Paragraf 130 af den tyske straffelov er en nærmere undersøgelse
værd. Det er en imponerende lektie i politiserende historie
i stedet for ytringsfrihed.
Opfordring til vold mod dele af befolkningen bliver i første
instans straffet med op til fem år. Den samme straf tildeles
i det senere tilføjede stk. 3 'den der godkender,
benægter eller bagatelliserer en under det nazistiske overherredømme
begået handling af en i § 6 stk. 1 af den borgerlige
straffelov beskrevet karakter på en måde der kan bruges
til at forstyrre den offentlige orden'.
Tilsvarende love findes nu i 15 lande. I den Europæiske
Union stræber man efter at indføre en ensartet lovgivning
på området. Franske historikere har startet et initiativ
mod disse forsøg på at indføre et statsforordnet
billede af historien, italienske kollegaer har tilsluttet sig.
Indtil videre er der kun få tyskere der har underskrevet
opfordringen dog findes der i blandt disse kapaciteter som
Aleida und Jan Assmann. (se Liberté pur l'Histoire)
I erklæringen; Blois-appellen, hedder det: 'I en
fri stat er det ikke en eller anden politiske autoritet der har
til opgave at definere hvordan den historiske sandhed ser ud,
og den skal da slet ikke indskrænke historikeres frihed
ved hjælp af trusler om strafforfølgelse.
Vi opfordrer historikerne til at samle sig og tilslutte sig denne
appel, for at sætte en stopper for mere lovgivning der regulerer
historieskrivningen.
Vi beder de ansvarlige politikere vi om at forstå, at det
godt nok hører til deres opgave at pleje det kollektive
historiske minde, men at de under ingen omstændighed ved
hjælp af lovgivning skal institutionalisere stats-sandheder,
der vil kunne føre til alvorlige konsekvenser for historikernes
arbejde for den almene intellektuelle frihed.
Det er godt at modstanden mod en af staten ved hjælp af
straffeloven påtvunget historiesyn endelig manifesterer
sig så tydelig. Bl.a. Timothy Garton Ash, Giuseppe
Galasso, Eric Hobsbawm, Pierre Nora, og Heinrich
August Winkler har allerede skrevet under.
Hvor er vi på vej hen, når benægtelse af historiske
fakta bliver strafbar? Hvad kendsgerningerne er, det strides de
lærde om. Det skal de strides om. Love tjener til at give
denne strid en ramme, ikke til at nå til enighed.
Staten bestemmer ikke hvad der er sand og falsk. Den definerer
på hvilke måder man skal diskutere.
Staten er ikke forvalter og plejere af den historiske sandhed.
Den skaffer midlerne til at den kan komme frem.
Da kristne trosretninger kæmpede en væbnet kamp om
sandheden ja, de kæmpede også om territorier,
magt og penge-, da opstod den moderne stat ikke fordi den holdt
med den ene, den anden eller endda flere sider, men fordi den
holdt sig udenfor striden og brugte al sin magt, for at denne
strid kunne foregå på en civiliseret måde, for
eksempel som strid mellem fakulteter.
Ved at gøre holocaustbenægtelse til en straffelovsovertrædelse
lader man godt nok som om det derved handler om et forsvar for
fakta om holocaust.
Men ved at sætte diskussionen om fakta under straffeansvar,
gør, forvandler man et altid diskuterbar faktum
en til et spørgsmål om tro, der ikke kan diskuteres.
Fakta er fakta, fordi forsøgene på at betvivle dem
mislykkes, og ikke på grund af muligheden for at komme i
fængsel i fem år for at betvivle dem.
Den der har overværet holocaustbenægteres optræden,
har også følt trangen vælte op i sig til at
standse deres spil. Men det er vores sag, sagen for en vågen,
diskuterende offentlighed, igen og igen på ny at gennemgå
argumenter samt nye og gamle indsigter.
Staten har i hvert faldt noget at gøre ved sagen gennem
ansættelser i sin undervisnings-institutioner. For eksempel
spørgsmålet om holocaust er noget der er usammenligneligt
med andet, eller om den derimod kun kan opfattes gennem sammenligninger,
burde ikke være en sag for en dommer.
Den der i Karnak eller i Luxor [Egypten] ser det gamle relief
der fejrer Ramses den Stores sejr i slaget om Kadesch (1274
før Kristus), har fået en anelse om med en hvilken
propagandistisk styrke en stat kan påtvinge sine undersåtter
et billede af historien.
Den tyske forbundsrepublik, og den Europæiske Union har
ikke brug for historie-love. De har begge brug for heftige diskussioner
om historien, om den vi har fælles, og om den der vi har
hver for sig.
Og den har brug for en ramme, der kraftigt stimulerer sådanne
diskussioner, og samtidig forhindrer at f.eks. en strid mellem
historikere om slaget på Amselfeld seks hundrede år
efter begivenheden fører til nedslagtninger af hele befolkninger.