIS. Professor Faurisson havde
ret i, at det uden tvivl var den mest saglige og oplysende udstilling
af sin art. Han havde netop over for iransk radio berettet om
sit besøg på Holocaust-museet i Washington, hvor
man ikke ville vise ham, hvordan et gaskammer så ud. Her
i Teheran fik man omfattende og grundig dokumentation for,
hvorledes historien var blevet forfalsket. Der var undertrykte
billeder og tekster, og der var talrige eksempler på, hvorledes
originale billeder og tekster var blevet forfalsket. Her var de
originale tegninger - alt til historien henhørende.
Hvis man altså ønsker at se og høre begge
sider om Holocaust, bør man rejse til Iran. Nogle af de
meget få seriøse kommentarer, jeg har set, har fremhævet,
ar der fra iransk side er en politisk interesse i at få
afsløret Holocaust som værende en ren myte. Det er
givetvis sandt, og heller ikke forkasteligt, men det er
ikke hele sandheden. Bag ønsket om afklaring ligger også
efter min overbevisning en enkel kærlighed til sandhed.
Allerede de gamle grækere bemærkede denne sandhedskærlighed
hos perserne. Drug er det gamle iranske ord for løgnemagten,
og drug er modsætningen til asha, eller arta, lov, ret,
sandhed.
Det må være fair at konkludere, at konferencen er
et vidnesbyrd om, at asha nu atter har rejst sig i kampen
mod drug. I sidste instans er det hensynet til asha, der forpligter
os alle til at træde frem.
Dr. phil. Christian Lindtner, 18 december 2006.
Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning. www.holocaust.nu