Paragraf 130 af den tyske straffelov er en nærmere undersøgelse værd. Det er en imponerende lektie i politiserende historie i stedet for ytringsfrihed.
Opfordring til vold mod dele af befolkningen bliver i første instans straffet med op til fem år. Den samme straf tildeles i det senere tilføjede stk. 3 'den der godkender, benægter eller bagatelliserer en under det nazistiske overherredømme begået handling af en i § 6 stk. 1 af den borgerlige straffelov beskrevet karakter på en måde der kan bruges til at forstyrre den offentlige orden'.
Tilsvarende love findes nu i 15 lande. I den Europæiske Union stræber man efter at indføre en ensartet lovgivning på området. Franske historikere har startet et initiativ mod disse forsøg på at indføre et statsforordnet billede af historien, italienske kollegaer har tilsluttet sig. Indtil videre er der kun få tyskere der har underskrevet opfordringen ­ dog findes der i blandt disse kapaciteter som Aleida und Jan Assmann. (se Liberté pur l'Histoire)
I erklæringen; Blois-appellen, hedder det: 'I en fri stat er det ikke en eller anden politiske autoritet der har til opgave at definere hvordan den historiske sandhed ser ud, og den skal da slet ikke indskrænke historikeres frihed ved hjælp af trusler om strafforfølgelse.
Vi opfordrer historikerne til at samle sig og tilslutte sig denne appel, for at sætte en stopper for mere lovgivning der regulerer historieskrivningen.
Vi beder de ansvarlige politikere vi om at forstå, at det godt nok hører til deres opgave at pleje det kollektive historiske minde, men at de under ingen omstændighed ved hjælp af lovgivning skal institutionalisere stats-sandheder, der vil kunne føre til alvorlige konsekvenser for historikernes arbejde for den almene intellektuelle frihed.
Det er godt at modstanden mod en af staten ved hjælp af straffeloven påtvunget historiesyn endelig manifesterer sig så tydelig. Bl.a. Timothy Garton Ash, Giuseppe Galasso, Eric Hobsbawm, Pierre Nora, og Heinrich August Winkler har allerede skrevet under.
Hvor er vi på vej hen, når benægtelse af historiske fakta bliver strafbar? Hvad kendsgerningerne er, det strides de lærde om. Det skal de strides om. Love tjener til at give denne strid en ramme, ikke til at nå til enighed.
Staten bestemmer ikke hvad der er sand og falsk. Den definerer på hvilke måder man skal diskutere.
Staten er ikke forvalter og plejere af den historiske sandhed. Den skaffer midlerne til at den kan komme frem.
Da kristne trosretninger kæmpede en væbnet kamp om sandheden ­ ja, de kæmpede også om territorier, magt og penge-, da opstod den moderne stat ikke fordi den holdt med den ene, den anden eller endda flere sider, men fordi den holdt sig udenfor striden og brugte al sin magt, for at denne strid kunne foregå på en civiliseret måde, for eksempel som strid mellem fakulteter.
Ved at gøre holocaustbenægtelse til en straffelovsovertrædelse lader man godt nok som om det derved handler om et forsvar for fakta om holocaust.
Men ved at sætte diskussionen om fakta under straffeansvar, gør, forvandler man et ­ altid diskuterbar ­ faktum en til et spørgsmål om tro, der ikke kan diskuteres. Fakta er fakta, fordi forsøgene på at betvivle dem mislykkes, og ikke på grund af muligheden for at komme i fængsel i fem år for at betvivle dem.
Den der har overværet holocaustbenægteres optræden, har også følt trangen vælte op i sig til at standse deres spil. Men det er vores sag, sagen for en vågen, diskuterende offentlighed, igen og igen på ny at gennemgå argumenter samt nye og gamle indsigter.
Staten har i hvert faldt noget at gøre ved sagen gennem ansættelser i sin undervisnings-institutioner. For eksempel spørgsmålet om holocaust er noget der er usammenligneligt med andet, eller om den derimod kun kan opfattes gennem sammenligninger, burde ikke være en sag for en dommer.
Den der i Karnak eller i Luxor [Egypten] ser det gamle relief der fejrer Ramses den Stores sejr i slaget om Kadesch (1274 før Kristus), har fået en anelse om med en hvilken propagandistisk styrke en stat kan påtvinge sine undersåtter et billede af historien.
Den tyske forbundsrepublik, og den Europæiske Union har ikke brug for historie-love. De har begge brug for heftige diskussioner om historien, om den vi har fælles, og om den der vi har hver for sig.
Og den har brug for en ramme, der kraftigt stimulerer sådanne diskussioner, og samtidig forhindrer at f.eks. en strid mellem historikere om slaget på Amselfeld seks hundrede år efter begivenheden fører til nedslagtninger af hele befolkninger.